Min kørelærer gik ret meget op i, at man skulle huske at kigge på fodgængernes lys når man kom kørende, for hvis det var rødt, var det en god indikation på, at man skulle være klar på at bremse.
I forhold til vidneforklaring, vil dommeren jo nok altid tro på betjenten. Men igen, der kan jo være forhold, der gør der skal frifindes.
At det var tåget, og du derfor ikke kunne se så godt, bør du dog nok ikke forsøge dig med. ;)
Omkring vidneudsagn fra betjente, har jeg en kammerat, der engang stod tiltalt for vold mod tjenestemand. En lidt længere historie om en bøde for at gå over for rødt, nogle gutter i en brander, hvor politiet så det fra lidt afstand. Til slut ville min kammerat sarkastisk klappe betjenten på skulderen, og sige tillykke med det godt udførte arbejde.
Han endte så på maven og i håndjern. Og så røg han i detentionen.
Først næste dag, fik han at vide han var sigtet for vold mod tjenestemand.
Han blev frikendt, da den ene betjent (ikke ham der fik klappet) godt nok i retten sagde han var sikker på min kammerat slog, men den anden, der modtog klappet, trods alt ikke ville udelukke, at det blot var ment som sådan et sarkastisk "rosende" klap som der blev forklaret, og ikke et slag.
Dommeren lod så tvivlen komme min kammerat til gode, bl.a. da vidneudsagnene fra betjentene ikke harmonerede.
En lille kuriøs jura-ting ved det, var at anklageren havde været så sikker på at vinde, at hun ikke havde overvejet subsidiært at få skrevet ind i anklageskriftet, at der skulle tildeles bøde for fornærmende tiltale af betjentene. For det var sket, og kom også frem under vidneforklaringen.
Dommeren afsagde frifindelsesdommen, og bemærkede lige for anklageren, at sådan en bøde jo nok skulle have været udstedt, men det havde hun jo ikke procederet på, så det kunne retten ikke idømme.
At man skal huske sine subsidiære påstande, bliver gentaget ret mange gange i løbet af jurastudiet. En verbal dummeflad, fra dommer til anklager.
Boomer by proxy.
Synes en stork er grim med langt næb.