Snak

@Nøgler

Du fortjener lige en lille opdatering, Alcest wise, som bare fortsætter med at dupere. Det er en sand lise for ørerne.

Som skrevet var det Kodama-albummet, der åbnede mine øjne. Jeg synes stadig det er et fantastisk godt album og pt. dét, hvor flest sange holder. Der er faktisk ikke ét dårligt nummer, udover den lidt ligegyldige lille outro.

Så hoppede jeg over til Écailles de lune. En helt ufatteligt tilfredstillende oplevelse at gå til også. Især de 3 første numre, som du også nævner. Solar song er måske lidt et ligegyldigt intermezzo inden "Sur l´océan..." slutter albummet smukt af (den er også noget særligt, selvom man godt kunne overse den).

Så gik jeg ellers og hyggede mig med de to album på repeat, indtil jeg tilfældigt smuttede videre til Spiritual Instinct, som jeg har været høj på de sidste par dage. Jeg havde ikke forventet det store, men åbningsnummeret og især Sapphire fik fyret godt op under mig. Der er virkelig gode momenter i de andre numre også.

Der er så meget guld at jeg har svært ved at bestemme mig for favoritter. Ligesom du også skrev at det ikke er musik, man bare lige smider på for et enkelt nummer.

Fedt, fedt, fedt.

Jeg er vild med det.

Min egen rækkefølge fra top mod bund hedder Écailles de Lune, Spiritual Instinct, Souvenirs d´un autre Monde, Kodama, Voyages de l´Âme. Shelter er en joker. Og det hele er naturligvis en smagssag. Jeg synes dog, at Solar Song er fantastisk til at ligge lige dér som overgang fra den dystre outro i Percées de Lumière (og dennes dystre lyd blev til at starte med bygget op af Part 2) til at slutte skiven på en lysere lyd. Sur L´Ocean Couleur de Fer er også magisk, ja, og den giver for mig ekstra mening netop pga. Solar Song.

Jaja, du er nu halvvejs, og du er stadig ikke skuffet. Velkommen i Alcest-dybet; du kommer aldrig ud igen.

@Nøgler

Hov, du har svaret, ser jeg først nu. Jeg er ved at være uddannet i Les voyages de l´ame nu også, som jeg bestemt synes er vildt god og på niveau. Faiseurs de monde; 3:54 inde er jo forrygende smukt. De der små momenter, der varer 10-20 sekunder, men ikke drives rov på ved at blive gentaget, er helt fantastiske.

Det er generelt styrken ved mange af numrene, synes jeg. Meget langtidsholdbart og man opdager nye ting selv efter mange gennemlytninger.

Là où naissent les couleurs nouvelles er også i toppen. Autre temps oplagt også.

Jeg mangler Souvenirs d´un autre monde, Le secret og Shelter (som jeg dog har hørt en enkelt gang, men blev lidt skeptisk over det engelske - synes ikke han skar den så godt, men det er overfladisk betragtning).

Man forvildes herind og tror, at I drøfter Duparc eller Ravel, og så ser man trådoverskriften.

Skam jer.

KH Jeri

Efter en smuk og velfortjent derbysejr er det mere end på sin plads med noget af det bedste BM, som Danmark har leveret.

NP: Blodfest - Lejres Fald

Orm - Ir

I mine øjne den bedste danske metaludgivelse i 2019 - ligesom etteren Orm var det i 2017.

Blackwater Park fylder tyve i dag! Sikke en tour de force af et album - ikke et ben bliver sat forkert.

En tro følgesvend i de sidste tyve år.

Demoniac - So It Goes

Det er godt nok et rimelig solidt thrash album fra sidste år. Det er en underlig blanding af sydamerikansk thrash med elementer af black og død, og så er der lige nogle mere progressive elementer i form af både et tyve minutter langt slutnummer og nogle nærmest neoklassiske soloer og tilmed en klarinetsolo.

Jeg er gået ombord i Mork, Natteverd og Djevel.

Nyere norsk Black der bringer minder om sortere tider.

Evig intens smerte(Mork) må være et bid på den bedste titel til sang nogensinde.

https://m.youtube.com/watch?v=Pe80wwdTSSA

Jeg kørte den ind med Mork i Metroen på vej hjem fra topbraget mod Plovdiv. Det er fandeme fedt. Tak for anbefaling, jeg havde aldrig hørt om dem.

Jeg har altid elsket sangtitlen Criminally Insane. Dit bud er dog også godt.

Dödsrit - Mortal Coil

Melankolsk og melodisk atmo-black/crust. Ganske solidt