Snak

Det er umanerlig godt. Ærgerligt at man smed opskriften væk efterfølgende.

Ja, spildt potentiale, selvom man forsøgte.

Er Jorn ikke en ret selvbevidst herre?

Jorn Lande er efter min bedste overbevisning og med basis i det, meget sparsomme, jeg har haft af direkte kontakt, en afbleget patriotisk fisse, med en nærmest Wenger´sk hang til kontrol. Solo-Metal er jo det fedeste.

Ja, det anede jeg. Ærgerligt. Jeg har aldrig fået tjekket solomaterialet ud, selvom det er blevet anbefalet.

Han har en fantastisk stemme, men da han ikke kan lege med andre, er det tribute og cover-albums, samt optrædender med Ken Hensley og andre det går i. Sikkert et meget fedt liv, hvis det betaler regningerne, især da han har vist at han ikke kan skrive selv. Fedladen og med solbriller evigt plantet i fjæset, rejser han så rundt som karaoke-mesteren over dem alle, famlende i præsentationer på gebrokken norsk-amerikansk.

Haha. Det tyske setup var netop ideelt. Helloween-gutterne havde planen i tasken. Når konditionen ryger og stemmen med, kommer han til at fortryde det. På en måde minder han mig lidt om Kandis-Johnny.

Han har formen og klipper han sig, er det tæt på. Du finder alt mellem David Byron over Dio og til Coverdale, hvor det hele indledes med en prustende mand, der siger "I always wanted to do this", med en horribel accent. Irriterende at han kan synge det hele, men på et eller andet tidspunkt, kan man vel ikke være gæstesanger længere.

Jeg gik og troede at han havde mere originalt materiale. Jeg kan godt se at der er en del suspekt imellem. Blandt andet noget symfonisk, hvilket jeg er begyndt at afsky, når det bliver en metal-hybrid. Typisk Powermetal på den virkeligt røvballeagtige facon.

Sammen med Poor some Sugar On Me, èn af mine favorit rock og rul videoer. Fantastisk styling eller mangel på samme og som spademand må man bare elske Slash;

http://www.youtube.com/w…Rbm6GXllBiw

Pikhovedet Rose, er endnu en fortabt type, i TOSSE-kategorien. Han magtede at gøre mig hvidglødende da de spilelde i Bergen, det kvapsede læs lort. Aldrig har jeg været så tæt på at udvandre fra en koncert og selv hvis den havde været det værd, ville jeg ikke kunne have nyde den på det niveau af raseri. Nej, Kilmister, dèr har du en ægte star. Fænomenal koncert de havde i Grieghallen i Bergen for et par år siden. Ikke så meget pis, bare det folk kommer efter.

Lige præcis Paradise City synes jeg er nulbonen på Appetite for Destruction. Nightrain derimod. Axl er og var et fjols, men han har nu altid fornøjet mig. På afstand. Og nu er løbet jo bare helt kørt for ham.