Snak

Nu var det mest det visuelle jeg ville frem til, hvorfor netop videoen var det jeg trak frem. Det bedste ved Appetite for Destruction var vinyl-coveret.

https://encrypted-tbn2.g…s4CPUWO2yiA

Det har jeg stiret på mange gange de sidste 25 år. Jeg tror det blev gjort ulovligt enkelte pladser.

Nighttrain var glimrende, men hele albummet er meget hørbart og holder stadig højt niveau. Paradise City kan jeg stadig godt lide, men det har mere med ting man knytter til nummeret, end selve nummeret, at gøre.

Og så er der en fløjte med i nummeret. Det trækker altid op.

Jeg er meget enig, også mht. det visuelle.

Rocket Queen er i øvrigt også et virkeligt fedt nummer. Nærmest to i én.

Ærgerligt med dem også. De havde hele pakken, men tiden løb vel fra dem i midten af 90´erne. "Since I Don´t Have You" var mit første "noget-med-tøser-og-have-ondt-af-sig-selv-nummer". Smukke Anne fra folkeren, den skøge. Min bror var på Bon Jovi vognen, så jeg har de gode gener. Det vidner om en sund psyke at sidde og glo på coveret til Appetite For Destruction og lytte til "Since I Don´t Have You".

Hehe ja, der har jeg også været. Min storebror som så dem live, med Skid Row som opvarmning havde en skidefed cowboyjakke med kors-coveret. Jeg var misundelig. Jeg husker i øvrigt også det frække sleeve fra GNR Lies...

Min storebror klippede ærmerne af rullekraver og lyttede til Celine Dion. I dag er er han èn af disse pop-zombier, som kan styres på èn eller anden frekvens kombineret med en beatbox-takt. Han startede ellers med Aerosmith, men hvor jeg købte "Help your Selfish" med D:A:D, købte han pludselig Cross Road med Bon Jovi i FONA. Det var i 1995, tror jeg og siden da har vi aldrig rigtig været på samme side musikalsk og det var ellers ham der kørte knallert og andet.

Haha, ømt syn. Min ældste storebror var af samme pop-skuffe. Jeg har på fornemmelsen at det var en fordel hos pigerne, selvom metallen har eksotiske fordele, hvis man undgår det mest outrerede look. Eller Lemmy er vel beviset på at selv det er fuldstændigt ligegyldigt.

Haha, her i huset er det kæresten der har ring i næsen. Der var en overgang da jeg startede på gymnasiet, hvor min bror og jeg shoppede efter de samme piger. Jeg foretrak dem et par år ældre og var ganske velvoksen for min alder og han, som den håndværkertamp han er, gik efter at shanghaie dem med bil og fast indtægt et par år yngre. Da kunne han godt nasse på min musik, den skidderik. Helst ikke at lillebror er mysterious, (average height), dark stranger.

Jeg har aldrig haft den der lyst til at tage metal-identiteten på mig visuelt. Jeg husker at jeg tilfældigt opdage priest-koncert på Train kort efter at jeg var flyttet til Aarhus. Jeg tog selv derned, hvilket jeg ikke hvilede nok i mig selv til ikke at syntes var akavet. I køen forsøgte jeg at etablere snak med et par heavy dudes - jeg selv iklædt casual streetwear. Det kunne jeg hurtigt fornemme overskred den sfære, aftenen var indhyllet i.

Jeg købte en fadøl og rockede inderligt med mig selv.

Jeg er i øvrigt den kedelige koncertgængertype, der aldrig taber mig selv helt, men mere betragter nøgternt og nyder øjeblikket indeni. Jeg irriteredes de gange jeg pludselig er blevet rodet ind i mosh pit-agtig tumult. Forargede blikke på gerningsmændene osv.

Så er vi helt ens på koncerter. Jeg orker ikke at blive mast længere, så jeg finder et sted hvor lyd og udsigt passer mig og der er tilgang til baren. Jeg har heller aldrig være "mætl" at se på. Jeg synes dog at tendensen er, at man som regel bliver accepteret uanset hvad man bærer. Til Priest i Bergen traf jeg en pige som var all-out med tatoveringer, fiskenetstrømper i langskaftede, med kort nederdel, type fræk goth. Hun så koncerten nøjagtig som jeg og bagefter var vi en meget eklektisk flok på vineyard på Garagen. Hun klædte det tøj sindsygt godt, men arbejder som tandtekniker.

Min oplevelse er bestemt ikke repræsentativ. Jeg har sjældent oplevet større problemer til koncerter. Det er mere den indlevelse visse mennesker har til selve identiteten. Det er lidt sødt.