Snak

@ GrandeGarcia

Jeg har hørt en smule, og det er da meget Dickinson Periode 2 Maiden, du ved? Meget godt, men det når ikke hans første periode til sokkeholderne. Klart en investering værd dog, da det trods alt er meget bedre end meget af det lort der bliver udgivet i disse tider.

Jeg har lige hørt hele albummet og er ikke særlig begejstret.

Det første man bider mærke i er stilen. Det er nok det album, hvor Iron Maiden har formået at forny sig allermest. Selvom Bruces stemme og de velkendte galopriffs hurtig leder tankerne hen på Iron Maidens klassiske stil, så har de tilføjet en masse nye elementer, som umiddelbart er frisk forsøgt, men jeg synes ikke, det er særlig vellykket. Der er et par sange, som er udmærkede, ligesom der er par guitarsoloer, der når op på fortidens højder, men alt i alt kommer det ikke i nærheden af de klassiske Iron Maiden-udgivelser.

Albummets store svaghed er de lange sange. Lange heavy-sange kan være forrygende, hvis de formår at variere, uden at det bliver ligegyldig fyld, og Iron Maiden har flere lange sange fra kataloget, som er fantastiske. Men på det her album er de en ørkenvandring. ”Isle of Avalon”, der varer over 9 min, er en langgaber af dimensioner. ”Starblind” har sine momenter, men er også langt hen ad vejen hamrende kedelig. Den eneste af de lange sange, som når op i Iron Maiden-klassen, og som samtidig er albummets højepunkt, er ”The Talisman”.

For en die hard Iron Maiden-fan er det et forrygende album, der kan høres igen og igen. For de moderate og ned efter er det i mine øjne en tynd kop te. Dog må jeg konstatere, at de fleste musikanmeldere er meget begejstret for albummet, så det kan selvfølgelig også bare være min konservative musiksmag.

Det med for mange lange numre kan jeg genkende fra Death Magnetic. Da begejstringen over at Metallica er tilbage til Thrash´en har lagt sig, må man sande at især Cyanide er lige en 2-3 mins for lang. Det skal man altså passe på når man ikke tilhører den progregsive afdeling, hvor variation, og dermed længde er rygraden.

Gojira i aften på Loppen, bliver kål, de er sgu altid fede live.
Kender dog ikke så meget til support bandet Scarred by Beauty.

Scarred by Beaty er et lokalt band(fedt nok, men med deres begrænsninger). Desværre har jeg været til min faders 62 års fødselsdag hvilket har forhindret mig i at deltage i årets koncerttilbud.

Gojira var fedt, omend et relativt kort set de spillede. Har aldrig oplevet nogen gå så tidligt på på Loppen, hvilket også gjorde at vi (heldigvis åbentbart) gik glip af opvarmningen...

Synes egentlig opvarmningsbandet gjorde det fornuftigt, men lidt for ensformigt til min smag, i hvert fald vokalen.

Gojira var mega fedt, dog var spillestedet for småt til dem efter min mening, men der var dog en intens stemning, og så var det helt ekstremt varmt, måske derfor de ikke spillede længere.

Det var det samme problem som de havde i Aarhus for en halvanden år siden. Der var maks gang i den, men airco´en gad ikke lege med, hvilket resulterede i en næsten ulidelig varme - og alt for mange halvnøgne langhårede mænd. Jeg ved ikke om det var dem der gjorde udslaget, men de spillede i hvert fald ikke en encore. Synd, for de er fanme én af de bedste prog metal bands derude, lige nu.

Til dem der holder meget af 80´er heavy kan jeg varmt anbefale Accepts nye album, Blood of the Nations. Det er virkelig fantastisk, at et af de gamle bands formår at udgive et møgfedt album så lang tid efter, at de toppede.

Jeg sidder og chiller igennem til det legendarisk fede nummer:


Bathory - One Rode to Asa Bay