Snak

Jeps. Det er dit stik, bosse. Hysteria albummet rydder bordet, til hver en tid.
Det var, trods alt, det rygmærke der fik lov at præge min første cowboyjakke.

Av Bosse, den er til gengæld umulig at slå. Intet band i verden har haft dårligere stylister end Def Leppard. Når det så er sagt, synes jeg også, Hysteria er et suverænt album. Her lykkedes det dem - imodsætning til mange andre puddelrockere - at kompinere den hårde rock med poppede elementer, uden at det blev uspiseligt.

Jeg er fuldstændig enig med dig i det poppede aspekt. Det går ud over langtidsholdbarheden.

Def Leppard for dog kæmpe plusser i min bog for at være så uhøjtidelige. Når man ser dem har man indtrykket af at de lige er stået op, har snust sig frem til det tøj der lugtede renest og taget det på, uanset hvordan gik sammen.

Puddelrockerne var i firserne begyndt på en glidebane, hvor de ville anerkendes for deres kulturmæssige bidrag, og halvdelen af et arbejdet var selviscenesættelse. Selv Metallica, som jeg virkelig holder af, tudede hele vejen op igennem halvfemserne over, at de ikke blev anerkendt som Heavy Metal længere, men bare Hardrock/Metal. Hvad betyder det label? Det hele handler idag om at lave det største show ved grammy awards, hvor det før handlede om at more sig, trykke den af og sende så mange hjem med hold i nakken, som muligt. Den indstilling savner jeg sgu, ved nogle yngre bands.

I den sammenhæng er det befriende at se Elliott troppe op, bussines in the front and party in the back, eller høre Brian Johnson, fortælle om hvordan han formåede, at pisse på en Sputnik, da han optrådte som ambassadør i Moskva. Så behøver resten ikke altid at sidde i skabet.

Uha, Poison var godt nok ikke lige mig. De var ganske enkelt ikke dygtige nok efter min smag i forhold til mange samtidige bands, og virkede i det hele taget ikke særlig overbevisende. De lavede dog en fed skive i midt 90´erne, med en klasse guitarist, Richie Kotzen. "Native Tongue". Men desværre ikke en skive der blev særlig godt modtaget af deres gamle fans...Det var simpelthen blevet for seriøst. Til deres forsvar skal det siges, at 90´erne var et trist årti for den genre. Alt handlede om grunge på det tidspunkt, så det var hårde tider for 80´ernes/start 90´ernes store navne...

Iøvrigt, så er al den snak om begreberne noget jeg efterhånden har opgivet at følge med i. Før var det hele lissom bare heavy, alt fra puddelrock til det ondeste og dystre. I dag er der jo en millard forskellige betegnelser for hvad rock er. Glam/hairmetal/puddelrock er i nutidens termer blevet til poprock og/eller hardrock, lidt afhængig af hvor poleret det var, og virker corny og cheesy på nutidens rockfans. Ikke mindst pga. den måde man så ud på dengang. Men som vi har været inde på tidligere er hårdrocken i de fleste af dens afskygninger mere langtidsholdbar end så mange andre genrer. Desuden var musikerne generelt pissedygtige...

Jeg kan sgu godt li´ en del af de gamle endnu, og hører med stor fornøjelse stadig både Winger, Europe, Extreme, Def L. osv...og er som I jo allerede har konstateret rigtig glad for nogle af dem der har ført genren videre, som Gotthard f. eks. har...

Min smag er dog gået mere over i progressiv/symfonisk metal som Dream Theater, Symphony X, Ayreon, Threshold osv...og metal bands som f. eks Rage og Megadeth. Metallica har jeg dog aldrig været særlig vild med, men de har selvfølgelig lavet ting man som heavy fan kke kan komme uden om...

Hehe Bosse... Bon Jovi! Ham har jeg godt nok aldrig kunnet klare... Og da han blev "skuespiller" blev det en direkte aversion.

Poison´s "Flesh & blood"-album synes jeg er okay, men deres image er godt nok lige der hvor hetero bliver til homo. Jeg har aldrig helt forstået at kællingerne (altså de rigtige) elskede det androgyne - kunne være man skulle dvæle lidt ved det? Nej? Okay!

"Metallica har jeg dog aldrig været særlig vild med, men de har selvfølgelig lavet ting man som heavy fan kke kan komme uden om..."

Kunne ikke have skrevet det bedre selv. Det er lidt underligt at sidde og høre noget man ved er meget godt, har påvirket genren(ne), osv., men alligevel ikke rigtig kan "tænde" på det. "My friend of misery"-sangen som eksempel synes jeg har potentiale til at blive sindssygt cool nummer (fed intro, tekst, solo fin), men det drukner af en eller grund for mig (omkvædet er kedeligt, ringe).

Jeg kaster mig ind i kortspillet, tror ikke denne er blevet spillet før? Warrant - Cherry Pie. Banale tøsedrenge spiller banalt smarte med overintellektuelt budskab... eller.

http://www.youtube.com/w…jqMD3ZY9ioU

edit: Hvad fanden laver pigen ved ca. 51 sekunder???

"Hehe Bosse... Bon Jovi! Ham har jeg godt nok aldrig kunnet klare... Og da han blev "skuespiller" blev det en direkte aversion."

Jeg var ikke så gammel tidspunkt. Min mor var alene med min bror og jeg, så vi var ofte ude ved min moster for at blive passet. Min fætter var lidt ældre og havde CD-spiller (MINIPLADER, det rene magi), ergo var han cool. Man siger alle mænd har en homoseksuel oplevelse. Det må siges at være min. Det og en sportsterapeut, som var lidt for nærgående.

Hvad angår min musiksmag er jeg vokset op med the grand old men of heavy, i form af Sabbath, Iron Maiden, AC/DC osv. Ud fra devisen, du bliver hvad du spiser, er det tydeligt at se på min smag idag.
Vi havde i mit hjem ikke råd til CD-afspiller, hvorfor jeg måtte "nøjes" med min stedfars enorme vinylsamling, med alt fra Uriah Heep og Whitesnake, over Black Sabbath til Pink Floyd. Jeg tror hans samling stoppede omkring Appetite for Destruction albummet, som er noget af det nyeste jeg fandt, da jeg for nylig katalogiserede det hele.

Fordi vi ikke havde CD-afspiller, og mine lommepenge sugede, måtte jeg ellers nøjes med at høre musik i radioen. De spillede aldrig heavy, med mindre det var ballader af Guns n´ Roses. Derfor føler jeg nok at jeg skylder Metallica en del, idet de var med til at gøre metallen stueren, især igennem the Black Album. Jeg er dog fuldt ud enig i, at de på et tidspunkt endte ud i, at de i højere grad fokuserede på at lave skiver som solgte, som at lave musik med kant.

Senere er mainstream så blevet et fy-ord. Jeg kan f.eks. godt lide Volbeat, men synes de var federe, inden ALLE kunne lide Volbeat. Den slags undrer mig lidt.

@Merc

Dit klip er decideret ulækkert. Snup dig lidt one-hit-wonder-band:

http://www.youtube.com/w…eature=fvst

Er det så nu jeg også skal indrømme, at jeg synes Cherry Pie er et fedt nummer??? He he...

Swingin´ to the drums
Swingin´ to guitar
Swingin´ to the bass -
in the back of my car

Tyggegummirock når det er værst/bedst...

@Bosse

Interessant at høre lidt om hvorfor folk kan li´ det musik de hører...
Mine ældre søskende flaskede mig op med Beatles og Stones, senere Hendrix, Cream, Doors osv...
Så røg jeg på Sweet og Slade, og så opdagede jeg pludselig Alice Cooper! Det ændrede fuldstændig min indgangsvinkel til musikken, og bands som Purple, Sabbath, Zeppelin - der dengang blev kaldt betonrock - blev de bands jeg begyndte at dyrke mere intenst. Siden er det gået slag i slag og jeg er så endt op med at høre progrock/metal som det foretrukne.
Men eg er også glad for fusion (jazzrock) og den slags, og ELSKER ekvelibristiske (stavekontrol??) guitarister...

@Bosse

"Hvad angår min musiksmag er jeg vokset op med the grand old men of heavy, i form af Sabbath, Iron Maiden, AC/DC osv. Ud fra devisen, du bliver hvad du spiser, er det tydeligt at se på min smag idag.
Vi havde i mit hjem ikke råd til CD-afspiller, hvorfor jeg måtte "nøjes" med min stedfars enorme vinylsamling, med alt fra Uriah Heep og Whitesnake, over Black Sabbath til Pink Floyd. Jeg tror hans samling stoppede omkring Appetite for Destruction albummet, som er noget af det nyeste jeg fandt, da jeg for nylig katalogiserede det hele."

Det er skægt for jeg kan sige nærmest nøjagtigt det samme, hvis du erstatter stedfar med storebrødre. Og putter Judas Priest ind et sted, (Det må tælle som min homoerotiske oplevelse) - husker tydeligt da jeg som knægt første gang hørte "electric eye" og vil stadig definere det album "Screaming..." som 80´er-metallens glansalbum. Ellers er det spot on den samme baggrund.

Angående din Volbeat-kommentar, har jeg altid fået lidt nedtur over ikke at kunne have mit musik nogenlunde i fred. Jeg har altid foretrukket subkulturens rebelske selvvalgte isolation end kommercielt lad-os-alle-synes-det-her-band-er-fedt-feelgood-vibes. Det lider jeg sgu stadig lidt under. Jeg tror det har noget at gøre med autenciteten bag musikken er ret vigtigt - f.eks. er det ret utroværdigt og paradoksalt at se unge, smukke, velsmurte punkbands.

Og, nå ja, så synes jeg helt klart Volbeat var bedst med den første (og lidt nr. 2), resten er efter min mening ren selvplagiat og stagnation, men jaja... Men det fører videre til en anden diskussion om musikeres tendens til at brænde ud så snart de er home-free.

edit: og hey, Ugly Kid Joe må jeg så indrømme jeg synes var ret cool. Mere de andre sange i længden dog

@Merc

Angående Sonisphere Festival, har jeg ærlig talt ikke skænket Metallica en tanke. Jeg så dem med Volbeat i Århus, for et par år tilbage, jeg så dem sidst de var her i byen og skal se dem i Oslo senere på året.