Jeg har set samtlige tilgængelige afsnit af Når støvet har lagt sig, og min vurdering er: ren lort.
Lad være med at se den, hvis du ikke bryder dig om karikerede arketyper og en alt for villet sammenfletning af tidslinjer.
Alle konflikter er skåret så meget ud i pap, at selv de dummeste forstår det hele. Alle karakterene befinder sig i sådan en konflikt og er enten vildt kede af det, fordi deres liv bare er SÅ svære, eller også er de nogle ræddi dumme svin - af og til en blanding. Der er stort set ingen humor; alt er tristesse, og der sker hele tiden det værst tænkelige. For alle.
Derudover er der smurt på med klichéer, så det gør ondt: TOTALT uventede venskaber mellem umiddelbart alt for forskellige mennesker; den kyniske type, der er blevet det, fordi han i virkeligheden er sårbar; machomanden, der bag facaden er gay; den dårlige far, der ønsker forsoning ... Seriens eneste nogenlunde rigtige menneske er den stereotypt maskuline VVS-far.
Særligt tåkrummende er skildringen af det politiske lag. Replikkerne er frygteligt kunstige og scenarierne så dilettantisk skrevet og udtænkt, at jeg ikke forstår, hvordan det overhovedet er kommet i fjernsynet.
Endvidere trækkes et meget stort antal scener i langdrag. Det er, som om man som seer skal nudges til at forstå et eller andet dybt, der desværre ikke er der, via det håndholdte kameras insisteren på fastholdelse af banalitet. Frygteligt irriterende.
Højdepunktet er den meget velkoreograferede terrorscene. Den er godt lavet og meget bevægende. Punktum.
Lad være med at se den, hvis du ikke bryder dig om karikerede arketyper og en alt for villet sammenfletning af tidslinjer.
Alle konflikter er skåret så meget ud i pap, at selv de dummeste forstår det hele. Alle karakterene befinder sig i sådan en konflikt og er enten vildt kede af det, fordi deres liv bare er SÅ svære, eller også er de nogle ræddi dumme svin - af og til en blanding. Der er stort set ingen humor; alt er tristesse, og der sker hele tiden det værst tænkelige. For alle.
Derudover er der smurt på med klichéer, så det gør ondt: TOTALT uventede venskaber mellem umiddelbart alt for forskellige mennesker; den kyniske type, der er blevet det, fordi han i virkeligheden er sårbar; machomanden, der bag facaden er gay; den dårlige far, der ønsker forsoning ... Seriens eneste nogenlunde rigtige menneske er den stereotypt maskuline VVS-far.
Særligt tåkrummende er skildringen af det politiske lag. Replikkerne er frygteligt kunstige og scenarierne så dilettantisk skrevet og udtænkt, at jeg ikke forstår, hvordan det overhovedet er kommet i fjernsynet.
Endvidere trækkes et meget stort antal scener i langdrag. Det er, som om man som seer skal nudges til at forstå et eller andet dybt, der desværre ikke er der, via det håndholdte kameras insisteren på fastholdelse af banalitet. Frygteligt irriterende.
Højdepunktet er den meget velkoreograferede terrorscene. Den er godt lavet og meget bevægende. Punktum.
Niddets arkivar