Jeg synes ikke at børn er en menneskeret - man bør ikke inseminere kvinder, der har nået grænsen for, hvornår de "naturligt" ville kunne producere børn; jeg bryder mig ikke om, at man inseminerer 60-årige kvinder!
I øvrigt er det ikke noget, som samfundet skal blande sig i - om en kvinde er frivilligt enlig, ikke har fundet den rigtige eller måske er lesbisk, er ligegyldigt, hvis hun ønsker at sætte et barn i verden og påtage sig forældrerollen med alt, hvad det indebærer. Hvis man bevidst vælger rollen som enlig forælder, er man formentlig ret ressourcestærk - modsat mange par, der absolut ikke burde få børn (har nogen af jer set "Er du mors lille dreng?"?).
Men med risikoen for at træde nogen over tæerne: Barnløshed er altså ikke en sygdom som sådan. Jeg er helt med på, at man skal behandle fx PCO, som reducerer kvindens evne til at få børn, for dette ér en sygdom - men insemination skal altså ikke foregå på det offentliges regning efter min ydmyge mening. Måske er min holdning en afspejling af, at der findes så mange børn i denne verden, der har brug for kærlige forældre - jeg ville nok selv foretrække adoption frem for at udsætte min krop for det mareridt, som inseminationsforløbet er...
Og nu skal kvindemennesket her nok klappe i...
Med Murphys lov skal land bygges - og det skal sportsklubber også!