Jeg har en lille udfordring til bold.mad eksperterne. I næste uge får jeg besøg af en sød ung dame og jeg ville gerne forkæle hende med en lækker sommerret, men jeg synes jeg er løbet lidt tør for inspiration.
En ret der plejer at vække begejstring, og har den fremragende egenskab at være med både masser af smør og sukker, men alligevel så let og frisk, at ingen opdager det.
Den er relativ simpel, og det hele kan forberedes på forhånd, så du glæde den søde unge dame med hele din opmærksomhed.
Laks, citron, rogn
(4 pers.)
6 citroner (øko)
100 g sukker
½ flaske hvidvin
100 g smør
400 g laksefilet
4 skiver toastbrød
Brøndkarse
Forskellige typer rogn (kaviar, hvis kun er værd at ofre lidt på, stenbider, laks, ørred)
Salt
Fremgansmåde:
Pres citroner, sæt saft til side. Kog citronskaller 6 gange, hver gang i nyt vand. Fjern den hvide indmad og skær skallerne i små tern. Kog dem med sukker og ½ dl citronsaft til marmeladekonsistens.
Kog hvidvin ind, tilsæt 1 dl citronsaft og blend blandingen med 100 g iskoldt smør samt citronkompotten. Gem lidt saft og kompot til at smage til med. Det hele skulle gerne binde sammen og blive hvidt og cremet. Stil i køleskab.
Skær toastbrød i tynde skiver, skær kanten af og skær til så de passer i størrelse til laksefileterne, hvis du virkelig vil gå op i det visuelle. Pres brødet fladt og bag under pres til det er sprødt og gyldent.
Så er forberedelserne færdig.
Lige før der skal serveres, kan du så blot skære laksefileterne til og sætte dem i ovnen ved 100 grader indtil proteinstoffet begynder at skille ud.
Placer citronemulsionen på tallerkenen - ikke for lidt, ikke for meget – placer laksen ovenpå og derefter brødcroutonen. Pynt med rogn og brøndkarse.