Snak

Er man syg, hvis man betragter mad som noget man skal indtage for derefter at kunne vende tilbage til det man var i gang med ? Sådan har jeg det. Jeg sørger da for at indtage de mængder af forskellige fødevare der bliver tilrådet/anvist. Så meget frugt, så meget kød og så videre.

Vi har en social kultur hvis fundament består i at mødes og æde. Hvis jeg har været til en større fest, så bliver jeg altid mødt med spørgsmålet: "Hvad fik i?". Man kunne også spørge om det havde været hyggeligt.

Man kan bruge så meget tid på noget så elementært. Tænke over retten(erne), købe det ind, forbedre det, tilberede det og i sidste ende rydde op efter det.

Spis tyndt, lev fedt. Eller mere præcist, spis fattigt lev rigt.

Selvfølgelig er du ikke syg, du priotere som 95 % af den danske befolkning.

Fois Gras terrine bliver først til næste weekend, tager jo også 3-4 dage.

Tilgengæld er der lige røget 2 økologiske landhøns i den store suppegryde. Det er jo virkelig suppevejr i DK

Det er vel som så meget andet et spørgsmål om stimulation af sanserne. På samme måde er der folk musik intet siger. Jeg mener ikke det er anderledes end hvis folk snakker om eksempelvis en god film.

Jeg mener bare at indtagelse af mad ligger ret langt nede på Maslow´s pyramide.

Men efterhånden er mad i toppen af pyramiden. Det vil sige at det ikke længere betragtes som et behov, men at den mad vi indtager har til formål at sige noget om vores person. Den helt anden ende.

Maslow´s behovspyramide er en gang nonsens.

Nej den er fantastisk, intet mindre.

Min fætter laver kylling i gryde med noget hjemmelavet æblesaft, som skal hjælpe med at blanchere det.

Det lugter sgu helt godt.

Men der er vel ikke noget galt i at have mad i toppen af ens personlige pyramide ?

Personligt synes jeg det er meget fornuftigt at gå op i hvad man spiser, økologi osv... mere fornuftigt end at gå op i fladskærme, Fangerne på Fortet, alufælge osv.

Mad er, trods alt, det vi skal overleve af.

"Nej den er fantastisk, intet mindre. "

Hold nu op.... Det er en lorteteori der aldrig er underbygget. Den er ca. lige så brugbar indenfor psykologien som Boston-modellen er indenfor erhvervsøkonomien.

Jeg siger ikke at der er noget galt med det Seifert. Men er det ikke interessant at vi bruger noget så elementært for overlevelse som mad og drikke er, til at definere os selv, og definere os selv i forhold til hinanden.

Bare et tankeeksperiment.