Snak

Jo det er. Hvordan hun ville have det til at køre, som mor til en næsten nyfødt, ved jeg ikke. Men det bliver så heller ikke aktuelt. I hvert fald ikke i denne omgang.

HD er for mennesker med en vis mængde overskud i det daglige. Hun må på forhånd have besluttet sig for at sige op eller alvorligt have misforstået, hvad det ligesom går ud på.

Det synes jeg ofte er en tendens hos den type mennesker. De er altid på vej mod noget større og bedre, uden nogensinde at gennemføre en skid. Hendes samboer må være ustyrlig af glæde.

Jeg er sikker på, at hun overhovedet ikke har gjort sig tanker om, hvad det kræver at tage en HD. Eller hvad det kræver at gå på arbejde for den sags skyld. Hendes beklagelser over, at den manglende hygge gav hende stress, og hendes søgen efter at være syg, overbeviste mig. Jeg er ikke typen, der pisker folk - jeg arbejder heller ikke selv godt under den betingelse. Tværtimod har jeg flere gange sagt, at folk selv administrerer deres dag på jobbet, og så længe opgaverne bliver løst, kan man gå på nettet, gå hen og ryge sammen udenfor de "normale" pauser osv., ligeså tosset man vil. Jeg har endda indført en ordning, som er på kant med, hvad vi må, nemlig at fjerne den betalte spisepause, for at man kan gå en halv time tidligere (hvis det er det, man ønsker (og det er det for de fleste)). Det betyder ikke at man ikke får noget at spise eller ikke holder pause, jeg har bare aftalt med dem, at de så ikke går i kantinen (da der så er andre, der får ondt i røven). Jeg kan se at der leveres det, der forventes, og det er det eneste, der betyder noget. Om man så er 7 eller 8 timer om det. Ud fra en kynisk betragtning ville det være bedre, om der blev leveret på samme niveau i 8 timer, så gruppen kunne skæres ned med yderligere 1-2 personer, men sådan fungerer tingene jo (heldigvis) ikke. Der har allerede været en sparerunde, og lige at plukke et par stykker mere, tror jeg vil gå så meget ud over moralen, at det kan ses på effektiviteten. Den der evige nervøsitet over, om man er købt eller solgt, tror jeg ikke gør noget godt for nogen. Desuden er jeg jo godt klar over, at snart tre år uden lønregulering ikke er vildt motiverende. Nå, men det er jo alt sammen en helt anden snak - pointen er, at jeg har oplevet nogenlunde det samme som Bosse. Jeg ved ikke rigtigt om jeg hader det (måske set i et samfundsmæssigt perspektiv), men jeg er meget overrasket over, at nogen tænker og opfører sig på den måde. Den totale ansvarsløshed, både over for sig selv, men også over for dem, bl.a. kolleger, man lader i stikken.

Det er en fin tilgang til arbejdets rammer, Matias. Jeg árbejder selv et sted, hvor politiken er sådan. Det er givende for medarbejdere, der kan administrere det. Desværre har jeg også oplevet, at det kan misbruges, ikke mindst af en af mine nære kollegaer, der sjovt nok skriver MEGET bedre når hun er på café, og ellers bruger halvdelen af sin arbejdsdag på at klage over hvor travlt hun har. Dine oplevelser med den 25-årige virker dog en tand mere ekstremt.

Grundet arbejdstiderne er det et lidt specielt miljø, hvor man enten trives eller simpelthen ikke tåler det på den lange bane. Vi prøver dog at være fleksible og alle er klar over, at man fra tid til anden må gå lidt på kompromis. De fleste har dog mere eller mindre en skræddersyet arbejdsplan, som passer deres behov og privatliv. Han har selv været med til at planlægge, men forstår tilsyneladende ikke, at vi andre har andet at tage os til, end at forsøge at dække vagter ind, når han pludselig kommer i tanke om at han hellere vil noget andet.
Når han så vælger at fremstille sin arbejdsgiver som en underbetalende slavepisker, til trods for at lønnen er pænt over gennemsnit, vi har en pæn overskudsdeling og vi tidligere har hjulpet ham med forskud og andet, bliver man sgu lidt indebrændt. Den permanente kontrakt var åbenbart en gulerod og da han fik den, forsvandt viljen til at yde noget som helst.

af ren nysgerrighed og fuld forståelse for hvis ikke I vil dele det, ville jeg rigtig gerne høre mere detaljeret, hvordan i greb sådan en sygesamtale an.?

I øvrigt hader jeg, når jeg ikke kan finde mine nøgler. Og det er desværre forbløffende tit.

.. bliver ramt af en skade.

Fiber/muskelforstrækning i mave-regionen.. Av for h......

Jeg hader også de obsternasige lortefugle, men jeg er dog aldrig blevet angrebet af dem. Det lyder meget Hitchcock.

@gorilla

Det afhænger meget af personen og omstændighederne. Når det er gentagene små sygemeldinger, kan det skyldes mange ting. Som regel ville jeg tage en snak med medarbejderen og høre om der et noget som plager vedkommende. Nogle gange kan det være noget i arbejdsmiljøet eller arbejdsopgaverne og andre gange findes problemet i privatlivet. Nogle gange er det desværre bare fordi personen er en uansvarlig hat. Man kommer ganske langt med værdsættelse og ingen er interesseret i lange sygemeldinger. De fleste tilfælde jeg har oplevet har sygemeldingen eller i det mindste det som ligger til grund for, været reel nok og man prøver naturligvis at hjælpe inden for de rammer man kan.
Som i tilfældet med Matias, er situationen naturligvis uholdbar og personen er tydeligvis ikke opsat på at samarbejde om en løsning. I de tilfælde er der ikke meget andet at gøre, end at afbryde samarbejdet. Hvad angår min egen lille skidderik, var forholdet af forskellige årsager allerede ganske anstrengt, så det var en ganske kølig samtale.