Ja, men det lyder meget rustent efterhånden.
Heritage var også meget fint, men fangede mig aldrig som sådan. Opeth har jo altid været glade for referencer (´My Arms, Your Hearse´, ´The Amen Corner´, ´Blackwater Park´ og så videre), men Pale Communion er godt nok indlysende hvad angår Åkerfeldts inspirationer. Der bliver i hvert fald ikke lagt skjul på hans kærlighed til 70´er prog. Forskellen til Heritage er dog, at det samtidigt er meget mere subtilt. Man er ikke i tvivl om, at det er et Opeth album, og ikke Opeth-prøver-noget-nyt-inspireret-af-70´er-bands.
Jeg tror, forskellen ligger i, at Mendez er lidt mere tilbage i lydfronten og fyrer nogle fede bassriffs af. Endvidere har Axe på trommer en ualmindelig fed groove og shuffle, og bringer noget teknisk til bordet rytmemæssigt, jeg ikke troede, han kunne. Sidst gør det en verden til forskel, de har fået en keyboardsspiller i Joakim Svalberg, der magter alle former for taster - der inklusiv klassisk klaver og (min personlige favorit) mellotronen. De her tre skaber tilsammen en fantastisk lydkullise, som de to guitarister ubesværet kan boltre sig i, uden det bliver for usammenhængende. Åkerfeldt synger desuden fantastisk på det nye album, og hans rene stemme er virkelig vokset siden ´Damnation´ dagene. Jeg tror også, det har gjort underværker, Steven Wilson er tilbage ved knapperne.
Prøv bare lige at høre Elysian Woes. Det er rendyrket prog - det skaber minder om Genesis i deres velmagtsdage, med en vemodig Mellotron, subtile trommer, 12-strengede guitarer, et drivende riff, fantastiske vokaler og en dejlig, underspillet bass. Det sker meget sjældent, jeg får gåsehud ved musik - men det her nummer gjorde det godt nok ved mig.
Heritage var også meget fint, men fangede mig aldrig som sådan. Opeth har jo altid været glade for referencer (´My Arms, Your Hearse´, ´The Amen Corner´, ´Blackwater Park´ og så videre), men Pale Communion er godt nok indlysende hvad angår Åkerfeldts inspirationer. Der bliver i hvert fald ikke lagt skjul på hans kærlighed til 70´er prog. Forskellen til Heritage er dog, at det samtidigt er meget mere subtilt. Man er ikke i tvivl om, at det er et Opeth album, og ikke Opeth-prøver-noget-nyt-inspireret-af-70´er-bands.
Jeg tror, forskellen ligger i, at Mendez er lidt mere tilbage i lydfronten og fyrer nogle fede bassriffs af. Endvidere har Axe på trommer en ualmindelig fed groove og shuffle, og bringer noget teknisk til bordet rytmemæssigt, jeg ikke troede, han kunne. Sidst gør det en verden til forskel, de har fået en keyboardsspiller i Joakim Svalberg, der magter alle former for taster - der inklusiv klassisk klaver og (min personlige favorit) mellotronen. De her tre skaber tilsammen en fantastisk lydkullise, som de to guitarister ubesværet kan boltre sig i, uden det bliver for usammenhængende. Åkerfeldt synger desuden fantastisk på det nye album, og hans rene stemme er virkelig vokset siden ´Damnation´ dagene. Jeg tror også, det har gjort underværker, Steven Wilson er tilbage ved knapperne.
Prøv bare lige at høre Elysian Woes. Det er rendyrket prog - det skaber minder om Genesis i deres velmagtsdage, med en vemodig Mellotron, subtile trommer, 12-strengede guitarer, et drivende riff, fantastiske vokaler og en dejlig, underspillet bass. Det sker meget sjældent, jeg får gåsehud ved musik - men det her nummer gjorde det godt nok ved mig.
FC Internazionale - Stadio Giuseppe Meazza
Triplete Solo Noi