Jeg hører Bob Dylan fra fortiden synge "lay lady lay....." i min bilradio, mens jeg kører ind til siden.....
Tankerne vandrer tilbage, mens jeg løber mennesker i møde som var i mit liv da Bob Dylan var yngre og fremtiden var oceaner af tid....
Dengang jeg selv var en forvirret knejt med teenager-status og Elvis plus Slade-plakater på væggen, Pink Floyd på hjernen og små vrede og fortvivlede digte på hjertet.
Jeg tænker på dem der ikke er her mere. Sender dem en tanke, en tåre, en status fra det der føles som evigheden.
Tristhed afløses af tavs glæde med glimt i øjet over, at de var med på en del af rejsen.
Dylan vrænger færdig i bilradioen, nye numre presser sig på.
Jeg slukker et øjeblik.
Sukker.
Tørrer øjnene og smiler ved tanken om, at foråret er tegn på nyt liv der spirer frem.
I cirkler.....i ring.....i evighed det går.....
"Lay lady lay....."
Jeg får lyst til at fejre livet - og leve det fuldt ud - også for dem der hviler i fred.....
God weekend og al magt til de lyse stunder derude og herinde.