Snak

Jeg vil være ked af at byde mine medmennesker det, men skulle du alligevel være en små suicidal en aften, så start med: La Sanie des siècles - Panégyrique de la dégénérescence.

Det er deres mest spiselige og samtidig bedste album.

Det skriver jeg lige bag øret. Jeg skal sgu prøve det en eller anden dag.

An Alignment Of Dead Stars er stadig det bedste australske album, der er udgivet.

Jeg holder på Dominion of Darkness som det bedste fra ´Straya, men det nok mere fanboi´en i mig.

Dead can Dance - Summoning of the Muse

Dead can Dance - Summoning of the Muse

Havde helt glemt hvor geniale de første Ulver plader er; http://m.youtube.com/watch?v=XVcjf_p5pDY

Episk.

Bergtatt er også det bedste album stærkt forfuldt af Kveldsanger. Hvem har ikke gokket raketten til "Østenfor sol og vestenfor maane", men man tænkte på Pamela Anderson i en knaldrød Baywatch-bikini?

Tjek

Jeg har nu hørt to numre, og det må være nok for i dag.

Opeth - Reverie

Stor øjenåbner for mig at dette går under metal-kategorien. Det er jo fin, melodiøs pop, tilsat noget hård guitar.

Den kromatiske harmonik med sin store brug af mediantspring minder mig visse steder om Phantom of the Opera (ja, undskyld, ffs), men det er selvsagt det drømmende, man efterstræber - deraf selvfølgelig sangens franske titel.

Og så spontanlo jeg, da Gavin DeGrawl gjorde sin entré efterfulgt af et intermezzo med soft akustisk guitar.

Fleshgod Apocalypse - Labyrinth

Ja, hvad har vi her? Tak for forklaringen om de små klaverindslag.

Men uha, det her har jeg svært ved at kapere, medmindre der er tale om ironi? For mig lyder det som filmmusik a la Ringenes Herre møder progrock i form af Procol Harums senere symfoniske turnékoncerter.

Alt i alt fornemmer jeg noget pompøst og selvironisk. Det er sgu da sympatisk, men der er sgu ikke mange centimeter til musical.

Nå, men musikalsk set har I skånet mig lidt, fornemmer jeg. I må godt gå lidt hårdere til den.

Nå, men musikalsk set har I skånet mig lidt, fornemmer jeg. I må godt gå lidt hårdere til den.

Det er jo heller ikke metal, de numre, de har fodret dig med. Det hele virker lidt spøjst, hvis formålet skulle være at introducere metal.

Skal man lære metal, er der kun en vej, og det er via klassikerne.

Nu ved jeg ikke om du udelukkende lyttede til det nummer jeg linkede eller om det var pladen, for de er netop blevet blødere med tiden. Imo er deres bedste udspil deres EP "Mafia".
Men, Swot´s forslag "Aquilus - Grisius" er et fremragende forslag til dig, ellers er der som sagt Septicflesh´s plade "Titan", hvor de gæve grækere går all in på det brutale og pompøse, som de har haft for vane siden gendannelsen.

En sidste ting jeg ville nævne, nu du jo har en affinitet for Tool, er bandet Meshuggah. Der er masser af kalkulerede temposkift og en masse power, med klassisk musik som en inspiration.
Du kan nærmest vælge hvad album det skulle være, men min mit hjerte banker hurtigst for deres album "Destroy. Erase. Improve.".

Så svigtede mine ører mig ikke.

Det er jeg glad for.