Snak

Det hele er kommet lidt på afstand og jeg er klar til at reflektere lidt over en turnering, der for mig står tilbage som det bedste French Open, Rafael Nadal har spillet.

Man kan argumentere for manglende modstand, men Nadal har massakreret alle, der har stået foran ham i en kombination af suveræn defensiv, arbejdsraseri og hidsig offensiv. Det bliver allerbedst understreget på et tidspunkt i løbet af gårsdagens finale, hvor Wawrinka først slog det, der mod alle andre havde været en vinder. Den kom tilbage over nettet. Så slog han en til. Den kom tilbage over nettet. Så slog han en til. Den kom tilbage over nettet som en vinder og pointet var i stedet tabt.

35 mistede partier og 0 afgivne sæt er voldsomt og er kun overgået én gang i historien (hvor der har været spillet til fem sæt). På de samme baner og af Bjørn Borg, der nøjedes med at afgive 32 partier.

Voldsomheden overgås kun af hvor absurd det er, at han har vundet 10 French Open-titler i sin karriere. En turnering, der af størstedelen regnes som den sværeste at vinde bare én gang, har han domineret i stort set hele sin karriere. Det er en af sportshistoriens største - hvis ikke den største - præstation og med afstand den største i tennissporten.

Nu venter så Wimbledon, hvor Rafa traditionelt (og lidt paradoksalt) har det svært i forhold til sit helbred, så der skal man nok ikke forvente de store mirakler, selvom han er i virkelig god form. Pausen fra tennis har gjort ham godt, ligesom et vægttab og Carlos Moyas indtræden i trænerteamet har gjort underværker for spillet.

Fortsætter Andy Murray sin vaklen, nærmer Nadal sig i øvrigt førstepladsen på verdensranglisten igen. Han forsvarer ingen point fra græsturneringerne, mens Murray har en ordentlig stak fra både Queens og selvfølgelig Wimbledon - faktisk er der kun godt 150 point mellem dem, hvis Murrays fra netop de to turneringer fjernes i ligningen.

Dén tanke kan godt gøre mig lidt varm om hjertet.

En turnering, der af størstedelen regnes som den sværeste at vinde bare én gang, har han domineret i stort set hele sin karriere.

Det er ikke for at forklejne præstationen, men det skyldes vel to ting:
- Det er - trods alt - en minoritet af verdens bedste tennisspillere, der foretrækker grusunderlaget, om ikke andet så fordi det er en minoritet af turneringerne der spilles på dette underlag, og der derfor er færre ranglistepoint at hente der?
- Alt andet lige er variansen vel mindre på grus end på andre underlag (den er vel størst på græs), fordi færre point afgøres på et enkelt slag?

Pointen er, at for Nadal - den bedste spiller nogensinde på grus - har det ikke været den sværeste turnering at vinde. For mig understreges Nadals storhed i lige så høj grad af at han har vundet både French Open og Wimbledon, som af hans ti sejre i Paris. Ikke at det at vinde begge turneringer er på niveau med at vinde French Open ti gange, men kombinationen af at dominere så meget på grus, og så også kunne vinde på det "modsatte" underlag er i mine øjne hvad der gør ham enestående.

Rangliste-wise er der ikke så meget at komme efter i argumentet, hvis jeg nu skal være helt ærlig. I hvert fald ikke medmindre man i forlængelse af det, vil påstå at eksempelvis græs er et underlag, der nedprioriteres af alle eller at hardcourt "bare" burde prioriteres højest.

Hardcourt er selvfølgelig det altdominerende underlag og har også to "swings" (som man kalder det) på Touren, men der er immervæk tre Masters 1000-turneringer på grus, tre Masters 500-turneringer på grus og så selvfølgelig French Open. Sammenlignet er der to Masters 500, én Grand Slam og ingen Masters 1000´ere på græs.

Når det så er sagt, så køber jeg ikke rigtig idéen om underlagsspecialiseringen, i hvert fald ikke i moderne tennis. Der vil selvfølgelig altid være nogen, der er bedre på et specifikt underlag (Federer på græs, Djokovic på hard, Nadal på grus, etc.), men konkurrencesituationen - og især kampen om førstepladsen på verdensranglisten - har gjort det nødvendigt, at man er god på alle underlag. Og det er verdens bedste spillere så bare i udtalt grad. Djokovic er jo eksempelvis en fabelagtig grusspiller, selvom han er endnu bedre på hard.

Jeg forstår godt både pointen og koblingen, og det er helt rigtigt, at French Open måske nok er den "nemmeste" for Nadal at vinde, men så kan man jo også sætte Federers syv Wimbledon-sejre i relief, fordi han er tidernes bedste græsspiller og fordi det er hans "nemmeste" underlag at vinde på og det samme med Djokovic´ præstationer i Australien.
Og det fortæller bare heller ikke historien om at vinde den samme Grand Slam (eller bare turnering for den sags skyld) 10 gange i sin karriere. Det er en helt vanvittig præstation og jeg tror ikke engang, jeg overdrev, da jeg i forrige indlæg kaldte det for den største præstation i sportshistorien.

Jeg forstår ikke helt afgrænsningen af den største præstation indenfor tennisverdenen, til at omhandle hvordan man har præsteret i én bestemt turnering. Federers samlede antal af Grand Slams er stadig en større bedrift synes jeg (og jo, jo, jeg er med på, at der er flere muligheder for at vinde Grand Slams med fire muligheder om året fremfor en, men det gør ikke afgrænsningen mere forståelig for mig). Federers 23 GS semifinaler i træk er muligvis også større i min optik. Og så anser jeg heller ikke 10 FO titler, som værende eksponentielt større end ni, således at det har bragt Nadal ind i nyt territorie. For mig var han der allerede. Den mest dominerende tennisspiller nogensinde i én bestemt GS turnering. På herresiden i hvert fald. Men det er selvfølgelig muligt, at det også er overhalingen af Navratilovas 9 Wimbledon titler, der spiller ind her.

Og at FO skulle være den sværeste Slam at vinde. Jaeh, måske. Hvis jeg skulle pege på den letteste, så ville jeg dog have sagt FO. I dag, og historisk, er grus vel det underlag, der for de fleste topspillere stadig må betegnes som deres dårligste underlag. Også selvom forskellene er udvisket en smule i dag ift. tidligere. Og ift. Wimbledon og deres græs, så er det jo blevet en væsentligt langsommere turnering i dag og de sidste mange år ift. 90erne.

Men hey, det er absolut ikke for at tage noget fra Nadal. Han er en sand mester, og han har forhåbentligt mange år tilbage af sin karriere endnu, og hvad han yderligere kan drive det til, både generelt i GS sammenhæng, men også FO, det bliver uhyre interessant at følge.

Det vil selvfølgelig altid være en subjektiv vurdering, men hvis man ikke kan se det unikke i at vinde én turnering så mange gange kontra at vinde et hav af forskellige, så er det selvfølgelig opad bakke. Og hvis man så også vil til at tage antallet af semifinaler med indover, bliver det for alvor svært.

At vinde den samme Grand Slam 10 gange efterlader plads til en uendeligt lille fejlmargin og som du selv er inde på, har man ét skud om året. I Grand Slam-sammenhæng har man nu engang fire og selvom det måske ikke lyder af alverden, er det jo netop det.

Og selvfølgelig er det nyt territorium. Han er den første tennisspiller i historien, der vinder en Grand Slam 10 gange. Det er de facto noget nyt.
Igen må jeg bare sige, at en negligering af det faktum svarer til, at man ikke finder det imponerende, at Federer har vundet Wimbledon syv gange eller at Djokovic har vundet Australian Open seks gange. Især sidstnævnte er voldsomt imponerende, når man tænker på konkurrencesituationen, han har befundet sig i.

Og så skal jeg bare lige forstå en ting: Det er den letteste turnering at vinde, fordi langt de fleste topspillere har det som deres dårligste underlag? Forskellene er ikke udvisket en smule i dag, de er næsten helt væk. Se bare på hvor gode folk som Federer, Djokovic, Murray og Wawrinka netop er på grus, selvom deres spil har forcer anlagt til græs og hardcourt. På ekspertbasis er der i øvrigt bred enighed om, at French Open er sværest at vinde, fordi underlaget er så opsplidende og fordi vejret spiller en stor rolle. Tjek evt. listen af topspillere, der aldrig har vundet turneringen.

Og så må jeg igen lige korrigere hele det her med, at Wimbledon (og andre turneringer) er blevet langsommere. Du har været herinde med den påstand før og lovede ved den lejlighed at vende tilbage med dokumentation fra tests (hvilket så beklageligvis aldrig er sket) - men det er simpelthen ikke rigtigt. Tværtimod er stort set alle baner frem mod 2017 blevet hurtigere, hvilket spillerne igen og igen bemærker.
I år er der til en vis grænse blevet gjort op med det på hardcourt, hvor især banerne i Melbourne var langsommere til årets udgave af Australian Open, men at de kontinuerligt skulle være blevet langsommere siden halvfemserne er simpelthen forkert. Også for Wimbledons tilfælde, der i perioder har været vanvittig hurtigt.

Hvordan er din rangering af de største sportspræstationer i historien, Pref?

Det synes en anelse vanskeligt at sammenligne på tværs af sportsgrene.

Klart. Og der er selvfølgelig fare for, at der render nogen rundt i sportsgrene, jeg ikke følger specielt med i og præsterer helt vanvittige ting, men here goes (i ikke prioriteret rækkefølge) :

Lance Armstrong - Syv Tour de France-sejre
Michael Phelps - 23 olympiske guldmedaljer
Steve Redgrave - Fem olympiske guldmedaljer ved fem forskellige Olympiske Lege i træk
Martina Navratilova - 20 Wimbledon-sejre i single og double
Usain Bolt - Guldmedaljer i både 100m og 200m tre Olympiske Lege i træk
Roger Federer - 18 Grand Slams og 237 uger i træk som #1 på ATP´s verdensrangliste
Serena Williams - Den bedste tennisspiller i historien

Hvis man også skal medtage holdpræstationer eller atleter, der har gjort sig i holdsport: (Phelps, Navratilova, Serena Williams og Armstrong kunne også medtages her, det er klart)
Michael Jordan - For sine præstationer i NBA (så meget er jeg ikke inde i dem)
Wayne Gretzky - Samme, men i NHL
Tom Brady - Samme, men i NFL
Manchester United - For deres Treble i 1999
Arsenal - For deres ubesejrede Premier League-sæson i 03/04
Real Madrid - For at genvinde Champions League i 2017

Det er dem, jeg kan komme på uden at hoppe på Google. Hvis jeg måtte/ville, var der sikkert mange flere (f.eks. Ben Ainsle, Tiger Woods og en Ronnie O´Sullivan, ser jeg), men jeg hører gerne flere. Det er jo sådan noget som det her, der er sjovt at vende.

Jeg kan selvfølgelig se det unikke i at vinde én turnering 10 gange. 9 eller 8 for del sags skyld. Jeg har aldrig skrevet andet. Jeg synes dog bare stadig det er en større præstation at vinde 18 Grand Slams end at vinde 10 af én bestemt. Igen, jeg forstår ikke behovet til at begrænse den største præstation indenfor tennisverdenen til hvordan man har klaret sig i én turnering. Jeg ser da hellere på hvordan man har klaret sig i alle Grand Slams.

Og selvfølgelig er det nyt territorium. Han er den første tennisspiller i historien, der vinder en Grand Slam 10 gange. Det er de facto noget nyt.

Nyt territorium fordi han overhaler Navratilova, altså. Ikke fordi han rammer det pæne 10 tal, som var det dine første indlæg gav mig indtryk af. Fint at få det på det rene.

Og så skal jeg bare lige forstå en ting: Det er den letteste turnering at vinde, fordi langt de fleste topspillere har det som deres dårligste underlag?

Netop. Hvis størstedelen af de bedste spillere præsterer dårligst på et bestemt type underlag, så vil det hjælpe til at gøre turneringer på disse underlag lettere at vinde. Men det er jo bare en generel betragtning.

På ekspertbasis er der i øvrigt bred enighed om, at French Open er sværest at vinde, fordi underlaget er så opsplidende og fordi vejret spiller en stor rolle. Tjek evt. listen af topspillere, der aldrig har vundet turneringen.

Listen af topspillere, der aldrig har vundet turneringen, kan jeg så bare ikke se som et argument for, at det skulle betyde turneringen skulle være den sværeste at vinde. Vejret er ens for alle, og at underlaget er opslidende gør det nok til den hårdeste at vinde. Ikke argumenter for at den er sværere at vinde som jeg ser det.

Og så må jeg igen lige korrigere hele det her med, at Wimbledon (og andre turneringer) er blevet langsommere. Du har været herinde med den påstand før og lovede ved den lejlighed at vende tilbage med dokumentation fra tests (hvilket så beklageligvis aldrig er sket) - men det er simpelthen ikke rigtigt. Tværtimod er stort set alle baner frem mod 2017 blevet hurtigere, hvilket spillerne igen og igen bemærker.

Det er muligt, at jeg har lovet det, men jeg mindes det ikke. Og jeg skal da beklage hvis jeg har forbrudt mig mod et løfte. Måske du kunne pege mig i retning af hvor jeg tidligere har lovet det.

Jeg har ikke lige læst hele artiklen, og er på vej ud af døren, men her er der lidt. Måske du sidder inde med viden om, at Wimbledon ikke er blevet langsommere, så tager jeg da glædeligt imod den.

http://news.nationalpost.com/sports/tennis/surface-changes-at-wimbledon-other-grand-slams-have-all-but-eliminated-place-for-specialty-players

Og det er fair nok, M139. Som jeg skrev, så handler det om, at vi vægter forskellige ting.

Præcis som det også gør ved overfladehastigheder. Nogle peger på, banerne er blevet langsommere, mens andre peger på, de er blevet hurtigere. Argumenterne er mange (antallet af serveesser som er stigende, boldens hastighed fra underlag til ketcher, farten underlaget genererer, etc.) og dataen er kompleks, fordi den vrides af vejret, af højden turneringerne spilles i, boldene der bruges, ketcherne og så videre.

Jeg har altid forholdt mig til hvad spillerne siger og de peger oftere end ikke på, underlagene generelt er blevet hurtigere, men de er selvfølgelig ofre for de samme usikkerheder, som vi er.
Indtil Australian Open i år, hvor både Nadal og Federer faktisk var inde på, at banerne virkede lidt langsommere (især sammenlignet med USA, hvor alt bare går hurtigt).

@ Pref

Jeg ville nok medtage Ole Einar på den liste også. Generelt er det bare svært at sammenligne på tværs af sportsgrene.
Holder man sig inden for tennis, så vil jeg jo sætte Federer højere, da han har flere GS-titler. Nadal er specialist på ét underlag, hvor han til gengæld er dominerende.

Men tennissporten er godt begavet med en guldalder lige nu med Federer, Nadal og Djokovic med 45 GS-titler sammenlagt. Det er vanvittigt.