Snak

Mere indhold efter annoncen
Repos, jeg stod ved busstoppestedet ved Burger King i Aalborg, og ventede på bussen. Pludselig dukker der tre meget aggressive og meget unge indvandretyper op, der mener, at jeg står i vejen. Jeg bliver skubbet af helvede til, så jeg falder med maven (og mit ribben først) direkte ned i det sæde, der er ved busstoppestedet.

Det er det mest umotiverede jeg nogensinde har prøvet.
Mvh.
der er bare halvt så klichéprægede og glem-den-dumme-kælling-og-få-dig-et-skrald-fisse-macho-agtige som jeres.

Er der ikke kun EN person, som går fisse-vejen, Kaffe? Det virker som, at du bare gerne vil blive "foragret"
Jeg lever og ånder for at blive »foragret«, Cabs. Det ved du da. Sådan er vi, der er vokset op i det jyske agrarland; vilde med ager.

Min sympati til dig, Kusk.
Niddets arkivar
Fair nok - min Kaffe.

Og også lige min sympati til dig, Kusk.
Det lyder godt nok som en træls situation Kusk. Jeg håber ikke, du kommer til at døje med alt for store smerter fremover.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Mange tak! Det gør ondt som helvede, men det var ret tydeligt for mig, at deres intention ikke var at gå direkte efter mig - jeg stod vist bare i vejen og var uheldig.

Stadig en ubehagelig oplevelse dog!
Mvh.
Selvfølgelig er de da gået direkte efter dig. At det ikke har været personligt, er en anden snak. At stå i vejen og være uheldig, har ikke den effekt at man bliver skubbet omkuld og brækker ribben, med mindre der mødes en ustoppelig genstand, ude af kontrol eller ude af stand til at undvige. Og det er vist de færreste fodgængere. Derfor har den fysiske og aggressive konfrontation også været noget, de bevidst har opsøgt (og dermed gået direkte efter dig). Men hvis du har brug for at påtage dig ansvaret (du stod i vejen) og fjerne deres (det var bare uheldigt), så fred være med det. Men hvad er det så du hader? At du har ondt et eller andet sted på kroppen? Det er måske bare mig, men had er en spøjs sindstilstand at søge i retning af, hvis man blot og tilfældigvis har slået sig.
Det jeg prøvede at sige med det er vist bare, at de tydeligvis var vrede over andet end lige netop mig, og at denne vrede så blev forløst ved at skubbe mig om kuld. Af en eller anden spøjs grund, så kan det virke som en (ringe) trøst for mig.

Jeg har nu ikke nogen ide om, at jeg selv har ansvar for situationen. Omvendt gider jeg heller ikke gå med en irrationel vrede, som jeg ikke kan rette nogen steder hen. Udover mine omgivelser naturligvis, der alle har hjulpet mig meget både i går og i dag - det synes jeg alligevel ikke de fortjener.

Men det kan være vreden kommer med tiden. Det kan man vel ikke helt afvise.
Mvh.
"Det jeg prøvede at sige med det er vist bare, at de tydeligvis var vrede over andet end lige netop mig, og at denne vrede så blev forløst ved at skubbe mig om kuld. Af en eller anden spøjs grund, så kan det virke som en (ringe) trøst for mig."

Det forstår jeg til gengæld ikke. At man er komplet uden skyld, ville netop både skræmme mig og gøre mig utroligt vred. Havde du bevidst provokeret dem, var det ikke svært at ræsonnere sig frem til, at det nok er smart at undgå fremover, så det er noget du kan kontrollere, men hvordan garderer man sig mod, at afstumpede mennesker umotiveret begår den slags overgreb?

Men god bedring i hvert fald! Du tackler de mentale efterveer meget bedre end jeg havde været i stand til.
The Pensioner: \\\"så lad os bare sige, at jeg mener, at de 400 mio. forsvinder ved, at Chelsea øger deres indtægter og reducerer i deres udgifter. Det synes jeg er en gangbar forklaring - lidt udetaljeret, men trods alt, gangbar.\\\"
Jeg tror det hænger sammen med, at fysisk styrke skræmmer mange så meget, at de kan finde trøst i, ikke at være årsag til den, selvom de skulle blive ofre for konsekvensen af den. Jeg skal ikke kunne sige om det er det, men det virker på mig, som en forsvarsmekanisme, der har det formål, at illusionen om retfærdighed og virkeligheden ikke bryder helt sammen.

Det er spændende, hvad det er der gør, at mennesker reagerer så forskelligt, for jeg har det lige omvendt. Nu sker det så godt som aldrig, at jeg oplever at blive angrebet eller truet, men når det sker (sidst var for resten i selskab med Cheech), reagerer jeg fysisk (aggressivt) med det samme. Ikke at jeg mener at den reaktion er bedre - det kan faktisk være ret uklogt - så det er bestemt ikke noget jeg vil anbefale andre, at eksperimentere med.
Annonce