Snak

For lige at lægge en generel betragtning ind ift. ovenstående indlæg:

Du kan ikke sammenligne det danske og det amerikanske retssystem. Der er forholdsvis store forskelle, omend det ikke nødvendigvis virker sådan for de fleste.
I USA har de noget de kalder "probable cause", altså at hvis man med fornuftig grund kan mistænke folk for noget, så har de mulighed for at agere derefter.

Vi har i princippet i DK samme type undersøgelsesadgang, omend amerikanske films løse tilgang til det har vi næppe.

En gennemsøgning af dine forhold er et indgreb i den personlige frihed, der er grundlovssikret(med undtagelse af kropsvisitering og krav på dit navn, fødselsdato og adresse).
For at kunne foretage dette uden en forudgående kendelse fra domstolene kræves som udgangspunkt en konkret, begrundet mistanke og/eller en reel vurdering af, om øjemedet kan forspildes.
Det er som udgangspunkt derfor ikke tilstrækkeligt, at du ser generelt mistænkelig ud.
forspildelse af øjemed betyder kort, at hvis man ikke reagerer med det samme, så vil det strafbare forhold ikke kunne bevises.
Hvis en af de ovenstående ting får politiet til at lave indgrebet, så skal de indhente en kendelse inden for 24 timer efter.

En mistanke skal være altså være begrundet og undersøgelsen af dine personlige forhold skal altså være konkret begrundet førend politiet må foretage en gennemsøgning af din bil. Det er ikke nok, at du ser generelt mistænkelig ud.
Endvidere er der krav om - ift. proportionalitetsprincippet - at det mistænkte forhold også er af en sådan karakter, at indgrebet står mål med det strafbare.

Når alt det så er sagt, så er det ting, der kan være svære at afdække efterfølgende, særligt hvis indgrebet giver pote for politiet.

I al sin korthed, omend for sent, så nej, politiet kan ikke kræve at se i dit bagagerum, hvis ikke de har en god grund til det.
Men husk på, at kravet til politiets respekt for disse rettigheder også bør gælde den anden vej, nemlig at man ikke besværliggør politiets arbejde unødigt og hjælper dem på vej i det omfang, det er muligt.

@ Sir Cum

Nu er jeg ikke jurist, men jeg ville tro, den ville kunne anfægtes i retten. Politiet i Danmark kan være ret strenge.

Jeg skulle en gang ind og anmelde et tyveri, der blandt andet kostede mit en iPod og en ushanka (sådan en russisk hat med øreflapper) og et assortiment af småting - ikke det helt vilde, men stadigvæk belastende. Det var min daværende svoger, der dengang boede i kælder ved mine forældre, hvor jeg også boede, der holdte en fest. Knægten var/er god nok, men han kendte (kender?) en helvedes masse halvkriminelle knægte fra vores lokale ghetto i Aalborg Øst, der så allesammen var med. Jeg var taget på job kl. 23, og da jeg kom hjem opdagede jeg straks, at de ting manglede. Jeg havde også på fornemmelse hvem det var der havde gjort det, og konfronterede vedkommende, der selvfølgelig ikke anede en skid. Jeg vidste dog, at de var taget i byen ved en halv fire tid, så jeg vidste, at tyveriet var sket mellem kl. 23 og kl. 3:30.

Jeg tager selvfølgelig ind til politiet mandag, og snakker med én af de betjente der står i receptionen, og fortæller ham, at jeg gerne vil anmelde en tyveri for at få nogle forsikringspenge tilbage. Han spørger ind til detaljerne; hvad er blevet stjålet? Hvilken dag? og når så frem til hvornår det var rent klokkemæssigt. Jeg svarer: "Mellem kl. 23 og kl. 3:30", hvorefter han næsten råber mig hovedet, at "jeg skulle være mere præcis, ellers kunne jeg godt glemme anmeldelsen". Jeg bliver helt paf, og siger, at jeg af gode grunde ikke ved det nøjagtige tidspunkt (hvornår gør man egentlig det?), hvor han så beder mig og min mor om at gå i knap så høflige fraser. Jeg beder ham om at tale med hans overordnede, hvilket han så nægtede. Han nægtede også at give navn og nummer.

Jeg gad ikke gøre det store ud af det over en iPod og en hat, så jeg fik aldrig forsikringspengene. Jeg har dog aldrig oplevet noget lignende! Det var som om, jeg personligt havde fornærmet manden.

Men husk på, at kravet til politiets respekt for disse rettigheder også bør gælde den anden vej, nemlig at man ikke besværliggør politiets arbejde unødigt og hjælper dem på vej i det omfang, det er muligt.

Jeg vil gerne se klagesager omkring det her - sondringen bliver utroligt svær, for hvornår din adfærd er tilstrækkeligt mistænkelig, og jeg kan godt huske jeg også undrede mig dengang på 3. semester. På den ene side er du ret godt beskyttet, men i praksis dækker de sig jo bare ind bag, noget der ligner vage formuleringer, således de kan få lov at gøre det.

Jeg tager selvfølgelig ind til politiet mandag, og snakker med én af de betjente der står i receptionen, og fortæller ham, at jeg gerne vil anmelde en tyveri for at få nogle forsikringspenge tilbage. Han spørger ind til detaljerne; hvad er blevet stjålet? Hvilken dag? og når så frem til hvornår det var rent klokkemæssigt. Jeg svarer: "Mellem kl. 23 og kl. 3:30", hvorefter han næsten råber mig hovedet, at "jeg skulle være mere præcis, ellers kunne jeg godt glemme anmeldelsen". Jeg bliver helt paf, og siger, at jeg af gode grunde ikke ved det nøjagtige tidspunkt (hvornår gør man egentlig det?), hvor han så beder mig og min mor om at gå i knap så høflige fraser. Jeg beder ham om at tale med hans overordnede, hvilket han så nægtede. Han nægtede også at give navn og nummer.

Der ligger vist et ret klart brud på god forvaltningsskik her.
Generelt virker det på mig til, at politiet ind imellem har problemer med lige netop dette.


Et par betjente stoppede mig for at pisse offentligt - jeg gav dem dog blot ret i, at det måtte man ikke, at jeg ville vedkende mig bøden, samt at pågældende butik, nok ikke brød sig om den adfærd. Den ene virkede tydeligt irriteret over, at jeg ikke gad diskutere med dem, så han kunne råbe af mig.
Her bagefter har jeg spekuleret over, hvorvidt det var "ok" de glemte at oplyse mig, at jeg ikke behøvede udtale mig. Godt nok sagde jeg, allerede inden de spurgte, at jeg skulle nok vedkende mig bøden, men jeg er i tvivl, om ikke de alligevel skal oplyse mig om mine rettigheder.

Yep, svoger.

Det er svært at afdække, da det jo i langt de fleste tilfælde handler om dit ord mod politiets.
Der står man som regel ret svagt.
Omvendt, så er ens sag vel ganske god hvis ikke politiet finder noget.

Men de færreste gider gå igennem det bureaukratiske helvede det er med en klagesag, men næppe får mere ud af en end undskyldning eller et par hundrede kroner i erstatning, hvis det da overhovedet er at betragte som en så stor indgriben, at det beretter til knaster.

Så vidt jeg husker, var underviser (Gorm Toftegaard), også inde på problematikken omkring begrundet mistanke.
Hvis du siger ja, så må de jo gerne ransage, men hvis du siger nej, er du så ikke allerede begrundet mistænkelig i din adfærd?
Hvis du er det, må de jo gerne foretage indgrebet.

Det er hårde tider at besidde narko i...

Som sagt før, så aner jeg meget lidt om jura - jeg havde en smule i første semester, men absolut ikke nok til at gøre mig klogere end jeg er. Derfor spørger jeg:

Man kan vel egentlig godt sige nej til det hvis ikke politiet har en begrundet mistanke? Altså, hvis jeg nu er på vej fra en vagt og jeg har min rygsæk og min CD mappe med, og politiet stopper mig og spørger om de må se hvad jeg har i mine ting, så må jeg vel godt sige nej? Det skal antages, at jeg ikke slinger eller gør mig anderledes bemærket, og at jeg heller ikke har haft bataljer med politiet før.

Sådan, antageligvis, ja, det kan du sagtens nægte.
Men kør endelig en klagesag, og beret om resultatet - jeg er nysgerrig i hvert fald, omkring hvad svaret bliver. Umiddelbart gætter jeg på, at de vurderede du måske var påvirket af narko, eller en lign. dårlig undskyldning.

Det er ikke sket før, jeg har bare ofte tænkt på det. For det ville da ikke være første gang, at én af mine kollegaer bliver henholdt i et kvarter alene fordi politiet ville holde sig beskæftiget. Nu har jeg ofte rigtig travlt når jeg er på vej hjem om morgenen, idet damen skal have bilen for at komme på hendes arbejde, så det ville kaste grus i maskineriet hvis jeg skulle åbne min rygsæk og tage alle mine CD´er ud bare for at tilfredsstille en eller anden random nysgerrighed.

Man oplever jo ofte, at politiet bare prøver at finde på ting at lave. Eksempelvis var de oppe på mit job forleden og tale kraftig til én af vores bartendere der var ude og danse uden overtøj - det måtte man åbenbart ikke. Problemet er dog, at A/C´en var ud, og alle folk ved hvem han er og hvad han står for (læs: de er ligeglade). Det er latterligt...

Det er ved at blive en meget teoretisk diskussion.

Jeg vil mene, at begrundet mistanke ikke er tilstrækkeligt. Det skal i mine øjne være en konkret, begrundet mistanke, førend en ransagning kan finde sted.

For ikke jura studerende kan det forekomme som semantik, men der er nu forskel i og med det er en skærpelse af en begrundet mistanke.

En begrundet mistanke kan strække sig til blot at være på det forkerte tidspunkt, hvorimod et krav om noget konkret giver anledning til at man på forhånd, inden man foretager indgrebet, skal vide specifikt, hvad man mener kan være straftbart.
Det er altså ikke nok at politiet tror man har noget, de skal også vide hvad de tror man har.