Snak

@Kaffe

Men ... Det er jo musik for teenagere, IEB? Og tilmed selvhøjtideligt. Musik for selvhøjtidelige teenagere. Jeg kan ikke komme i tanke om noget værre.

Musik må jeg også gerne være onani. Det behøver jo for fanden ikke nødvendigvis være noget der skal understøtte din identitet. Du må da efterhånden ha´ opbygget tilstrækkeligt med kulturel kapital til at løsrive dig fra hvem målgruppen for musikken er.

Altså, jeg er med tiden kommet til det punkt, hvor jeg synes om al eksplicit politisk kunst, at den er lort. SOAD og RATM er jo sådan noget efterskolevenstreorientering. Det gider jeg bare ikke.

Sure, gamle mand.

Jeg kommer i tanke om noget Guy Clark siger om Townes van Zandts ´Pancho and Lefty´ i Ken Burns´ lange dokumentar om countryens historie, efter at en række andre, uden synderligt held, har forsøgt at forklare, hvorfor den sang er så vanvittigt god. Clark siger noget i retning af: Den sang kan ikke forklares. Du kan ikke skille den ad og forstå dens magi ud fra dens enkeltdele. Du må bare tage den som det mysterium, den er.

Det er lidt der, jeg er. Jeg er sjældent i tvivl om, hvorvidt noget er godt eller skidt, men jeg kan sjældent forklare det ved at pege på noget specifikt.

Og det havde fandeme da også været trist, hvis al kunst skulle og KUNNE forklares.

Det er jo heldigvis derfor, det er kunst.

Du må da efterhånden ha´ opbygget tilstrækkeligt med kulturel kapital til at løsrive dig fra hvem målgruppen for musikken er.

Jeg forholder mig stærkt tvivlende til muligheden for at løsrive sig fra sig selv og forstå noget neutralt.

Men altså: Det er et kriterium for mig, hvorvidt kunst er eksplicit politisk.

Hvordan man fx som voksent menneske ikke krummer tæer, når de la Rocha skigemesser sit "FUCK YOU, I WON´T DO WHAT YOU TELL ME!", kan jeg ikke forstå.

MOTHERFUUUUCKEEEEEEEEEER!

Okay, det lyder ikke som om du har forstået ret meget af det nummer. Det er okay. Du har også ret til at synes det er noget lort.

Men det er sguda ikke mere tåkrummende end voksne mennesker der lytter til Rasmus Seebach.

Den tidlige post hardcore, med bands som Hüsker Dü, Fugazi, shellac, neurosis, the jesus lizard, osv. har mange kvaliteter og er stadig værd at sætte på pladespilleren.

Indledningen til Fugazi’s “in on the kill taker” er stadig en favorit her i husstanden: https://youtu.be/v8Pf1jwMCuo

Hvordan man fx som voksent menneske ikke krummer tæer, når de la Rocha skigemesser sit "FUCK YOU, I WON´T DO WHAT YOU TELL ME!", kan jeg ikke forstå

Slap af Varde-Boy. Nostalgi er vel stadig en ting. Hvis ikke man da har enormt travlt med at parkere alt man engang var.