Åh, jeg begrunder det gerne, hvis du har to minutters tålmodighed.
Lad mig slå fast, at Cowboys, Vulgar, Driven og endda Reinventing The Steel alle rangerer utroligt højt på min all-time yndlingsmetal plader. Hell, endda Power Metal og I Am The Night er tilforladelige, på trods af vi er over i et gerne, jeg ellers ikke hører.
Grunden til jeg foretrækker Southern Trendkill bunder dog i, det er det absolut mest rå, brutale, hurtige, beskidte album, Pantera har begået - og det er ingen hemmelighed, jeg er pjattet med thrash. Vigtigst er dog, det er det modigste album, de har lavet. På det tidspunkt de indspillede albummet var de blandt verdens mest populære metalbands, havde deres helt eget særprægede lyd og blæste alle væk med det. Alligevel laver de så et album der på ingen måde ligner de tre foregående. Væk er de smoothe sydstats-riff, ind med fantastisk guitarstøj. Ud med Anselmo´s stadigvæk ret rene vokaler, ind med næsten grindcore-agtige skrig. Ud med den (indrømmet, dejlige) formulaiske tilgang, ind med rytmeskift. Og stemningen er jo fantastisk akavet, ikke mindst da Vinnie, Dime og Rex aldrig var i studiet med Phil. Albummet er noget af det mest gutsy i metallens historie, synes jeg - og det kan jeg godt lide.
At albummet så også indeholder 13 Steps To Nowhere, Suicide Note Pt. I & II, Living Through Me, Floods, titelnummeret og så selvfølgelig The Underground In America/Sandblasted Skin hjælper også godt på det. Phil er bare sur, og det skinner tydeligt igennem i samtlige tekster, Rex og Phil skaber et rytmerum uden lige, og Dimebags guitar lyder som om den har ligget i en mudderpøl i Texas i seks måneder. Det er simpelthen for fedt.
FC Internazionale - Stadio Giuseppe Meazza
Triplete Solo Noi