Snak

Det betyder, at man mister evnen til at relatere til personerne, da de ikke længere opfører sig på en måde, man kan genkende, og det betyder at man bliver ligeglad med historien, fordi man ved, hvad der følger.

Hehe... så du kunne indledningsvist godt relatere til den sprut- og narkopåvirkede forfatter, med én bog på hylden, som puler alt han kommer i nærheden af, for ikke at tale om det skaldede sidekick, som brugte enhver lejlighed til at rykke i bananen, under skrivebordet på arbejdet?

Forstå mig ret, jeg er langt hen ad vejen enig, men personerne har i min optik aldrig været specielt troværdige.

Jeg kunne sagtens relatere til Hank i starten. Jeg er i 20erne og bosiddende i ét af de lande, hvor drukkulturen er mest fremtrædende, så dén med at træffe de kortsigtede lette (og ofte forkerte, af og til tangerende selvdestruktive) valg, ja gu kan jeg relatere til det.

Hans grimme ven måske i mindre grad, men han var dog sjov, al den stund han var en smule mere nedtonet på idioti-skalaen.

"Fucking and punching" - titlen på bogen, som hende den grimme tøs stjæler - er i øvrigt endnu en ting, der pissede mig helt ustyrligt meget af. Det er så forceret et forsøg på at være in your face, at det er dømt til at fejle og det er endnu en gennemgående sygdom, som serien lider af.

Problemet, hvis man kan sige det sådan, var jo også at man sprængte de fleste rammer i de første to sæsoner. For pøblen handler det om at ting skal toppes. Forfatterne valgte at gøre det ved at lave endnu mere outrerede personer og optrin, hvilket var ret uheldigt.

Personerne, især Hank, datteren og konen, synes jeg indledningsvist var utrolig godt konstrueret. Hank er om ikke en mand man kan relatere til, så en man utrolig gerne vil relatere til. Han vakler i den grad mellem geni og menneskelig dårskab.

Hvad angår titlen på bogen, må jeg næsten anbefale "Skandinavisk misantropi", hvis du godt kan lide den ånd de indledende sæsoner lod til at være skrevet i, rent handlingsmæssigt.

"Problemet, hvis man kan sige det sådan, var jo også at man sprængte de fleste rammer i de første to sæsoner. For pøblen handler det om at ting skal toppes. Forfatterne valgte at gøre det ved at lave endnu mere outrerede personer og optrin, hvilket var ret uheldigt."

Nemlig

"Personerne, især Hank, datteren og konen, synes jeg indledningsvist var utrolig godt konstrueret. Hank er om ikke en mand man kan relatere til, så en man utrolig gerne vil relatere til. Han vakler i den grad mellem geni og menneskelig dårskab."

- og nemlig.

"Hvad angår titlen på bogen, må jeg næsten anbefale "Skandinavisk misantropi", hvis du godt kan lide den ånd de indledende sæsoner lod til at være skrevet i, rent handlingsmæssigt."

Den får et skud ved lejlighed, omend hovedpersonen lyder noget sværere at holde af, end en alkoholiseret 45-årig, fanget i en 20-årigs krop...stønnende under en 17-årigs krop...

Og i øvrigt: hvis jeg havde en sekretær som hende, gnomen får ansat i starten af serien, så ville det heller ikke være bussemænd, der prydede undersiden af mit skrivebord.

Pornoselskab på kanten af samfundet. Sex i flæng, Coke, Hank´ish optrin, frivillig alkoholiker-kontrakt, absurd nærmest nihilistisk ideologi og aktioner mod alt det etablerede. Det er bare den første bog.

"Fucking and punching" - titlen på bogen, som hende den grimme tøs stjæler - er i øvrigt endnu en ting, der pissede mig helt ustyrligt meget af. Det er så forceret et forsøg på at være in your face, at det er dømt til at fejle og det er endnu en gennemgående sygdom, som serien lider af.

Jeg kunne ikke være mere enig. Seriens tendens til at være "edgy" (via masser af bryster og bandeord) er for mig personificeret i scenen, hvor Charlie skal have sin vasektomi, og lægen bander og svovler og generelt er et forsøg på at lave en "alternativ" figur, som bare fremstår meget lidt organisk, men derimod som om manuskriptforfatteren ikke engang har gidet gennemtænke det.

Derudover er Hank støt i løbet af serien blevet mere og mere uudholdelig, ligeså vel som plottet er en lang gentagelse. Jeg er med andre ord ret enig i din og Bosses kritik.

En anden scene, der meget effektivt fanger seriens problemer, er vel scenen hvor Hanks (lækre!) advokat har Karen på vidneskranken og totalt tværer hende ud og opridser de fuldstændig sindssyge og usammenhængende ting hun har gjort i løbet af sæsoner. Det er selvfølgelig meget fint, at manuskriptforfatterne kan være lidt "meta" og ironiske, men det er sgu pinligt, at en person (som man skal tro på, og have sympati for) på den måde "falder sammen", så snart handlingerne i løbet af serien læses op i en køre. Det er bad writing.

Og så en anden ting:

Jeg forstår ikke roserne til Californication.

Her i tråden er det vel ikke så overraskende. No offense, men der er satme mange middelmådige (og decideret dårlige) serier herinde, der får spandevis af ros. Dexter som det bedste eksempel.

Her i tråden er det vel ikke så overraskende. No offense, men der er satme mange middelmådige (og decideret dårlige) serier herinde, der får spandevis af ros. Dexter som det bedste eksempel.

Så lav da dit eget netværk, siden du åbenlyst er lord of good taste.

Hold da kæft hvor kan folk være oppustede. Forstå nu en ting, smag vil ALTID være subjektivt. Hvad du mener er godt behøver ingen andre synes er godt for at det vil være dårligt i dine øjne vel?

Du skal have lov til at synes Dexter, og Californication er elendige serier, men at du tror at du skal bestemme hvad andre synes er godt og dårligt er virkelig til at brække sig over.

At skifte bind. Curtis gør sig vel på ingen måde til herre over hvad folk skal forpeste deres sind med. Han konkluderer udelukkende, at der slås på tromme for en del serier, som er handling uden substans. Det er fortsat dit prerogativ, som kongen i din egen stue, at vælge hvad du vil fylde dig med.

Du er velkommen til at forholde dig til kritikken af Californication (og eventuelt forklare hvorfor, du synes det er godt). Det er meget typisk, når folk bliver børnesure over at deres ligegyldige underholdning bliver kaldet lige netop det, det er - ligegyldigt - at de så samtidig påtager sig offerrollen og skyder kritikkerne i skoen, at de vil bestemme hvad der er godt eller dårligt. Det er også en klassiker at spille "KUNST ER SUBJEKTIVT!!!". Og det er sgu egentlig ret kedeligt. For selvfølgelig er der noget om, at smag i nogen grad er subjektivt, men samtidig så er det lidt af en forsimpling at påstå, at smag er gennemført subjektivt. Således kan man sagtens have en debat om, hvad der er godt og dårligt, og man kan sagtens begrunde sin subjektive holdning til en tv-serie (hvad Cheech, Bosse og jeg selv har gjort i det ovenstående) uden at påstå det er en objektiv sandhed. Vi kan derimod påstå, at medmindre du reelt kan komme med nogle konkrete modargumenter, så er det vores (subjektive) synspunkt der står stærkest.

Jeg synes at når man fører korstog mod diverse serier, og slutteligt konkludere at de er decideret dårlige, så føler man at man ved bedre end alle andre, og derved også nedgør folks smag som om at han har ret, og alle andre er forkert på den.

Jeg synes bare det er pisse usmageligt at skulle gå ind og fortælle andre hvad der er godt, og dårligt. Han skal da have lov til at have sin holdning, det er ikke det, men når han får det til at lyde som om at han ved bedre end alle andre, så synes jeg det er til at brække sig over.

Der er da tonsvis af serier jeg synes der er dårlige, men som størstedelen af verdens befolkning nyder at se uge efter uge. Det går jeg da ikke og råber højt om. Jeg har bare konstateret at folk har forskellig smag and thats it.