Igen, styreformen er ligegyldig for suverænitetsspørgsmålet.
Styreformen har en del at sige i forhold til om vi bør acceptere talspersonens udtalelse som værende en reel indikator på befolkningens ønske eller ej.
Hvis USA havde sat en amerikansk-iraker til at erklære, at det irakiske folk gerne ville have medlemsskab i USA, så ville det jo heller ikke være til at tage seriøst.
Du synes at betragte de fleste af verdens lande som slyngelstater
Hvis det lyder som en and, og alt det der. Er du uenig? Synes du, at Kina er en flink og fordragelig nation, der bekymrer sig tilstrækkeligt om menneskerettigheder og grundlæggende har en nobel vision for menneskehedens fremtid?
men det er ikke folkerettens udgangspunkt.
Hvilken folkeret? Hvem bestemmer reglerne for den?
Noget andet er så, at en uafhængighedserklæring i Taiwans tilfælde, sådan som landet pt er indrettet, statsretligt set, i praksis nok ville kræve et stort flertal i befolkningen, et flertal, der som nævnt ikke er til stede.
Og en uafhængighedserklæring ville formentlig være en forudsætning for at Kina og Taiwan skulle kunne betragtes som to forskellige folkeretlige enheder
Det er jo så den praktiske side af sagen. Den praktiske side er, at Taiwan ikke behøver gøre noget som helst for at blive en uafhængig stat, hvis ellers Kina accepterer det. Men det gør Kina ikke, og derfor er det nærmest ligegyldigt hvilke krumspring Taiwan finder på. Og Taiwans befolkning ønsker ikke at være en del af det nuværende Kina, men de ønsker heller ikke officiel status så meget, at de har lyst til at risikere en militær konsekvens.
Så grundlæggende har jeg svært ved at se, at der er en god løsning, der samtidigt er praktisk. At tvinge Taiwan ind i CCP-helvedet (og det er et helvede) mod deres vilje er barbarisk. At støtte Taiwan imod CCP bringer os tættere på en katastrofal konflikt.