Redigeretons 21. dec 2022
Berlingske bringer i dag en artikel om kampene ved Bakhmut under overskriften "En alm. huslflue lever længere end en russisk soldat" - men der er en mening med galskabet. Et klip herfra:
Det er i høj grad den private russiske lejesoldathær Wagner, som har stået for offensiven, og vi kender faktisk i detaljer deres taktik …
Fordi ukrainerne på en død Wagner-officer fandt en tablet med deres taktiske software. Her kan man se et realtime-kort over et område. Hver soldat har sin egen prik og sin egen farve, alt efter hvilken angrebsgruppe han tilhører. Han har også en mobiltelefon, hvor han kan se sin placering og sin gruppe, og når han skal angribe, kan han se helt præcist, hvilken rute han skal følge, som det britiske forsvarsministerium og den ukrainske chefredaktør Jurij Butusov fra mediet Censor.net har beskrevet.
Wagners stabsofficerer sidder bag linjerne og studerer dronebilleder og andre efterretninger og detaildirigerer soldaterne og angrebsgrupperne mod de ukrainske mål.
Wagner rekrutterer hovedparten af sine infanterister i de russiske fængsler, og de pågældende har som oftest ingen militær erfaring og får kun en nødtørftig træning. Så hvad gør man ved fronten med mellem 20.000 og 30.000 utrænede soldater fra fængslerne? Man udvikler en form for frontledelse for kanonføde, nemlig en remotekontrol via skærmene. Fodsoldaterne skal ikke tænke, de skal ikke foretage sig noget intuitivt, de skal bare tjekke deres farve, deres gruppe og deres ruter på skærmen, og så skal de følge de simple direktiver.
Hvordan foregår sådan et Wagner-angreb så?
Så primitivt som muligt, for det er, hvad deres soldater kan. I dagtimerne styrer de soldater fra flere angrebsgrupper frem til frontlinjen, og derefter dynger de det ukrainske mål til med artilleri, missiler og bomber. Fodsoldaterne får en angrebsordre og stormer mod de ukrainske skyttegrave på den anden side. Der er ingen retræteruter angivet på skærmene, og hvis de trækker sig, bliver de skudt på stedet, skriver Jurij Butusov (rigtig mange kilder taler om barrieregrupper som er enheder der stilles op bag de angribende soldater og skyder dem der vender om). Det ved soldaterne, og derfor angriber de selv ind i direkte ild. Når en angrebsgruppe er udryddet, angriber den næste, og sådan bliver det ved.
Tabene er vanvittige, men der er en mening med vanviddet. I moderne militærledelse handler det normalt om at passe på soldaterne, fordi en soldat er en højtuddannet specialist. Han eller hun kan noget.
Men – lyder teorien – soldaterne hos Wagner repræsenterer individuelt ingen værdi, de kommer lige fra fængslet og har stort set ingen militær træning, og hvis de dør, vil samfundet ikke begræde deres død. Det er til gengæld deres værdi som gruppe: At de som levende kamikazedroner kan fjernstyres mod et mål igen og igen og uden konsekvenser, og til sidst bryder målet psykisk og fysisk sammen. Det er planen.
Som en ukrainsk soldat lettere demoraliseret udtrykte det i denne uge i The Wall Street Journal: »Russerne tømmer deres fængsler og sender deres værste mennesker til fronten for at dø, mens vi mister vores bedste. Det er ikke retfærdigt.«
Virker den russiske taktik?
Det kommer an på definitionen af spørgsmålet. Russerne er på 200 dage i gennemsnit rykket 60 meter frem om dagen, og de står nu ved den nordvestlige udkant af Bakhmut. Så på den måde kan man vælge at sige, at det har virket, og det er russernes udlægning af teksten.
Men se på omkostningerne. Vestlige eksperter vurderer, at mellem 60 og 100 russere dør hver dag ved Bakhmut. Beregnet siden 1. august betyder det mellem 8.500 og 14.000 faldne. Anekdotisk angives den forventede levetid for en russisk soldat ved Bakhmut at være »ti dage eller mindre«. Eller med andre ord: En almindelig husflue lever længere end en russisk soldat ved Bakhmut. Det er det modsatte af omkostningseffektiv krigsførelse.
Wagner vil sige, at omkostningerne ikke betyder noget, fordi de pågældende soldater ikke betyder noget, og dermed er taktikken omkostningseffektiv.