Snak

Der er nu ganske en del der tyder på, at "korpsånden" er lige stærk nok hos, i hvert fald en del af, de danske betjente. Og har været det længe.

At det så ikke nærmer sig tilstande der bør omtales som værende i en såkaldt bananstat, i hvert fald ikke hvad jeg har hørt om og oplevet, vil jeg så gerne give dig ret i.


Det er et kulturproblem. Dels at man dækker over hinanden, dels at man ikke vil indrømme fejl. Måske er det, også, et uddannelsesproblem.

På en skala fra Island til bananstat ligger vi nok temmelig tæt op ad Island. Hvilket gør os temmelig meget til en ikke-bananstat.

Mht. korpsånd er det jo et tveægget sværd... altså på sin vis fint nok, at politifolk ikke går og angiver hinanden.

altså på sin vis fint nok, at politifolk ikke går og angiver hinanden

Ja, tænk hvis det betød reglerne blev overholdt, og man ikke fik de her sager hvor folk enten er holdt ulovligt tilbage, eller udsat for unødvendig vold.

Hvad er det ved "tveægget sværd", du ikke forstår?

Jeg kan slet ikke se hvorfor der er et dilemma. Hvis man giver folk det ansvar, som det er at være politi, så skal de også være det ansvar voksent. Jeg kan slet ikke se hvorfor man skal tage hensyn til ting som "korpsånd". Jeg forstår udmærket hvorfor det kan være svært som kollega at angive en kollega, men højere oppe i systemet bør det jo ikke være et problem.

Korpsånden må i varierende grad omfatte hele korpset, men nu talte svoger tilsyneladende om den enkelte menige politimand/kvindes uddannelse, osv.

Uden at det skal blive alt for højstemt, er et politi uden korpsånd værdiløst.

Man kan vel i det ekstreme tilfælde stadig håbe på en vis grad af professionalisme. Det er trods alt ikke frivilligt arbejde.

Jamen enig, i det ekstreme tilfælde kan man godt forvente af en politimand, at han angiver sin kollega.

Så professionalisme er ikke sådan uden videre foreneligt med korpsånden? Interessant.