Snak

Yes Sir

Det har du ret i Cyanite. Men kan selvfølgelig koge det hele i samme gryde af forskellige omgange. Er gorgonzola-sovsen kold eller varm?

Kommer an på, hvilken jeg vælger. Den endelige plan er ikke gjort lavpraktisk endnu. Min forestilling er dog varm/lunken.

Pasta med Gorgonzola - prøv evt. at garnere med pære og valnød.

Enig i at valnød er fremragende. Men bliver det ikke lidt for dessertagtigt med pære?

Til folk med hang til Sølvskeen, der ikke er bange for at kaste sig ud i opskrifter på italiensk så kan http://www.cucchiaio.it varmt anbefales. Det er websiden for den italienske udgave (eller udgaver) af Sølvskeen, og der er en lang række opskrifter, der ikke findes i den danske. Ligesom i bogen er de delt op efter type. Derudover er der mulighed for at søge på opskrifter, hvor bestemte ingredienser indgår.

Det er gratis at få adgang til dem. Man skal dog registrere sig først.

Det er nok en smagssag med pære. Jeg synes det frisker lidt op i osten. Man skal selvfølgelig ikke bruge en overmoden eller - endnu værre - syltet pære...

Pæren vil jo blive varmet op af pastaen og dermed er jeg enig i at dessertpræget bliver for tydeligt.

Ellers er pære, valnød og gorgonzola en meget klassisk blanding

Jeg havde ikke tid til at svare i morges, og nu har Gasbaroni snuppet nogle af mine pointer - men alligevel.

Overordnet er jeg lidt bekymret for kulhydratmængden med ærtesuppe, pasta og fritter - men det kommer jeg tilbage til.

Derudover er jeg lidt i tvivl med "fisk´n chips" - har vi at gøre med vegetarer der spiser fisk (det er ikke en selvfølge), eller er løgringene en erstatning for fiskene? Under alle omstændigheder ville jeg overveje at servere en menu helt uden dyr - fiskespisende vegetarer får tit fisk til op over begge ører, fordi kødspiserne har svært ved at tænke alternativt. Derfor er der ofte mange point at hente ved at lave en menu som hverken indeholder fisk, eller retter som tydeligt er lavet i den "kødløse version" - derfor synes jeg også at pastarettere er geniale.

Nu lidt mere konkret:

Suppen er en ret spændende ide, og jeg kan egentlig godt lide den - den menu jeg vil foreslå er mere rent italiensk, så mit alternativ ville være forskellige antipasti, godt brød og olie, men jeg tror supperne kan holde. Fordelen ved det andet er, at det er godt at snakke over, og eventuelt kan bruges til en drink før man for alvor går til bordet. Eneske konkrete forslag vil være dukkeportioner af "aubergine i parmesan" (kan ikke huske andet end den engelske betegnelse), som også vinder ved at kunne laves dagen i forvejen.

Pasaen: Jeg synes faktisk du har et fint (måske lidt forudsigeligt) koncept kørende med en hvid, en rød og en grøn "sovs". Det italienske flag, lagt på en tallerken i pastaform. Jeg er enig med Gas i, at jeg ville bruge tørrede penne til arrabiattaen - Mad og Vin har nogle der er fremragende. Med friske "puder", frisk tagliatelle og tørrede penne får du tre foskellige konsistenser i pastaen, hvilket jeg synes vil give et godt spil. Den anden fordel er, at pennene vil hunne tåle at ligge og hygge i tomatsovsen et stykke tid, hvilket gør køkkenstresset mindre, og giver dig mulighed for at koncentrere dig om at få kogt de mere skrøbelige friske pastaer perfekt.

Hovedretten: Jeg ville ønske, a jeg havde en opskrift, men det er en ret jeg har fået på en restaurant for et års tid siden, og det er den bedste vegetariske hovedret jeg nogensinde har fået. Det er basalt set en bruscetta, der er blvet opgraderet til en hovedret. Jeg er ikke sikker på alle ingredienser, men det var en stor skive brød gnedet med hvidløg, grillet, og dryppet med olie. På den var der lagt bønner, stuvet spinat, og fritterede salvieblade. Den var anrettet med bagte minitomater, og drykket meg god balsamico (og muligvis olie). Jeg ved desværre ikke så meget om tilberedningen, men bønnerne var kogt med smør eller olie tror jeg, og havde bevaret deres form, men var perfekt møre. Spinaten var stuvet med fløde, og muligvis muskat. Den løste den svære opgave med at være proteinrig (bønnerne), og stadig have en karakter så man ikke tænkte, at det var en erstatning for kød. Samtidig synes jeg, at opgraderingen af bruscettaen til hovedret var en frisk opdatering af det italienske køkken.

Desserten har jeg ingen kommentarer til.

Så har jeg endelig fået min mellemlægsplade til induktion, og den virker glimrende.

Endnu en gang tak qanatoli.