Hmmm, nej den må jeg tilstå jeg ikke kan huske. jeg kan huske mange besynderlige Chargers nederlag og at de aldrig kom i SB (jeg husker ikke forkert her vel?) i deres storhedstid med Rivers er stadig lidt af en gåde.
Der husker du rigtigt. Chargers med LT og Rivers nåede aldrig en Super Bowl. Chargers har kun været i Super Bowl en enkelt gang, og der var modstanderen, uheldigvis vis, Steve Young og, endnu værre, Jerry Rice, der rev det stakkels Chargers-forsvar fuldstændigt fra hinanden.
Google er heller ikke umiddelbart til meget hjælp her. Hvis du finder videoen må du dog gerne sige til. Den skal være VIRKELIG god hvis den skal overgå broncos D som jeg husker det.
NFL sidder desværre tungt og trygt på arkiverne fra før 2009 (mener jeg det er), så en video kan jeg ikke skaffe dig. Jeg kan dog gøre mit for at forklare dig hvad der skete.
---
Siden nederlaget i Super Bowl til 49´ers 12 år tidligere, havde Chargers-holdet ikke været rigtigt tæt på Super Bowl. Lige modsat havde holdet to gange haft 1st overall draft pick, og et enkelt 2nd overall også.
For nu at være helt ærlig, havde det været en ret sløj periode i San Diego.
Man havde dog, på de to førstevalg, formået at få byttet sig til nogle virkelig gode spillere og var i fuld gang med at bygge holdet op omkring 2001 draftens top-RB, LaDainian Tomlinson, og skulle nu, i 2006, for første gang se hvad 2004-draftede Philip Rivers kunne bag center.
Det hele skulle ledes af Marty Schottenheimer, og hvem bedre, når nu man besad ligaens bedste RB og FB.
Og det gik fantastisk. Bedre end man overhovedet kunne have forestillet sig. Tomlinson og Lorenzo Neal tromlede modstanderne over i en helt vanvittig grad, imens unge Rivers fik nemme arbejdsforhold og spillede en rigtig fin første sæson som starter.
Regular season sluttede med 10 sejre i træk, og en Tomlinson der scorede 31 TDs (og også kastede 2 styks). En rekord der står urørt i dag, og formentligt kommer til rigtig, rigtig længe.
14-2, Chargers var ikke bare første seed i AFC, de var det bedste hold i NFL.
Efter en velfortjent bye week i WC-runden, bød divisional-runden på ingen ringere end New England Patriots, med Tom Brady i spidsen. Selvtilliden i San Diego var i top. Boston-boerne kunne bare komme, og så skulle de nok blive sendt hjem fra Qualcomm med en ørefigen i bagagen.
Og det fik de! Brady kom ingen vegne, imens LT bare løb videre. Alt gik fuldstændig efter planen, og i starten af 4. quarter løb LT sit andet TD ind til en 8 points føring, 21-13.
Chargers´ forsvar fortsætter med at lukke Brady ned, og med 7 minutter tilbage af 4. quarter kan kampen så godt som afgøres. Patriots står med en fjerde down og er tvunget til at gå på den.
Brady tager bolden, dropper tilbage, kigger rundt og kaster en bold ... INTERCEPTED BY MARLON MCCREE! Hold nu kæft en vild følelse. Fucking Patriots! Fucking Brady! Nu går vi fandme hele vejen!
Altså, havde det ikke lige været for McCree, på trods af at Schottenheimer inden kampen direkte havde sagt til McCree "Når du nu intercepter Brady i 4. quarter for at vinde os kampen, så tager du et knæ!", vælger at returnere bolden. Han fumbler den, naturligvis, og Patriots recover bolden, får et nyt sæt downs og en ordentlig røvfuld momentum direkte sprøjtet ind i blodet.
Få spil efter kaster Brady et TD, og Kevin Faulk løber bolden ind på PAT til 2-point, og udligner kampen.
Kampen går i OT, og med 2 minutter tilbage, efter Nate Kaeding et par minutter forinden missede en 53´er for sejren, hamrer Gostkowski bolden imellem stolperne og tager Patriots videre.
Marlon McCree ... din kæmpe-fucking-idiot!