Snak

Jeg hader når weekenden ser ud til at blive inddraget. Folk og deres forpulede sygemeldinger, som altid falder når de føler sig det mindste utilfreds og så belejligt at de ikke kan fyres.

Forstået hvordan Bosse?

Altså dine kolleger der melder sig syge på strategiske tidspunkter?

Er det svært at fyre folk i Norge, hvis de feks ikke opfylder jobbeskrivelsen?

Hvis man ikke har et sagligt grundlag som sådan, kan man gå sygemeldt et år, hvilket vel er det samme som i Danmark. Overordnet tror jeg reglerne for opsigelse er næsten de samme.

Vi har en tilknyttet nu, som startede fint og var fleksibel på alle måder. Da han har overstået prøvetiden blev han udstyret med en permanent ansættelseskontrakt, da flere var enige om at de gerne ville af med nogle timer. Næsten med det samme begynder det at halte med at komme til tiden, han tuder over vagtplaner han har godkendt og man får klager fra kunderne. Jeg trækker ham til side og siger at det er noget der må strammes op på. Den snak har vi så haft to gange, med en skriftlig advarsel til følge. Jeg hører så senere fra en fælles bekendt, at han ville prøve at sygemelde sig, fordi han var utilfreds. I går modtager jeg så en besked om at han har problemer med nakken, efter at have lavet noget i huset i weekenden, at han skal scannes og er ude på ubestemt tid. Det stinker langt væk.

Stramt.. Hvad med en lægeerklæring, eller en udtalelse fra hospitalet. Sådan én skal han vel kunne præsentere hvis det er længerevarende?

Jeg spørger i øvrigt af ren interesse, da jeg lidt frygter en dag at løbe ind i samme situation. Mine ansatte er dog heldigvis ikke så fesne som ham du beskriver, men man ved jo aldrig hvordan det udvikler sig.

Han må have en lægeerklæring og eventuelt en skrivelse fra hospitalet. Først skal han dog henvises fra lægen og det alene kan tage sin tid. Det er utrolig let at få en sygemelding heroppe og folk har åbenbart ingen problemer med at udnytte system og arbejdsgiver, så han får sikkert held med sit foretagende. Den eneste måde vi reelt kommer af med ham, er ved at påvise et behov for nedbemanding og den kan være lidt tricky.

Men hvis kunderne har klaget over ham (nu ved jeg ikke hvad du laver), kan man så ikke bare fyre ham for ikke at klare sit job godt nok?
Altså hvis han samtidig kommer for sent og generelt skader firmaet mere end han gavner. Jeg tænker bare at hvis i allerede har givet ham en advarsel, så er det vel ikke helt urimeligt at fyre ham hvis han ikke har taget sig sammen.

Problemet er at sygemeldingen kommer udmiddelbart efter advarslen, men det er naturligvis noget vi må se på. Som arbejdsgiver har man desværre ofte de dårligste kort på hånden.

Jeg har en, som jeg synes er meget langt ude. Hun er næsten lige kommet tilbage fra barsel i et år (i oktober), og hun har åbenbart helt glemt, hvordan det er at gå på arbejde. Hun er i hvert fald stadig chokeret over, at det ikke blot omfatter at møde i et bestemt tidsrum, men også arbejde i det. Der har været en omfattende sparerunde i den tid, hun har været væk, hvilket har medført en øget arbejdsmængde for stort set alle - det pres har jeg undladt at udsætte hende for, således at hun har bibeholdt de opgaver, hun havde inden hun gik på barsel, og ikke fået tilføjet nye. Men hun mener ikke, at der nu er tid nok til at hygge - det har jeg sådan set fra hendes egen mund, og det har jeg prøvet at forklare, er et resultatet af, at de andre nok ikke længere lige har 10-12 minutter her og der til at hente kage, sludre om gårsdagens tv-udsendelser eller hvad de nu måtte bruge de impulsive småpauser til. Det synes hun så er så demotiverende, at hun bliver stresset af det. Faktisk har hun kun været her, siden hun kom tilbage, i tre sammenhængende dage uden sygdom. Og det har hun kun været tre gange. I december fik hun - med lægens ord - tegn på, at hun kunne have en virus på balancenerven. Det har en af mine tidligere kolleger haft, og det var ikke noget at spøge med. Men det er vist ikke helt samme virus, for selvom jeg ikke må betvivle alvoren af hendes sygdom, kan jeg se på erklæringen, at der rådes til at tage den med ro og holde øje med symptomer og udvikling i de følgende fem uger. Men den besked jeg fik, var ordret: "Ja, det blev fem uger (sygemelding)". Fem uger blev til seks med en efterfølgende tilsyneladende meget afkræftet medarbejder. Hun kom om mandagen, var syg tirsdag, kom onsdag og var så syg torsdag og fredag. Så indkaldte jeg hende til en samtale efterfølgende mandag, hvor jeg forsøgte at finde ind til, hvad pokker der kunne være galt. Det kunne jo være alt andet end arbejdsrelateret. En eller anden form for depression var mit umiddelbare gæt. Det var det så ikke. Eller, det var i hvert fald ikke det, der var hendes bekymring. Ugen efter havde jeg så en opfølgende samtale med hende, og i den spurgte hun, om jeg ville betale for en HD. Der er hverken plads til lønregulering, kurser eller uddannelse i budgettet i år, så det kunne jeg ikke - og med den besked afleverede hun sin opsigelse.

Det var selvfølgelig den bedste udgang på sagen jeg kunne forestille mig, men det bekymrer mig, at nogen mener, at arbejdspladsen ikke primært skal dreje sig om at arbejde, og at det menes at det bedre kan betale sig, at gå hjemme. Hendes plan er at begynde at læse "fuld tid" (det vil blot sige ikke have et arbejde imens) fra august - i mellemtiden vil hun forsøge at samle kræfter. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun (hun er 25 år), får endog meget svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet. For det første vil hun, hvis alt går som hun har planlagt, have været væk fra det i tre år, for det andet er en HD, trods alt, ikke så let. Den kræver faktisk også en indsats, at gennemføre.

Er HD ikke noget man følger ved siden af sit almindelige arbejde? Det var den i hvert fald, da jeg arbejdede fuld tid plus og desperat læste op ifm. eksamernerne.

Hvordan skulle det kunne kombineres med arbejde og barn?