Prøv at læse her:
Islam og Mellemøsten i det 21. århundrede - i vestligt perspektiv
I Vesten er der kun ringe forståelse og sympati for den måde, den muslimske menneske- og verdensanskuelse praktiseres på. Der har da heller ikke manglet håndgribelig dokumentation for Islams manglende funktionalitet i det 20. og 21. århundrede. Islam har i stor udstrækning ikke evnet at få især de mellemøstlige samfund til at fungere.
Den danske mellemøstforsker Torben Rugberg Rasmussen sammenfattede for nogle få år siden, hvad der formentlig er essensen af mange vestlige iagttageres opfattelse flg.1:
" (...) Næsten enhver mellemøstlig stat ... er leveringsdygtig i næsten en hvilken som helst tænkelig krænkelse af menneskerettighederne. Censur, forfølgelse af etniske, nationale og religiøse mindretal, vilkårlig retspleje, systematisk eller tilfældig tortur, langvarig administrativ frihedsberøvelse, summariske dødsdomme og henrettelser er således i større eller mindre grad en del af den politiske dagsorden. (...) Med enkelte undtagelser er den offentlige forvaltning og administration ineffektiv og langsommelig til det uduelige, fordi beslutningsproceduren ikke bare handler om rationelle og standardiserede rutiner, hvorigennem systemet kan bringes til at fungere så nogenlunde effektivt, gennemskueligt og ikke-voldeligt, men også om statusforhold, autoritære kommandoveje, nogen der kender nogen, mæglere og mellemmænd, der tager sig betalt for at kende systemets smutveje, etniske, familiære eller stammemæssige loyalitetsforhold, der unddrager sig politisk kontrol osv."
Pervez Amir Aliu Hoodbhoy, der er professor i fysik ved et af universiteterne i Pakistans hovedstad Islamabad, har i en artikel i Washington Post2 anført, at "i ingen af de 48 lande, hvor der er et omtrentligt eller decideret muslimsk flertal, er det endnu lykkedes at udvikle et stabilt demokratisk politisk system. Faktisk domineres alle muslimske lande af egennyttige, korrupte eliter, som kynisk fremmer deres personlige interesser og stjæler ressourcer fra deres folk. I ingen af disse lande findes et bæredygtigt uddannelsessystem eller et universitet med international status. (...) Man ser sjældent et muslimsk navn, når man blader igennem videnskabelige tidsskrifter, og hvis man gør, tilhører det sandsynligvis en person, der er bosat i Vesten."
rofessor Hoodbhoy (se note 2) skriver i sit essay: "Den nuværende muslimske verden kan som nævnt ikke opvise ret mange ægte videnskabelige resultater, men til gengæld skorter det ikke på pseudovidenskab.
En tidligere leder på mit fysiske institut i Islamabad har f.eks. beregnet himlens hastighed. Han hævder, at den fjerner sig fra Jorden med en centimeter mindre i sekundet end lyset. Hans geniale metode bygger på et vers i den hellige islamiske skrift, hvor det siges, at gudsdyrkelse på den nat, da skriften blev åbenbaret, er mere værd end tusinde almindelige nætters bønner. Han påstår, at dette svarer til en forsinkelsesfaktor på 1000, som han derpå indsætter i Einsteins specielle relativitetsteori.
Et mere almideligt kendt eksempel: en af de to pakistanske atomingeniører, der for nylig blev anholdt på mistanke om at have udleveret atomhemmeligheder til talebanerne, havde tidligere foreslået, at man kunne løse Pakistans energiproblemer ved at udnytte energien i lampeånder. Han støttede sig til den islamiske tro på, at Gud skabte mennesket af ler, mens engle og ånder blev skabt af ild – det drejede sig med andre ord kun om at indfange lampeånderne og udnytte denne energi. Manden havde en høj stilling."
Den svage stat og det manglende demokrati
Der findes et utal af forklaringer på de muslimske landes ringe tilpasningsformåen til det 21. århundrede.
Én af disse forklaringer bygger på den meget stærke vægt, der traditionelt har ligger på familien, slægten, slægtsgrupper, klaner og stammer. Dette har som resultat haft, at meget få islamiske beslutningstagere har prioriteret ´staten´, dens legitimitet og opretholdelse særlig højt. Der har med andre ord aldrig udviklet sig et folkeligt behov for at se statsapparaturet som en beskytter og garant for den personlige frihed. Efterspørgslen efter demokrati eller demokratiske reformer er med andre ord begrænset – som det har været udtrykt i debatten. Borgerne har i stedet søgt sikkerhed og personlige muligheder fremmet via slægts- og gruppemæssige forbindelser. Fraværet af folkelige organisationer og den manglende mulighed for fredelig dialog med statsmagten har altid været kendetegnet for Mellemøsten. Statslederne har traditionelt i stedet for en politisk dialog med befolkningen holdt sig til massive undertrykkelsesmidler i tilfælde af protester. Omvendt har der heller ingen tradition været for at statsledere gik af eller trak sig tilbage. Politiske forandringer er kommet i form af regulære opstande, kup og revolutioner, hvor herskeren og ikke sjældent dennes familie og nærmeste omgangskreds blev dræbt.
Religiøs og historisk tradition har således bevirket, at meget få muslimske stater – og slet ingen i Mellemøsten – kan betegnes som demokratiske efter vestlig opfattelse. (Vi ser her bort fra Tyrkiet, der ikke er islamisk i traditionel politisk forstand; i den tyrkiske stat har politik og religion i forfatningen været adskilt siden 1920´erne. Det er tankevækkende, at netop denne adskillelse har afstedkommet en væsentligt højere levestandard og større politisk stabilitet i Tyrkiet end i de fleste mellemøstlige, muslimske lande. Samtidig har Tyrkiet et ganske stabilt og velfungerende demokrati).
Det arabiske mindreværdskompleks
Mange mellemøstiagttagere er i dag af den opfattelse, at Det osmanniske Riges sammenbrud efter 1. verdenskrig for alvor satte gang i den muslimske mindreværdsfølelse. Meget værre blev det i sidste halvdel af 1900-tallet, efter den jødiske stat Israels oprettelse og dennes mange militære sejre over dens arabiske naboer i de efterfølgende år. Kulminationen blev nået med Vestens og dets muslimske allieredes totale nedkæmpelse af den irakiske diktator Saddam Husseins krigsmaskine i 1991. Senere samme år gik Sovjetunionen – der traditionelt havde støttet den arabiske side i kampen mod Israel og dets støtte USA – i opløsning. Resultatet var tilsyneladende, at mange muslimer mistede troen på deres eget værd og i stedet søgte efter andre typer af årsagsforklaringer på Islams manglende internationale succes.
Mange muslimer giver i dag udtryk for, at den væsentligste årsag til de islamiske staters politiske, sociale og økonomiske elendighed i første række skal søges i det vantro Vestens forsøg på at ´holde Islam nede´. Abstrakte teorier om USA´s og Israels sammensværgelser støder man på alle vegne. Ganske vist tillod olierigdommen fra 1970´erne hos en del af de mellemøstlige lande en kolossal import af vestlige forbrugsvarer, men dette forhold medførte ikke, at den gamle mistro mod demokrati, verdsliggørelse og retssikkerhed forsvandt.
I mere end 1000 år har muslimer følt, at de har været Vesten og Europa intellektuelt og videnskabeligt overlegne. Under og efter korstogstiden og i nogle århundreder efter dominerede muslimsk viden fx indenfor kunst, kultur, filosofi og videnskaberne matematik og lægekunst. Men dybtgående filosofiske, tekniske, økonomiske, politiske og militære ændringer i Vesten – især:
reformationen i 1500-tallet og den senere adskillelse af stat og kirke
den merkantile kapitalisme og oplysningstiden i 1700-tallet, hvor erfaringsvidenskaberne blev sat i højsædet
den samtidige industrielle revolution med de talrige nye tekniske opfindelser
sendte Islam og det osmanniske rige ned i en dyb krise, som i realiteten aldrig er blevet overvundet.
Kosovo je Srbija