Snak

Jeg tror du har helt ret i det første.

Jeg kan huske, at jeg i timerne efter eksperimenterede med de andre virkelighedsopfattelser, hvor vrede naturligvis var den mest logiske - omvendt kom jeg frem til, at jeg ikke ville kunne kende gerningsmændene (ligesom der ikke ville være vidner). Den version ville altså, fordi jeg ikke kan rette vreden noget sted hen, i længden skade mig selv mere end noget andet.

Det eneste, der kan gøre mig vred i et omfang, der tenderer Matias´ måde at reagere på, er sjovt nok hvis det går ud over andre som jeg har kær. Når det er mig selv derimod, så gør jeg alt for at undgå konflikt og vil hellere fortrække.

"Den version ville altså, fordi jeg ikke kan rette vreden noget sted hen, i længden skade mig selv mere end noget andet"

- Det ville ikke virke for mig. At forsøge at rationalisere en uretfærdighed væk, fungerer ikke i mit univers. Det ville blive en samling af små "negativitetsknuder", der ville blive viklet ind i hinanden. Og til sidst ville jeg enten eksplodere eller blive syg (jeg tror at uforløst negativitet kan gøre en syg).

"Jeg skal ikke kunne sige om det er det, men det virker på mig, som en forsvarsmekanisme, der har det formål, at illusionen om retfærdighed og virkeligheden ikke bryder helt sammen."

Jeg tror ikke, jeg forstår dig/jer. Netop dét at Kusk var komplet uskyldig må vel forstyrre dette retfærdighedsbillede, hvorimod man bedre kunne forstå (omend ikke bifalde), hvis han var blevet angrebet som følge af en lidt for kæk bemærkning eller lignende.

"Det ville ikke virke for mig. At forsøge at rationalisere en uretfærdighed væk, fungerer ikke i mit univers. Det ville blive en samling af små "negativitetsknuder", der ville blive viklet ind i hinanden. Og til sidst ville jeg enten eksplodere eller blive syg (jeg tror at uforløst negativitet kan gøre en syg)."

Jeg har nu også svært ved at tro, det er muligt at føre ud i livet uden et vist element af selvbedrag. Man kan selvfølgelig analysere på sine følelser og reaktioner og forsøge at komme dem nærmere til bunds for på dén måde at komme tættere på en accept af situationen, men jeg tror det er de færreste (hvis nogen overhovedet), der i så markant grad kan rationalisere sig frem til, hvordan man på optimal vis styrer sine følelser i en given retning.

Dybest set tror jeg, at det hele afhænger af selvbilledet.

Man kan vælge at se sig selv som moralsk overlegen (fordi man tilgiver sine gerningsmænd). Det er den metode, der altid har virket for kristne mennesker og i dag - i mine øjne - for mange socialister. Min erfaring med denne logik har da også været god, hvorfor den er populær, selvom jeg inderst inde synes det er en lidt ynkelig livsanskuelse (men vel at mærke kun fordi, at vi pga. tabuer ikke tør tale åbent om det). Normalt forsværger jeg den da også, men det her er i mangel på bedre.

Alternativt, og hvad der er mest naturligt, kan man vælge af se sig selv som en værgeløst offer for en uretfærdighed. Det tror jeg medfører bitterhed og en dyb indre bebrejdelse af, at man aldrig får lov til at stikke en skruetrækker ind i knæskallen på sine overfaldsmænd. Man begynder at tænke på ting som man kunne have gjort anderledes, og som konsekvens begynder man at overkompensere fremefter (blive mistænksom, indtage forsvarsposition uden grund og måske bliver man endda racist). Sådan ville jeg i al fald blive.

"Netop dét at Kusk var komplet uskyldig må vel forstyrre dette retfærdighedsbillede"

- Jo men det er jo ikke stort anderledes end børn der til stadighed elsker deres forældre, om end de (forældrene) begår overgreb på dem. Forsvarsmekanismer er netop ret ofte ikke til at forklare, ud fra rationelle argumenter. Det handler derfor ikke om hvad der, rationelt, giver bedst mening, men derimod om ens verden vælter, hvis man i alle sammenhænge og tilfælde forholder sig fuldkommen rationelt til de oplevelser, man får. Vi to har da også snakket om det - bare i andre sammenhænge. Alt det der med ens udkårne osv. Man kan jo af samme årsager begynde at tvivle så meget på, hvad der virkelig sker, fordi den (virkeligheden) kan være så barsk, at den kan være umulig at forholde sig til, mens det står på. Så kan man komme til at bilde sig ind, at virkeligheden er en anden, end den er, og en anden end de begivenheder den byder på, taler for.

Igen, jeg skal ikke kunne sige, om det er det, der sker, om forsvarsmekanismen har et navn eller noget helt tredje. Men jeg har så ofte oplevet, at der reageres på den måde - og det er så mit bud på at rationalisere sig frem til, hvorfor der reageres så irrationelt.

"Alternativt, og hvad der er mest naturligt, kan man vælge af se sig selv som en værgeløst offer for en uretfærdighed. Det tror jeg medfører bitterhed og en dyb indre bebrejdelse af, at man aldrig får lov til at stikke en skruetrækker ind i knæskallen på sine overfaldsmænd. Man begynder at tænke på ting som man kunne have gjort anderledes, og som konsekvens begynder man at overkompensere fremefter (blive mistænksom, indtage forsvarsposition uden grund og måske bliver man endda racist). Sådan ville jeg i al fald blive."

Nu mener jeg ikke det tankespind du opstiller er den naturlige konsekvens af at føle sig uretfærdigt behandlet, tværtimod er det en meget ekstrem tangegang du opstiller. Men nok om det, for det er egentlig ikke min pointe, men derimod, at jeg ikke tror, det er muligt i dén grad at vælge, hvordan man vil agere. Man kan sige, at man vil gøre sådan-og-sådan, men om følelseslivet følger trop, er jeg ikke sikker på, for følelser lader sig ikke bare sådan diktere af logik.

Med tiden, intensiv bearbejdning af sine tanker og følelser (og i nogle tilfælde professionel hjælp), så tror jeg man kan, om ikke lære, så i hvert fald nærme sig det at tilgive dem der har gjort én uret, men jeg tror ikke man i den situation du står i, er nået så langt i processen.

"Man kan vælge at se sig selv som moralsk overlegen"

- Den hopper jeg til gengæld ikke på. Og det er jeg, i modsætning til det andet, overbevist om, er en forsvarsmekanisme. Det er en forsvarsmekanisme der har til hensigt, fiktivt at forsøge, at genrejse ens ære. Så kan man (og det gør jeg da også selv) mene, at ære er et lidt flyvsk begreb, der nærmest kan "voldtages" efter forgodtbefindende, men retfærdighedsfølelse og æresfølelse mener jeg går hånd i hånd, som minimum i de tilfælde, der implicerer en selv.

Og det er jeg, i modsætning til det andet, overbevist om, er en forsvarsmekanisme.

Det medgiver jeg også gerne.

men retfærdighedsfølelse og æresfølelse mener jeg går hånd i hånd, som minimum i de tilfælde, der implicerer en selv.

Men virkeligheden afstemmes jo af, hvordan vi vælger at tolke den (som der nævnes med kærlighed tidligere). Derfor bliver den opstillede virkelighed, hvis man tror nok på den, til virkelighed.

Hvis man mener det er mest ærværdigt at tilgive ofre, fremfor at fremstå bitter (hvad man konstruktivistisk antager vil ske), jamen så er æren jo så at sige genrejst.

Nu mener jeg ikke det tankespind du opstiller er den naturlige konsekvens af at føle sig uretfærdigt behandlet, tværtimod er det en meget ekstrem tangegang du opstiller.

Sådan er jeg i al fald sikker på, at jeg ville have det. Du skrev tidligere, at du ikke troede, du ville tage det så pænt som mig (hvis jeg da gør det, når chokket har fortaget sig) - hvordan ville du da reagere, optimalt?