Snak

Kom de så Undone i Manchester, Steve? Jeg bemærker at bl.a. 2023-arrangementet med Kiesza fortsat florerer på en del livestreams.

Én af mine mest mindeværdige live-oplevelser i 2025 må være bass-legenden Marcus Miller, som i det aarhusianske Musikhus’ udmærkede akustik leverede et stærkt mix af egne nyere kompositioner + en stribe fra hans tid med Sanborn, Davis m.fl. Afgjort den lange tur værd.

https://www.youtube.com/watch?v=XilNRS8761c&list=RDXilNRS8761c&start_radio=1

Fordi Nak & Æd takkede af, og Jørgen gik på pension, vil jeg ære anledningen med en klassiker fra Tjur-afsnittet. Jørgen, jeg kommer til savne dig.

Godt nytår.

https://www.youtube.com/watch?v=E-SAyY-EexY&list=RDE-SAyY-EexY&start_radio=1

Ja og nej. Det var en Halloween-koncert, så de havde droppet de - særligt blandt kvinder - populære senere numre som Come Undone - og også Ordinary World for en aften. Og i stedet Victoria fra Måneskin.

Du får lige min anmeldelse.

En plads i skyggerne.

Duran Durans Halloween koncert, Manchester 31/10/25

I 80’erne følte Duran hurtigt, at berømmelsen blev et tungt åg på deres skuldre og de lavede et modsvarende mørkt album, Seven and The Ragged Tiger i 1983 herom, som efterfølger til det ellers så lette og elegante, tech-disco album Rio fra 1982. Og herefter kom Notorious. Og det kom måske til at forme dem som mennesker. For nu, i deres karrieres eventide, har de fundet fornøjelse i at dyrke mørket, danse i det, nok som en ironisk leg med hvad de selv blev til. De udgav i hvert fald albummet Dance Macabre i 2023 med nye gyseragtige sange og coverversioner af 80’er gothhits som Ghost Town og Spellbound. Og holdt en Halloween koncert i USA i både i 2022 og 2024. På Halloween aften 2025 vendte de tilbage med samme show til hvad der måske er deres hjemmebane, Manchester, omend bærende kræfter er fra Birmingham og Le Bon, en Unitedfan, selv fra omegnen af London. Deres stil lægger sig nok mere op af Madchesters postmodernisme end af både Liverpools velmenende og Londons posh strømninger.

Det blev i hvert fald en hvid magisk aften i gysets tegn. Det var som om Duran var brudt ud af en sindssygeanstalt for en aften for at synge for os om livets vrangsider, som ellers også spærres inde. Slanger, mord, mareridt, spøgelsesbyer og djævlebørn. Alt godt fra gysets dybe hav - og jo blot et billede på livets mange kampe, for intet gys er som bekendt større end virkelighedens gys. Det var et formidabelt grand guignol show, hvor Duran primært kækt legede med deres eget berømmelsestrauma fra 80’erne. De havde genindspillet Shadows On Your Side fra 1983 til lejligheden, en sang hvor bandet føler sig “shackled and raised for a shining crowd” – lænket som lunatics kun for publikums og musikbranchen skyld, ikke deres egen. Nu tog de den ultimative hævn. De viste det, og deres kostymer viste det. Spændetrøjerne var spændt op, de var blevet frigjort fra celler og traumer og kunne nu bruge dæmonerne til egen fordel. Roger Taylor proklamerede ”I’m Fine” på dragten. De snerrende bånd var sprængt, og selv Nick Rhodes som fuglemand var fløjet fra mareridtets rede og styrede som en anden Durand Durand eller Vincent Price nu selv løjernes gang. De var alle white dukes, klædt i hvidt, ikke sort. Marie Antoinette og Mata Hari sang kor.
Koncerten var deres sædvanlige setlist, udsat for horrorbehandling, gevir og druidelook og tilsat sjældnere numre som Secret Oktober, New Moon On Monday, Shadows On Your Side samt coversne Ghost Town, Spooky og Supernature. Men stemningen var alt, og publikums peculiar parathed satte tempoet og barren højt fra starten. Musikken er retro men Le Bons kunstfærdige tekster har overlevet sig selv, i et spændingsfelt mellem de rå og de litterære billeder han tegner.

Showet kulminerede åndeløst med det første ekstranummer, Wild Boys, i en quantum power udgave med levende ild i flere versioner og alle andre tænkelige ILM-effekter, og dette ene øjeblik blev måske bandets allerstørste live højdepunkt ever. Hvor der endog var levnet plads til en halvdansk engel, Victoria fra Måneskin, i sig selv et gys for postmodernister, og hvem ved, måske som et strejf af en dråbe fra Rene Toft Simonsens forduftede danske ånd. Love Will Tear Us Apart, riffede Victoria i hvert fald som intro på guitaren, mest som en varm og kærlig hilsen til Manchesters egne nattebørn, Joy Division og Ian Curtis i sit confessionløse Afterlife. Og Freddie blev heller ikke glemt. Day-O sluttede Simon af med. Hvis ikke vi havde været i Manchester, havde intet øje været tørt. Nu var fremmødet af, efter opfordring, udklædte Draculaer, Beetlejuicer, Batemen, Wednesdays og alskabens andre ghouls heldigvis talstærkt nok til at gruen blev blandet med grin fremfor emo gråd, og Rio satte winkingly tænderne i dig til sidst - helt i pagt med at Duran med præstationen denne aften lettere naturstridigt omsider i 2025 kunne sætte sig på tronen i skyggekabinettet som sin gothgenerations populærfortolker nr. 1 af everything that lies beneath.

https://www.youtube.com/watch?v=n8p8l5cls58

The Ingmanns og Jens F - Nattens sidste cigaret.

https://youtu.be/UMFyxh-0Qac?si=klF8xBS6FP8xlPy9

Bare smukt, Jussi.

Et godt nytår til du og Steve.

‘Et godt nytår til du og Steve’.

Sig mig - er dette et eksempel på ‘sproglig mangfoldighed. Et slagsværd gennem repetition. En bekæmpelse af gentagelsens plage. Mere af det. Mindre lort fra influencere og YouTube-analfabeter.’

Ja, jeg forsøger blot at kigge ind i en eller anden forståelse.

Hér er lidt smuk syre til endnu en arenas pløre:

https://www.youtube.com/watch?v=MD--5xBt50M


Steve, det var en frisk anmeldelse - tak for fremvisningen.

‘Et godt nytår til du og Steve’.

Sig mig - er dette et eksempel på ‘sproglig mangfoldighed. Et slagsværd gennem repetition. En bekæmpelse af gentagelsens plage. Mere af det. Mindre lort fra influencere og YouTube-analfabeter.’

Ja, jeg forsøger blot at kigge ind i en eller anden forståelse.

Vi skulle have et godt nytår, ikke skændes.

Jeg foretrækker "du og jeg" relativt til "dig og mig". Derfor "du og Steve". Ligesom "Charlie og jeg" i forhold til "mig og Charlie". Eller "du og jeg, Emil" i stedet for "dig og mig, Emil".

Er jeg helt galt på den, må du endelig undervise mig.

Jeg ironiserede blot ind i din hyperkorrekthed.

Det skønne og varme menneske, Jytte Abildstrøm, traf engang det valg helt at undlade deltagelse i ironi og især sarkasme, da det egentlig blot er sammenligneligt med spot. Færre jobs til trods. Det kunne vi godt inspireres lidt af, synes jeg. Måske bare skrue lidt ned. Jeg skal forsøge at gøre mit efter nu at have fået noget afløb. Så endnu et velment godt nytår din vej.