Finale i semifinalen i morgen.
Djokovic mod Nadal er uforudsigeligt, men jeg tror(desværre)Djoko vinder. Selvom han har vist små svaghedstegn i de sidste par kampe, virker han bedst lige nu. Han slagtede Nadal i finalen i MC, og selvom bedst af 5 er noget helt andet, synes jeg tegningen til hans sejr er der.
Hans serv var vanvittig i store dele af kampen i går, og modsat mange af de spillere Nadal normalt trykker ned bag linjen, har han andre våben end sin baghånd(som endda ofte er tohåndet, hvilket gør den mindre sårbar overfor Nadals forhånd). Hans bevægelse er lige nu 5-10% bedre end Nadals, og han skulle eftersigende have lovet sin netop afdøde træner(den første han havde), at han ville vinde denne turnering. Man kan selvfølgelig diskutere om det er positivt eller negativt for det mentale, men han virker normalt voldsomt stærk i den afdeling.
Nadals spil er opadgående, men jeg tror ikke det er nok. Der er stadig lidt for mange fejl i transportslagene, og serven slår nogle gange helt fra i lange perioder, og så taber man, ligemeget hvor stor en forhånd man har. Han virker en smule mere skrøbelig mentalt, og har ikke genfundet den sidste del af bevægelsen, som jo ellers har gjort ham praktisk talt uovervindelig på grus.
En kliché: Den der laver mindst fejl...
I den anden semi mødes Tsonga og Ferrer. Tsonga er den bedst spillende i turneringen, og Ferrer følger lige efter, så det kan blive et godt opgør. Holder Tsonga niveauet fra Federer kampen, kommer spanieren i problemer. Tsongas træner modtager voldsom(og fortjent)kredit lige nu, fordi han især har arbejdet med det mentale hos franskmanden, og derudover forberedte Tsonga sig til Federer ved at se film med Nadals sejre over schweizeren. Tsonga kan passende se video af Nadal - Ferrer, og så er den finaleplads hjemme.
I do it like Forrest Gump. When they told him to run, he ran. When they tell me to win, I win.