Snak

Jay Landsman er også for lækker.

Jeg har set de første tre afsnit af Westworld, og jeg synes, ideen har nogle spændende perspektiver, men de gentagende narratives med værterne er lidt trættende at følge med i. Bortset fra Ed Harris har jeg også lidt vanskeligt med at engagere mig i karaktererne, men det kan være, det kommer, hvis værterne får udviklet deres bevidsthed.

Jeg håber i øvrigt ikke, at Anthony Hopkins skal blive ved med at brække menneskets sande tilstand ned i samtlige replikker.

Landsman er for fed. Også i overført betydning altså.

Og Bodie. Ham elsker jeg også.

Og the Bunk!

Ja, den liste kan blive ved længe.

Landsman er for fed. Også i overført betydning altså.

Baloney-sandwich og pornoblade er fandme ægthed.

Landsman selvfølgelig. Det er umuligt at huske dem alle. Lester Freamon fortjener også at blive nævnt. Bunk er naturligvis også herlig, men i det her ocean af gode karakterer er han jo blot en lille biperson. Et sidekick hovedsageligt til comic relief.

Og så har jeg måske endda glemt den bedste skurk af dem alle: Maurice Levy.

Jeg har ikke set nok af GOT til at udtale mig autoritativt (er nok i det hele taget ikke så meget til fantasy), men er det ikke, hvad der sker i temmelig mange afsnit? En eller anden wow-slutning, hvor nogen bliver dræbt, evt et "episk" slag?

Janet Leigh bliver dræbt knap halvt inde i Psycho, btw. Sådan i modsætning til den lidt tvivlsomme/anløbne kvindelige hovedperson i North By Northwest, som ender med at få Cary Grant.

Mange afsnit slutter naturligvis med slutning, som er designet til at få folk til at se næste afsnit. Det kan jeg i øvrigt ikke se noget problem i. Men få afsnit har så markante slutninger, som den, jeg refererer til. Den slutning er altså noget specielt - også i sammenligning med karaktermord i i film.

Fair nok med Psycho. Det er langt inde i filmen. Jeg mener dog ikke, at det gør slutningen i GoT mindre kreativ.

Lost in Translation, de fleste Malick-film, mange komedier (de bruger så bare fraværet af et stramt plot til sort humor), mange road movies... For nu bare at nævne noget velkendt.

Forestil dig en tv-serie på tre sæsoner, hvor Bill Murray bare vandrer rundt i japanske byer sammen med Scarlett Johansson. Det gider publikum ikke.

Tak for svar. Jeg giver mig næsten, og du har i hvert fald ret i, at tv-serier har behov for et overordnet plot for at fungere. En interessant eksempel er dog Mad Men, hvor man - hvis jeg husker rigtigt - i stort set hele første sæson ikke rigtigt ved, hvorfor man skal se serien eller hvad den i virkeligheden handler om - men hvor man i stedet er fascineret af miljøet og karaktererne. Det lyder umiddelbart som Lost in Translation, som jeg dog ikke har fået set endnu (ja, det er en fejl).

Der findes naturligvis også mere radikale plotløse film af den eksperimenterende art; allegoriske eller metaforiske og diverse ikke-lineære film. Ja, kunstfilm i det hele taget er sjældent "plottede". Tarkovskis "Spejlet"/"The Mirror" eksempelvis.

Eller Jørgen Leths Det perfekte menneske.

Boom!

Ja, også et fint eksempel Borger.

"Boom" kender jeg ikke.