Snak

Det må også have været svært at lave en ordentlig slutning i forhold til hvor fantastisk True Detective havde været hidtil. Slutningen kunne godt have været klaret over lidt flere afsnit og ikke så brat efter min smag.

SPOILER(ISH):








Kvaliteten af True Detective dalede støt fra afsnit 2 for så at styrtdykke for hårdt i sidste afsnit. Der skal sgu da ikke være en kulmination, mand, og da slet ikke en moralsk opbyggelig en. Det ødelægger jo hele karakteropbygningen.
Det, Okocha henledte min opmærksomhed på, var, at dialogen er én lang række af floskler, der camoufleres af ret så stærke skuespilspræstationer.
Du får snart ikke lov til at smage indersiden af mine kinder, Borger, din spydige pik.

Hvis I bliver ved med at flirte med at spoile slutningen, finder jeg jer og slår jer ihjel.

Hov, godt ord igen, Merc. Rundstyk.

Men bare lad være med at se resten.

Har Okocha også sagt noget om postmodernisme i den sammenhæng?

Jeg elsker den der grundlæggende enighed om at spoile, dèt gør man bare ikke. Det fjerner hurtigt og effektivt enhver ironi. For en stund.

Du er et ubehageligt menneske.

Hell on wheels er genial.

Anson Mount er bad ass.
Det er Common også.
Christopher Heyerdahl er fremragende som "The Swede".

Cowboys, indianere, gode gammeldags slagsmål, racial tension, tossede preachers, intriger.. og en jernbane der skal bygges.
I f***in´ love it

Mr.

Mit problem er, at TD netop ikke lader til at være en spændingsserie i starten, hvor den snarere giver indtryk af at ville beskrive nogle interessante karakterer inden for rammerne af en kriminalgåde. Først lidt senere bliver den en rendyrket spændingsserie.
Hvis den bare havde været som fra afsnit tre og frem, ville jeg have anset den som en vældigt flot lavet, men ret intetsigende - netop - spændingsserie.
Jeg blev ret fænget fra første afsnit af grunde, jeg tidligere har ridset op, men følte mig noget snydt, da den viste sig at være en typisk krimi, hvor de to pansere så er en snusfornuftig, udenomskneppende machoidiot og en indadvendt, melankolsk, misantropisk, småfilosofisk type.
Bevares, den er meget lækkert lavet. Musikken er pæææænt svedig, og billederne er lækre. Noir-stemningen er æggende. Og McCohonahona er dygtig. Og Woody er Woody.
Men i min optik lover serien alt for meget, og karaktererne viser sig efterhånden at være lidt for 1) todimensionelle og 2) for optimistiske. Ligesom dialogen, da jeg først begyndte at hæfte mig ved den, virkelig ikke levede op til hverken de første afsnits løfter eller seriens øvrige kvaliteter.

I øvrigt mener jeg, at kvalitet godt i nogen grad kan sammenlignes på tværs af genrer. Der ligger trods alt noget håndværksmæssigt i det at skrue en troværdig eller lækker dialog sammen og i at skabe interessante mangefacetterede karakterer. Og her halter TD efter min mening kilometer efter serier som:

The Wire
Deadwood
Tremé
Six Feet Under
Twin Peaks