"Hvornår kom Jpp´s indlæg egentlig vedrørende hvorfor, at Volbeat ikke er metal? Han har skrevet det 10 gange. Jeg tænker lidt, at han nok ikke har haft tid, men den tanke blev voldsomt modbevist af, at han åbenbart fortsat skriver, at "Volbeat er lort" i håndboldtråden. Jeg venter spændt."
Gad vide hvem du taler til? Fik du fat i nogen, som kunne give dig et svar på, hvornår jeg svarede? Skøre fyr.
Nu kommer min udredning, som er noget mere detaljeret end det "svar" du har givet på, hvorfor du bliver stødt, når man taler om Volbeat som værende lort, hvilket stadig er mærkeligt.
Volbeat er et sammensurium af forskellige genrer: Specielt rockabilly og southern rock, rock´n´roll og sågar lidt country og metal. Det er især de der svulmende rockabilly-træk de anvender, som gør det meget røvballet. Som du selv siger, så har de metalelementer, men det er ikke mange - hvorfor er det ikke nok for dig, at det er straight-up rock - måske endda hård rock? Gud ved det... At du er meget anal omkring, at de absolut må være metal er som sagt ved at være lidt underligt nu - især fordi du selv siger, at du ikke kan lide genrebestemmelserne, og når selv Volbeat siger, at de ikke vil falde ind under en genre, hvorfor bliver du så egentlig ved?
Anyway... Nu vil jeg prøve at svare på, hvorfor Volbeat ikke er metal. Du har snakket en helt masse, men ikke om musikken som sådan. Det er her vi kan starte:
Jeg danner sammenligningsgrundlag med Volbeat og den klassiske heavy metal-genre - ikke andre subgenrer, så langt vil jeg simpelthen ikke gå, og det er vigtigt at du lægger mærke til, at der ingen meninger er involveret her eller synsninger - ligesom alle dine belæg har været indtil videre. Lige indtil allersidst.
Et heavy metal bands opstilling består som regel af én eller to guitarer, bas og trommer og vokal - i nogle bands er der elektroniske keyboards og andre instrumenter - i Volbeat er der sågar banjo nogle steder (det var det med det bonderøvede), men i de færreste. Den beskrivelse er spot on på Volbeat. Vokal og guitar er Poulsen, mens guitar er Rob Caggiano, trommer er Jon Larsen og bas er Kaspar Boye Larsen.
Guitarspillet i heavy rock er defineret af en kombination af høj volumen og tung distortion - de elementer skal indgå (Running with the Devil: Power, Gender, and Madness in Heavy Metal Music). Får man fyret godt op for forstærkeren og bruger pedalen med måde, så har man et godt udgangspunkt for det punch og grind, der er karakteristisk for genren. Klassisk metal vil i høj grad søge mod lidt mindre distortion og mere fokus på at tonerne fra guitaren klinger, mens andre genrer under heavy metal bruger meget distortion og vægter harmonikken mindre (METAL 101: Face-melting guitar tones).
Stadigvæk fint so far - Volbeat følger med.
Der skal indgå en guitarsolo, over flere takter - gerne hvad der svarer til et sunget vers (Running with the Devil: Power, Gender, and Madness in Heavy Metal Music). Soloen er et essentielt element i genren, som understreger vigtigheden af overhovedet at bruge guitaren. De fleste heavy metal numre har mindst én guitar solo. Det er ikke noget, der findes i mange Volbeat-numre - har du også glemt hvad leadguitaristen hed? Rytmeguitarsdelen, som er den Michael Poulsen spiller, skal i klassisk heavy metal have en "sprød, knasende" (crunch) lyd, som skabes ved at palm mute, ligesom David Hetfield f.eks. gør i Metallica, hvilket giver den der klassiske heavy rock rytme, som er lidt staccato-agtigt. Det mestrer Michael Poulsen ingenlunde, selvom han da antageligvis forsøger - derimod er næsten al rytmeguitar i Volbeat forlængede guitarakkorder, som nogen gange larmer meget af distortion (Maybellene i Hofteholder) og andre gange uden meget distortion (Lola Montez). Pointen er, at det stramme, præcise, heavy metalkendetegn, der bl.a. indbyder til headbanging, som rytmeguitaren laver, udebliver i det meste af Volbeats musik (Damage Incorporated: Metallica and the Production of Musical Identity).
Bassen er et af de mest afgørende elementer for at få den gode heavy lyd. Bassen spiller en væsentlig større rolle i heavy metal end i nogen andre rockgenrer.
Bassen kan variere i heavy metal, da den både kan danne fundament med et lavt konstant fast mønster, der sammen med guitaren skaber spænding (musisk) - det der kaldes pedal point, mens den også kan udgøre hovedelement i hele akkompagnementet, som - igen - med Metallica i start 80erne, hvor Burton havde mange bassoloer og endda spillede åbne akkorder på bas - og hvor Lemmy spillede powerakkorder på bas i Motörhead. Bassen skal have en kompakt, tæt lyd og den skal være fremtrædende i lydbilledet før det er heavy metal (Heavy Metal: The Music and its Culture).
Mens det er tilfældet på nogle af de ældre numre med Volbeat (Still Counting efter det fesne, fesne vers), så er det især i de senere år forkastet (For Evigt) til fordel for fokus på leadguitardelen og Elvis-vokal, som de bærende elementer.
Trommerne skal danne et konstant beat, som er både hurtigt, kraftfuldt og præcist, og som de andre musikere skal læne sig op ad. Som heavy metaltrommeslager skal man være udholdende og kunne variere i hastighed, koordination osv. for at spille komplicerede mønstre (The Drummer´s Bible: How to Play Every Drum Style from Afro-Cuban to Zydeco). Her er der også afgjort noget at indvende imod Volbeat. Specielt i det nyere musik. Det nyere musik fra de sidste fire-fem år er på baggrund af beskrivelserne herover ikke i nærheden af at være heavy. Det er de samme evindelige 4/4-takter ligegyldigt hvilket nummer, de har lavet de sidste par albums. Igen, på tidligere albums kan man finde eksempler på mere udfordrende beats, men ikke længere. Slet ikke. Trommespillet er nok den største anke sammen med vokalen.
I forhold til netop vokalen, så behøver heavy metal musik ikke nødvendigvis at have en meget karakteristisk vokal, som growl er det eller lignende - det hører sub-genrene til, men heavy rockvokal har klart den funktion, at den er "rusten" - ikke alt for ren. Den kan modulere fra de meget dybe toner henover de noget lysere - alt i mens den stadig har det rå og upolerede i sit udtryk - Bruce Dickinson, Rob Halford, Robert Plant (heavy rock - ikke metal, men stadig) er gode eksempler. Har man har hørt mere end tre-fire numre fra andre klassiske heavy metal bands, så ved man, at den der crooner-, creme double-country-vokal, som Poulsen praktiserer falder langt udenfor kategori. Ivan Moody fra Five Finger Death Punch, som ved gud i himlen også er noget forpulet lort, har elementer af den samme vokal som Poulsen, men mens Poulsen aldrig eleverer over lidt skingerhed, så kan Moody alligevel skrue sig op på at lyde lidt mere edgy og og smadret.
Vi har at gøre med mindst to afgørende dele af et orkester, som falder fuldstændig udenfor heavy-genren - det er ret meget, når vi leger, at Volbeat er et heavy metal-band.
Det største problem ift. at sammenligne Volbeat med det klassiske heavy metal er som sagt selve musikken.
Rytme og tempomæssigt er det fornærmende at kalde Volbeat et heavy metalband. Heavy metal numre er meget udtryksfulde, lige på og med tydelige betoninger (Master of Rhythm: The Importance of Tone and Right-hand Technique). Hovedtemaet i langt det meste heavy metal musik er karakteriseret af korte, to- eller tretoners rytmer med ottende- og tolvtedelsnoder - igen, ser man på numre som Cape Of Our Hero, The Devil´s Bleeding Crown, Seal The Deal og andre nyere, så finder man hurtigt ud af, at det ikke er tilfældet - vi er meget nede i tempo. De nyere numre har langt mere tilfælles med soft-rock og country i forhold til det rytmiske. Igen definereres det rytmiske også af rytmeguitaren, og det har vi været inde på... Ikke imponerende heavy. Og mens der findes forskellige tempispænd, hvor man man er nede i en slags sløv ballade heavy (bl.a. Wasting Love (Iron Maiden) og She´s Gone (Sabbath)) henover det ekstremt hurtige, så ændrer det ikke rigtigt på, at helhedsindtrykket Volbeat efterlader sine lyttere på temposiden langt fra er heavy - medmindre man udfordres rytmisk og tempomæssigt af soft-rock og nyere countrymusik.
Til sidst står så én af hovedankerne imod Volbeat, når folk taler om, at de er heavy - noget der ligger lidt i forlængelse af det med det rytmiske: Harmonik.
Harmoniken i Volbeats numre efter 2013 er bundfokuseret på at nå fra det hjemlige, trygge, ud på en lille spadseretur, som er veltilrettelagt og så hjem igen. Man starter i én akkord (tonika) og kommer altid hjem igen til samme akkord, hvilket er typisk for det meste nye popmusik og noget rockmusik, og derfor er det heller ikke en anke mod Volbeat som band eller andre bands, men en anke mod Volbeat som værende heavy band, for hvis der er noget, der karakteriserer heavy bands, så er det frasigelsen af de typisk, klassiske "tonalsystemer" til fordel for en legen og eksperimenteren med nye progressioner, hvor man ikke altid afslutter et røvballenummer med tonalkadencen. Især Black Sabbath er forgangsmænd for ikke kun at bryde med konventionelle akkorder (hvilket Volbeat iøvrigt aldrig kunne finde på), men også hele akkordprogressioner (Rock and Roll: An Introduction). Heavy metals harmoniske opbygninger er skabt på baggrund af blues´ samme, da netop bluesgenren altid har afveget fra populærmusikken, derfor er det heller ikke underligt at Black Sabbath bl.a. startede som et blues band. Når et "heavy" nummer følger en velkendt akkordprogression, så mudrer det hvis nummeret forsøger at falde ind i en fast harmonik - det bliver kaldt nørdmetal, da det er for pænt og for rent, og som efterlever for mange klassiske pop/rock progressioner.
Det ser sådan ud:
Tonika (I) - subdominant (IV) - dominant (V) - tonika (I) -
I IV V I
Iron Maidens Hallowed be Thy Name følger denne akkordprogression:
I-VI-VII.
Men det Sabbath gør på Paranoid f.eks., som er et stilstudie i heavy metals harmoniske opbygning, er følgende:
I V(6/5) I VII.
Overordnet er det den fælde Volbeat falder ind i harmonisk: Det "nørdede metal" bliver det folkelige og prollede, fordi det er for rent og for poppet. Lægger man så dertil at halvdelen af orkestret ikke følger genrenormerne for heavy metal, kan vi derved konkludere, at Volbeat fucking ikke er heavy metal. Og det er ikke noget, jeg mener, eller noget jeg synes, for det kan man ikke. Der er som sagt regler for den slags.
Og nu har jeg skulle høre og genhøre en del Volbeat, som stadig er noget forbandet lort, det kan man nemlig godt mene. Og det er jeg vred over. Håber spændingen er indfriet.
Gad vide hvem du taler til? Fik du fat i nogen, som kunne give dig et svar på, hvornår jeg svarede? Skøre fyr.
Nu kommer min udredning, som er noget mere detaljeret end det "svar" du har givet på, hvorfor du bliver stødt, når man taler om Volbeat som værende lort, hvilket stadig er mærkeligt.
Volbeat er et sammensurium af forskellige genrer: Specielt rockabilly og southern rock, rock´n´roll og sågar lidt country og metal. Det er især de der svulmende rockabilly-træk de anvender, som gør det meget røvballet. Som du selv siger, så har de metalelementer, men det er ikke mange - hvorfor er det ikke nok for dig, at det er straight-up rock - måske endda hård rock? Gud ved det... At du er meget anal omkring, at de absolut må være metal er som sagt ved at være lidt underligt nu - især fordi du selv siger, at du ikke kan lide genrebestemmelserne, og når selv Volbeat siger, at de ikke vil falde ind under en genre, hvorfor bliver du så egentlig ved?
Anyway... Nu vil jeg prøve at svare på, hvorfor Volbeat ikke er metal. Du har snakket en helt masse, men ikke om musikken som sådan. Det er her vi kan starte:
Jeg danner sammenligningsgrundlag med Volbeat og den klassiske heavy metal-genre - ikke andre subgenrer, så langt vil jeg simpelthen ikke gå, og det er vigtigt at du lægger mærke til, at der ingen meninger er involveret her eller synsninger - ligesom alle dine belæg har været indtil videre. Lige indtil allersidst.
Et heavy metal bands opstilling består som regel af én eller to guitarer, bas og trommer og vokal - i nogle bands er der elektroniske keyboards og andre instrumenter - i Volbeat er der sågar banjo nogle steder (det var det med det bonderøvede), men i de færreste. Den beskrivelse er spot on på Volbeat. Vokal og guitar er Poulsen, mens guitar er Rob Caggiano, trommer er Jon Larsen og bas er Kaspar Boye Larsen.
Guitarspillet i heavy rock er defineret af en kombination af høj volumen og tung distortion - de elementer skal indgå (Running with the Devil: Power, Gender, and Madness in Heavy Metal Music). Får man fyret godt op for forstærkeren og bruger pedalen med måde, så har man et godt udgangspunkt for det punch og grind, der er karakteristisk for genren. Klassisk metal vil i høj grad søge mod lidt mindre distortion og mere fokus på at tonerne fra guitaren klinger, mens andre genrer under heavy metal bruger meget distortion og vægter harmonikken mindre (METAL 101: Face-melting guitar tones).
Stadigvæk fint so far - Volbeat følger med.
Der skal indgå en guitarsolo, over flere takter - gerne hvad der svarer til et sunget vers (Running with the Devil: Power, Gender, and Madness in Heavy Metal Music). Soloen er et essentielt element i genren, som understreger vigtigheden af overhovedet at bruge guitaren. De fleste heavy metal numre har mindst én guitar solo. Det er ikke noget, der findes i mange Volbeat-numre - har du også glemt hvad leadguitaristen hed? Rytmeguitarsdelen, som er den Michael Poulsen spiller, skal i klassisk heavy metal have en "sprød, knasende" (crunch) lyd, som skabes ved at palm mute, ligesom David Hetfield f.eks. gør i Metallica, hvilket giver den der klassiske heavy rock rytme, som er lidt staccato-agtigt. Det mestrer Michael Poulsen ingenlunde, selvom han da antageligvis forsøger - derimod er næsten al rytmeguitar i Volbeat forlængede guitarakkorder, som nogen gange larmer meget af distortion (Maybellene i Hofteholder) og andre gange uden meget distortion (Lola Montez). Pointen er, at det stramme, præcise, heavy metalkendetegn, der bl.a. indbyder til headbanging, som rytmeguitaren laver, udebliver i det meste af Volbeats musik (Damage Incorporated: Metallica and the Production of Musical Identity).
Bassen er et af de mest afgørende elementer for at få den gode heavy lyd. Bassen spiller en væsentlig større rolle i heavy metal end i nogen andre rockgenrer.
Bassen kan variere i heavy metal, da den både kan danne fundament med et lavt konstant fast mønster, der sammen med guitaren skaber spænding (musisk) - det der kaldes pedal point, mens den også kan udgøre hovedelement i hele akkompagnementet, som - igen - med Metallica i start 80erne, hvor Burton havde mange bassoloer og endda spillede åbne akkorder på bas - og hvor Lemmy spillede powerakkorder på bas i Motörhead. Bassen skal have en kompakt, tæt lyd og den skal være fremtrædende i lydbilledet før det er heavy metal (Heavy Metal: The Music and its Culture).
Mens det er tilfældet på nogle af de ældre numre med Volbeat (Still Counting efter det fesne, fesne vers), så er det især i de senere år forkastet (For Evigt) til fordel for fokus på leadguitardelen og Elvis-vokal, som de bærende elementer.
Trommerne skal danne et konstant beat, som er både hurtigt, kraftfuldt og præcist, og som de andre musikere skal læne sig op ad. Som heavy metaltrommeslager skal man være udholdende og kunne variere i hastighed, koordination osv. for at spille komplicerede mønstre (The Drummer´s Bible: How to Play Every Drum Style from Afro-Cuban to Zydeco). Her er der også afgjort noget at indvende imod Volbeat. Specielt i det nyere musik. Det nyere musik fra de sidste fire-fem år er på baggrund af beskrivelserne herover ikke i nærheden af at være heavy. Det er de samme evindelige 4/4-takter ligegyldigt hvilket nummer, de har lavet de sidste par albums. Igen, på tidligere albums kan man finde eksempler på mere udfordrende beats, men ikke længere. Slet ikke. Trommespillet er nok den største anke sammen med vokalen.
I forhold til netop vokalen, så behøver heavy metal musik ikke nødvendigvis at have en meget karakteristisk vokal, som growl er det eller lignende - det hører sub-genrene til, men heavy rockvokal har klart den funktion, at den er "rusten" - ikke alt for ren. Den kan modulere fra de meget dybe toner henover de noget lysere - alt i mens den stadig har det rå og upolerede i sit udtryk - Bruce Dickinson, Rob Halford, Robert Plant (heavy rock - ikke metal, men stadig) er gode eksempler. Har man har hørt mere end tre-fire numre fra andre klassiske heavy metal bands, så ved man, at den der crooner-, creme double-country-vokal, som Poulsen praktiserer falder langt udenfor kategori. Ivan Moody fra Five Finger Death Punch, som ved gud i himlen også er noget forpulet lort, har elementer af den samme vokal som Poulsen, men mens Poulsen aldrig eleverer over lidt skingerhed, så kan Moody alligevel skrue sig op på at lyde lidt mere edgy og og smadret.
Vi har at gøre med mindst to afgørende dele af et orkester, som falder fuldstændig udenfor heavy-genren - det er ret meget, når vi leger, at Volbeat er et heavy metal-band.
Det største problem ift. at sammenligne Volbeat med det klassiske heavy metal er som sagt selve musikken.
Rytme og tempomæssigt er det fornærmende at kalde Volbeat et heavy metalband. Heavy metal numre er meget udtryksfulde, lige på og med tydelige betoninger (Master of Rhythm: The Importance of Tone and Right-hand Technique). Hovedtemaet i langt det meste heavy metal musik er karakteriseret af korte, to- eller tretoners rytmer med ottende- og tolvtedelsnoder - igen, ser man på numre som Cape Of Our Hero, The Devil´s Bleeding Crown, Seal The Deal og andre nyere, så finder man hurtigt ud af, at det ikke er tilfældet - vi er meget nede i tempo. De nyere numre har langt mere tilfælles med soft-rock og country i forhold til det rytmiske. Igen definereres det rytmiske også af rytmeguitaren, og det har vi været inde på... Ikke imponerende heavy. Og mens der findes forskellige tempispænd, hvor man man er nede i en slags sløv ballade heavy (bl.a. Wasting Love (Iron Maiden) og She´s Gone (Sabbath)) henover det ekstremt hurtige, så ændrer det ikke rigtigt på, at helhedsindtrykket Volbeat efterlader sine lyttere på temposiden langt fra er heavy - medmindre man udfordres rytmisk og tempomæssigt af soft-rock og nyere countrymusik.
Til sidst står så én af hovedankerne imod Volbeat, når folk taler om, at de er heavy - noget der ligger lidt i forlængelse af det med det rytmiske: Harmonik.
Harmoniken i Volbeats numre efter 2013 er bundfokuseret på at nå fra det hjemlige, trygge, ud på en lille spadseretur, som er veltilrettelagt og så hjem igen. Man starter i én akkord (tonika) og kommer altid hjem igen til samme akkord, hvilket er typisk for det meste nye popmusik og noget rockmusik, og derfor er det heller ikke en anke mod Volbeat som band eller andre bands, men en anke mod Volbeat som værende heavy band, for hvis der er noget, der karakteriserer heavy bands, så er det frasigelsen af de typisk, klassiske "tonalsystemer" til fordel for en legen og eksperimenteren med nye progressioner, hvor man ikke altid afslutter et røvballenummer med tonalkadencen. Især Black Sabbath er forgangsmænd for ikke kun at bryde med konventionelle akkorder (hvilket Volbeat iøvrigt aldrig kunne finde på), men også hele akkordprogressioner (Rock and Roll: An Introduction). Heavy metals harmoniske opbygninger er skabt på baggrund af blues´ samme, da netop bluesgenren altid har afveget fra populærmusikken, derfor er det heller ikke underligt at Black Sabbath bl.a. startede som et blues band. Når et "heavy" nummer følger en velkendt akkordprogression, så mudrer det hvis nummeret forsøger at falde ind i en fast harmonik - det bliver kaldt nørdmetal, da det er for pænt og for rent, og som efterlever for mange klassiske pop/rock progressioner.
Det ser sådan ud:
Tonika (I) - subdominant (IV) - dominant (V) - tonika (I) -
I IV V I
Iron Maidens Hallowed be Thy Name følger denne akkordprogression:
I-VI-VII.
Men det Sabbath gør på Paranoid f.eks., som er et stilstudie i heavy metals harmoniske opbygning, er følgende:
I V(6/5) I VII.
Overordnet er det den fælde Volbeat falder ind i harmonisk: Det "nørdede metal" bliver det folkelige og prollede, fordi det er for rent og for poppet. Lægger man så dertil at halvdelen af orkestret ikke følger genrenormerne for heavy metal, kan vi derved konkludere, at Volbeat fucking ikke er heavy metal. Og det er ikke noget, jeg mener, eller noget jeg synes, for det kan man ikke. Der er som sagt regler for den slags.
Og nu har jeg skulle høre og genhøre en del Volbeat, som stadig er noget forbandet lort, det kan man nemlig godt mene. Og det er jeg vred over. Håber spændingen er indfriet.