Med fare for Sjæriffen slår op med mig, kommer jeg her med en Opeth anmeldelse.
Jeg har hørt Opeth siden My Arms, Your Hearse og bandet er blandt mine absolutte favoritter. Perler som Blackwater Park, Still Life og Deliverance har betydet - og betyder fortsat - alverden for mig.
Jeg er overbevist om, at deres nyeste udgivelse, Pale Communion, rangerer blandt de bedste albums, de har lavet, og blandt de bedste albums der er blevet udgivet siden årtusindskiftet. Jeg er faktisk i tvivl om albummet er Opeths bedste. Fra start til slut er det en vandring i proggens vidunderlige verden, tydeligt inspireret at tidligt ELP, King Crimson, Canterbury scene, Eloy, Wishbone Ash, og sågar 70´er Zappa og jazz-fusion.
Det er så fucking fedt, man helt glemmer, Åkerfeldt ikke længere growler.
FC Internazionale - Stadio Giuseppe Meazza
Triplete Solo Noi