Inspireret af den der Netflix-doku begyndte jeg på en playliste med Metallica her i dag.
Nu skal det ikke ligge dem til last, hvilke numre der spilles først, men:
Nothing else matters er jo en kompositorisk katastrofe, hvor man har fragmenter til en fin sødsuppeballade, men hvor man ikke tør gå planken ud.
Samme med Whiskey in the jar, som selvklart er en høhø-irsk-ølstue-banger, men her mest af alt lyder som Volbeat bagpulet af Herning.
Og sådan kan man blive ved.
Hetfield synger konstant med de falske stemmelæber for at lyde rocket, Kirk er jo ikke mere end gennemsnitlig, og LU ejer sgu da ikke en flig af timing, dobbeltpedaler eller ej.
Fælles for dem alle er, at man nogle gange giver dem The Office-blikket, som i ‘seriøst’?
Der MÅ da være et eller andet vintage etc, som definerer dem bedre? Hjælp. KH Den Usikre Tyr
Morten Olsen: Vi skal huske på, at Danmark er en stor fodboldnation, men et lille land.
https://imgur.com/a/NnVu7eA