SBH er kun overgået af kim Larsen ift salg af plader/CD.
Det sikrer i sig selv, bandet én eller anden markant position i dansk rock og pop.
For rock og pop var det, med diverse sidespring.
SHD er i virkeligheden to bands, og to epoker.
1)
Besætningen på LP 1-7, er med få undtagelser den samme, og den kommercielle succes var så stor at man på pladesalg, røg forbi selveste Gasolin.
Syv albums med ret meget kvalitet. Melodiøst meget stærkt, og effektive riffs og arrangementer.
2)
Og den anden epoke er efter det syvende album, hvor man passende kunne ha overvejet at stoppe.
Bunden bliver chef for en tv station i Skovlunde, og pressen skrev, "at alt klappede, undtagen publikum," da bandet trodsigt fortsatte uden forsangeren, der som bekendt vendte tilbage.
De sidste ca tyve plader, efter 7´eren, kender jeg kun sporadisk. Og det jeg hører, er oftest et orkester på kreativt genbrug.
Mange udskiftninger, metaltræthed i de bærende led, og ikke mindst, at de mere og mere, blev en karikatur af dem selv.
Men teknisk set, dygtige musikere, typisk ret komplicerede akkordgange (Jeg blev vildt overrasket, og bildte mig ind, at det var tre akkorders-sange), men først og fremmest fandt de en niche, og en rolle i dansk rock, hvor de havde scenen for sig selv.
Jeg har aldrig været i nærheden af at være "SBD-fan", men deres markante placering i dansk rockhistorie er indiskutabel.
FREM for alt