Snak

Det skal ikke forstås som den lykkelige slutning, og alle de klassiske tricks man husker fra ældre biograffilm. Jeg synes bare at både The Pacific og Band of Brothers har en stemning og musik som jeg ellers kun oplever ved store hollywoodproduktioner. Det er iøvrigt ikke en kritik. Jeg synes det er fremragende fjernsyn.

Der er noget episk over det på en måde, som jeg synes Hollywood frembringer bedre end noget andet.

Hæhæ, ‘kvalmende’ efterfulgt af ‘ikke en kritik’, kan jeg nu godt forstå, at man responderer på.

Giver ikke nogen mening. Jeg gik selv i gang med BoB fornyelig. Det er godt og synes modsat Kripa at det netop ikke er Hollywoodkvalmende. Måske er Ross lige en tand for meget men ellers godt castet

Med kvalmende hentyder jeg til den helt særlige stemning som Hollywoodfilm formår at tillægge deres produktioner. Især i krigsfilm. Store hollywoodproduktioner adskiller sig her fra det meste andet fjernsyn, og det er meget sjældent den kan opleves i serier. Band of Brothers og især Pacific er undtagelser.
Det er film som Saving Private Ryan jeg især tænker på. Historien om den almindelige amerikanske mand, der tvinges til at forsvare fædrelandet imod fjender i fjerne egne.
Soldater der må finde et mod de ikke anede de besad, men som kærligheden til USA og deres familier giver dem i farens stund.

Jeg vil dog sige, at der dog også er kvalmende elementer. Herunder hvor hårdt det er for de amerikanske soldater at slå alle de japanere ihjel. Og hvordan amerikanske soldater er hele mennesker med både gode og dårlige sider, mens japanske soldater bare er et tal. Det er selvfølgelig en amerikansk produktion, men det kunne have været spændende at se historien fra begge sider, nu hvor der alligevel er valgt en fortællerstil med flere hovedpersoner.

Musikken vil jeg delvist give ret i, men det hænger også sammen med at det er så godt som umuligt at lave noget der viser "American Heroes", uden at trække på Copland-traditionen. Hver gang man hører noget og straks tænker "Amerika!", er det udsprunget fra Copland. Tænk Superman, Saving Private Ryan, Captain America osv.

Og når man grundlæggende har én komponist der har skabt lyden af Amerika, er det svært at få det til at lyde anderledes, uden man tager en gevaldig chance, og det vil man aldrig se i så store og dyre produktioner. Desværre, måske. Men personligt er jeg en sucker for en god heltefanfare!

Med kvalmende hentyder jeg til den helt særlige stemning som Hollywoodfilm formår at tillægge deres produktioner. Især i krigsfilm. Store hollywoodproduktioner adskiller sig her fra det meste andet fjernsyn, og det er meget sjældent den kan opleves i serier. Band of Brothers og især Pacific er undtagelser.
Det er film som Saving Private Ryan jeg især tænker på. Historien om den almindelige amerikanske mand, der tvinges til at forsvare fædrelandet imod fjender i fjerne egne.
Soldater der må finde et mod de ikke anede de besad, men som kærligheden til USA og deres familier giver dem i farens stund.

Jeg vil dog sige, at der dog også er kvalmende elementer. Herunder hvor hårdt det er for de amerikanske soldater at slå alle de japanere ihjel. Og hvordan amerikanske soldater er hele mennesker med både gode og dårlige sider, mens japanske soldater bare er et tal. Det er selvfølgelig en amerikansk produktion, men det kunne have været spændende at se historien fra begge sider, nu hvor der alligevel er valgt en fortællerstil med flere hovedpersoner.

Der er Letters from Iwo Jima en glimrende undtagelse fra Hollywood. Det er rent faktisk japanere, der spiller japanerne, de taler rigtig japansk og de fremstår rent faktisk som mennesker. Perspektivet er selvfølgelig også anderledes.

Er der lavet film om tyske soldater, der på samme måde blive menneskeliggjort?

Måske Unsere Mütter, unsere Väter?

Tak for tippet, den ser spændende ud.

Das Boot og Stalingrad, er de to jeg først tænker på, der viser det fra tysk perspektiv, uden alt for meget stereotyp ondskab hos tyskerne.

Das Boot og Stalingrad?

Jens var hurtigere