I Danmark er vi hunderæd for tavse perioder, og et nys markerer ligesom et "skifte" i dialogen, så mange føler åbenbart trang til at sige "prosit", for ligesom at få sat noget nyt igang. Således undgåes de der sekunder, hvor ingen ved, hvad der nu skal snakkes om! Et land som Finland derimod har det helt omvendt. Der er det kutume, at man siger farvel allerede ved middagsbordet, for så i total tavshed at tage sit overtøj på og derpå forlade det sted man gæster uden at sige det mindste udover et nik. Som dansker er det decideret akavet at overvære.
Personligt undrer jeg mig mere over sætningen "Vi snakkes tirsdag....hvis ikke vi ses før". Jeg har prøvet, og jeg kan stadig ikke få logikken i den talemåde til at flugte. Det samme med, at man "ikke skal tage den første og den bedste". Hvorfor ikke, kunne man spørge.
Mvh.