@ Steve
Scaramangas citat skulle illustrere, at Mercenary selvfølgelig selv laver sjov med folk der er blevet krænket, når han mener at kunne stå inde for det. Det gør vi alle. Derfor er der ret hyklerisk at han bruger en subjektiv smagsdommer-vurdering til at afgøre om der er tale om en krænkelse man kan lave humor ud af.
Den del var ikke specielt uklar, Steve. Var der noget, der indikerede, at lige præcist den del gav nogen form for problemer?
Det uklare er derimod, hvorfor du føler, at jokes omkring voldtægtsofre totalt er noget man da bare skal gøre, for det er jo bare humor, og hvis nogen bliver fornærmede så er de jo bare kænkede tosser, som man skal skide lidt mere på?
Bevares, jeg skal medgive, at det var da lidt sjovt, at i Enhedslisten ligge man 3+ "gode venner" i samme seng (hvor store senge har de?) og dem som har lyst tager lige en tur (vel at mærke i deres "gode vens" seng). Men sagen har jo netop vist sig at være alt andet end "sjov", og den har vist sig at involvere voldtægt, gramseri, og en total tilsidesættelse af personer, som ikke var i stand til at sætte sig til modværge.
Men det er bare skide skægt stadigvæk? Det er helt okay at snakke lort om voldtægtsofre, så længe man bare kalder det humor? Er det også okay at snakke lort om Tønder-børnene, når man bare kalder det humor? Hvor går grænsen? Er der en grænse? Det virker ikke sådan.
Fra mit perspektiv er voldtægtsjokes og lignende lort egentlig bare topmålet af bøvet opførsel, og du kan ikke af-bøve det ved at kalde det humor. Bøvet er bøvet. Bøvet humor er stadigvæk bøvet.
Og det var sådan set også det jeg forsøgte at illustrere ved på voldsomt bovlam og bøvet maner at kalde dig en sløj motherfucker. Det var ikke berigende, det hævede ikke noget niveau, det bidrog ikke til nogen tænkelig samtale, og verden havde egentlig været et bedre sted, hvis den var blevet sparet for det. Der var ikke nogen berettigelse overhovedet for det. Men det var "humor", så derfor er det totalt fedt og simpelthen det helt rigtige i situationen? Nej vel?
Skal det være endnu tydeligere, så er min opfattelse af den der "humor har ingen grænser" tilgang, at det reelt bliver til, at hvis det er sjovt for mig, så er det okay. Alt er okay, uden nogen som helst undtagelse. Så længe det er sjovt for mig. Er der nogen som helst antydning af empati i den vurdering? Hvis nej, er det så ikke i praksis en følelsesmæssig vurdering uden empati, dvs noget vi normalt relaterer til psykopati?
Så min opfattelse her er, at du helt intentionelt agiterer for mere psykopati i måden hvorpå vi omgås hinanden. Og det har jeg det lidt stramt med. Hvad har du brugt som begrundelse for det indtil nu? Lidt excentrisk lort og noget latterligt "alle er hyklere, derfor skal vi hylde psykopatien!!" Rasmus Modsat logik?
Der er sikkert en fornuftig begrundelse for alt det her, som er begravet et eller andet sted. Jeg kan bare ikke se den. Gider du fremhæve den fornuftige begrundelse?