Snak

Nu er det selvfølgelig også nemt altid bare at kritisere serier og film, som man trods alt har været ok underholdt af, ihvertfald et stykke tid.

Men når jeg skriver ´utroværdig´, mener jeg ikke som sådan realistisk. Bare at når karakterene opfører sig virkelig underligt og træffer enormt skøre beslutninger, som ingen mening giver, bliver det bare sådan lidt...meh.

Det mest fjollede var da Lars Mikkelsen angreb sin egen fredsbevarende styrke, og lokkede Frank til at sende en specialstyrke lige lukt ind i en eller anden fælde. Og så må de jo bare mødes face-to-face i en bunker midt i en krigszone...(haha)

Eller da Franks håndlanger på egen hånd opstøver ham hackeren, der er flygtet langt væk, og prygler info ud af ham, så han kan myrde hende den stakkels escort-pige, som han jo egentlig godt kan lide og som ikke udgør en reel trussel for nogen.

At Francis snakker til kameraet, synes jeg ikke gør spor. Det fungerer jo godt.

så han kan myrde hende den stakkels escort-pige, som han jo egentlig godt kan lide og som ikke udgør en reel trussel for nogen.

Men hun udgør jo en potentiel trussel.

Jeg erklærer mig ret enig med Kemosabe og har, i min lettere beruset stund, kommentarer der stikker i forskellige retninger ift. House of Cards. Jeg har dog kun set afsnit et af sæson fire og tænker at jeg færdiggør den i løbet af ugen.

For det første synes realisme at have fået en ny definition med Trumps kampagne. Jeg siger ikke Trump myrder folk til højre og venstre, men hvis nogen havde beskrevet noget der ligner hans præsidentkampagne for ti år siden, er jeg sikker på at folk ville have kaldt det utroværdigt og urealistisk.

For det andet har House of Cards ikke været realistisk i mere end omkring de første 20 minutter. Frank Underwood har aldrig været realistisk, men er derimod det ekstreme indbegreb af alt hvad vi hader ved politkere. Hans magtliderlighed får Iznogood til at blegne. Hans villighed til at forråde og skade andre for egen vindings skyld, er Stein Bagger gange ti, og hans villighed til at undertrykke egne følelser til ære for den offentlige opfattelse af ham, får Hugh Jackman til at se heterosexuel ud. Han er den underholdende psykopat og ikke den troværdige, men ambitiøse, politiker.

Problemet med serien, som jeg ser det, er at den placerer sig lidt mellem underholdning og realisme. De politiske diskussioner kunne være nok så interessante, hvis ikke man fornemmer at Frank altid vil out smarte og out psyko´e sine modstandere. Realismen, som man trods alt fornemmer i forbindelse med det politiske, bliver således fuldstændig ligegyldig og kedelig, når den bliver blandet sammen med den ekstreme og urealistiske hovedperson, som nok skal få sin vilje - koste hvad det vil.

Jeg synes slet ikke sæson 3 er så dårlig som mange andre.

Det er rigtigt at der nogle afsnit hvor tempoet er meget lavt i forhold til de to første sæsoner, men jeg synes egentlig kvaliteten stadigvæk er helt i top.

Jeg vil dog sige at jeg godt kan se hvordan den kan virke kedelig hvis man ser den mere for at få tiden til at gå, eller bare for at være underholdt (og i øvrigt intet ondt om det, sådan har jeg det også og bruger flere forskellige serier for ren underholdning), men dybden i sæson 3 synes jeg er fantastisk.

Detaljerne er på plads, og jeg er meget uenig i at den bliver utroværdig eller at karaktererne bryder med rollerne og laver "fjollede" ting.

Hele pointen med sæson 3 er at vise at Frank og Claire har nået deres mål. De to første sæsoner handler udelukkende om at nå dét mål, og nu står de der pludselig, og stemningen er pludselig "og hvad så nu?". I stedet for at det er Frank der angriber, er det ham der bliver angrebet, og skal til at forsvare sig.

Og uden at spoile, hverken for sæson 3 eller 4, så var sæson 3 nødvendig for at sæson 4 kan ske.

"Jeg vil dog sige at jeg godt kan se hvordan den kan virke kedelig hvis man ser den mere for at få tiden til at gå, eller bare for at være underholdt (og i øvrigt intet ondt om det, sådan har jeg det også og bruger flere forskellige serier for ren underholdning), men dybden i sæson 3 synes jeg er fantastisk."

Jeg synes det er stik modsat, dog med forbehold om at jeg ikke har set længere end midt i sæson 3. Jeg synes netop serien gik fra at være interessant uden at være "ren underholdning" til at være en utroværdi "action serie", det at hovedpersonen går fra at være en forsigtig men udspekuleret politiker til en diabolsk morder huede mig ikke, og virkede utroværdigt for hans karakter.

Det kan godt være at det var præmissen i den originale serie, og hvis det så er præmissen for at den amerikanske udgave, at den slavisk skal følge den britiske så er min kritik måske fejlslagen, ikke destomindre var det en drejning der ikke gjorde noget godt for mig.

Jeg synes det er stik modsat, dog med forbehold om at jeg ikke har set længere end midt i sæson 3. Jeg synes netop serien gik fra at være interessant uden at være "ren underholdning" til at være en utroværdi "action serie", det at hovedpersonen går fra at være en forsigtig men udspekuleret politiker til en diabolsk morder huede mig ikke, og virkede utroværdigt for hans karakter.


Det opsummerer jeg også mit problem med HoC. Det går allerede galt i sidste afsnit af første sæson. Måden han kommer af med visse problemer står i kontrast til hele den kyniske og rationelle del, der ellers er karakterens styrke. Hvorfor løber Underwood sådan nogle risici?

Det hænger ikke sammen.

Jeg følger stadig med og fint underholdt, men niveauet falder som Underwood bliver mere bestialsk og mindre kalkulerende.

Jeg synes det er stik modsat, dog med forbehold om at jeg ikke har set længere end midt i sæson 3. Jeg synes netop serien gik fra at være interessant uden at være "ren underholdning" til at være en utroværdi "action serie", det at hovedpersonen går fra at være en forsigtig men udspekuleret politiker til en diabolsk morder huede mig ikke, og virkede utroværdigt for hans karakter.

Frank slår ikke nogen ihjel i sæson 3, modsat både sæson 1 og 2 ...

Kritikken af sæson 3 har netop gået på at den var kedelig, at der ikke skete ret meget, så at betegne det som en "actionserie" er altså forfejlet at give sæson 3 skylden for.

"Kritikken af sæson 3 har netop gået på at den var kedelig, at der ikke skete ret meget, så at betegne det som en "actionserie" er altså forfejlet at give sæson 3 skylden for."

Det har så aldrig været mit udgangspunkt at jeg droppede serien fordi der skete for lidt, kedelig måske, men det har som sådan intet med action at gøre, da action ofte er netop kedeligt.

Jeg forstår ikke kritikken af House of Cards - utrolig stærk og gennemført serie i min optik.

Breaking Bad-spoilere:
___________________________________________

Derudover har jeg endelig fået set Breaking Bad færdig. Wauw...

Fantastisk serie og selvom den godt måtte have sluttet endnu mere dystert, så er det jo bare rendyrket kunst. Aaron Paul spiller helt ufattelig godt, og de moralske dilemmaer, og følgerne heraf, som han står i undervejs, er skildret så vanvittigt. Da han fortæller, om det han har lavet i sløjd, da han tager sig af Gayle, og den håndfuld gange han for alvor konfronterer Walt står som højdepunkter i en gennemført serie!