Snak

Vores lille deal var, at du fortalte, hvorfor det var så personligt for dig, at nogen ynder at fornedre Volbeat. Det har du ikke gjort endnu. Derefter vil jeg gerne redegøre for genrebestemmelserne inden for metal.

Det har jeg gjort, og et kort svar så er det jo ikke særlig pænt at kalde andre for bonderøv. Er du enig? Kom så med din redegørelse.

Turn the page er et noget mere følsomt nummer. Jeg vil ikke kalde det tuderock, men noget mere følsomt end majoriteten af Metallica. Stadig et fedt nummer dog.

Frank Erichsen synes, bonderøv er et hædersmærke. L:Ron:Harald det samme.

det kommer godt nok an på, hva´ man definerer som følsomt.

et nummer som escape fra ride the lightning discen - unforgiven / nothing else matters vil jeg beskrive som LANGT mere personlige, følsomme og "tude" agtige.

turn the page er jo "bare" et bob seger cover, som er et klassisk melankolsk nummer fra hans side (elsker også hans stil) hvor han lever sig ind i en prostituteret / strippers situation (dem har han i øvrigt lavet et par stykker af, mainstreet er bedre imo)

turn the page har nærmest en jazzet melankolsk rock stemning i originalen, grænsende det røvballede.

det er den stemning man skal se det i, hele garage inc projektet var genvisit med deres inspirations kilder, ret punkrock / heavy relateret med begrænset fokus på studiokvallitet.

Armand0: Jeg mener faktisk at Bob Segers version handler om livet som musiker - Hans eget måske? Metallicas musikvideo handler til gengæld om en prostitueret.

Ellers har du måske ret. Nothing else matters, slår mig dog som et bevidst forsøg på et mere mainstream udtryk.

Nothing Else Matters er sådan et nummer, som man bare hader. Mest fordi at man egentlig synes det var godt i starten, men når man så har hørt det et par gange, så er det bare rigtig kedeligt og bevæger sig alt for langt væk fra den genre, som fik mig til at elske Metallica.

Man kan dog ikke afvise, at man altid bliver træt af at høre et musiknummer på et eller andet tidspunkt, men jeg må dog indrømme, at Whiskey in the jar bliver spillet ofte af mig. Mest fordi det giver en god stemning og har en rigtig fed rytme. Mit favoritalbum er dog uden tvivl Kill ´em all. Det er i hvert fald et album, som dominerer meget på min playliste.

Enig vedrørende Whisky in the Jar. Perfekt til at få fadbamserne til at glide ned i et øltelt.

Okay, lavt blæs.

Det er bare så svært at lade være med at være en nar, når du ikke gider at forholde dig til, at det er grineren, at Volbeat er et håndboldsband, men i stedet diskuterer alt muligt andet.

pacifist > du har ganske givet ret, jeg har nok bare hørt det med autopilot på og slugt metaforerne råt.

mainstreet kunne også godt være noget i den dur, omvendt så kan han det her med også at synge "little drummers boy" hvor han nærmest bare bævrer med underlæbben og græder lidt når han skal agere trommer i omkvædet.

njaahr nothin´ else matters har jeg det sådan med, at jeg faktisk først for nyligt egenlig har læst teksten i stedet for at høre den - og den er egenlig ret teenage comming-of-age fin.

enter sandman, har jeg den følelse du beskriver med - kaster lidt op i munden af den.

i det hele taget er the black album en mærkværdig blanding for mig, det er det første album hvor jeg ikke bare har et enkelt nummer jeg ikke bryder mig om, men hvor de svinger fra track til track mellem noget jeg hader og til noget jeg synes, er absolut klasse.

wherever i may roam, er tæt på det bedste nummer synes jeg. fatter slet ikke fascinationen af enter sand man, unforgiven bliver sjældent gammel dog.

edit: det er dog for sygt som de dobbelt konsonanter owner mig altid