"Du er med på, at du dermed selv indirekte er kommet med argumentet om, at Rusland ikke lader sig stoppe med diplomati og snak, ikke sandt?"
I tilfældet Krim, under de givne omstændigheder, var russerne næppe til at tale med - hvilket primært beror på at bl.a. basen i Sevastopol har betragtelig historisk og sikkerhedsstrategisk betydning for dem ... og at store dele af Krims befolkning de facto ønskede at overgå til den russiske føderation.
Store stater og supermagter giver sjældent efter når deres vitale interesser er gået nær. Vi havde næppe heller fået amerikanerne til at opgive den ulovlige Irak-krig eller deres subversive krigsførsel i Syrien, kup-ambitionerne i Venezuela, hverken med krigstrusler, sanktioner eller slingrende diplomati med dubiøse dagsordener. Hvis Cuba ville kyle amerikanerne ud fra Guantanamo, tvivler jeg også på at sidstnævnte ville gå frivilligt. På samme vis skal vi nok heller ikke regne med at Kina opgiver Taiwan, selvom vi sanktionerer og puster os op militært.
Som skrevet mange gange før; super- og stormagter er ofte ret megalomane og rigide, foruden temmeligt paranoide ... og det er bl.a. derfor vi skal søge at forankre dem i bedre regulerede, kontrollerede og attraktive sikkerhedsaftaler og samarbejdssystemer end tilfældet er nu, så den gældende, internationale retsløshed reduceres betydeligt. Men også dette er en ret langstrakt proces.
"Så egentlig kan du lige så godt svare på dit eget spørgsmål."
Nu nævnte du selv at der blev gjort for lidt - men jeg er enig. Vi forsømte (også déngang) et autentisk, offensivt diplomati, som kunne bidrage til et bæredygtigt kompromis mellem parterne. Enkelte parter, herunder Frankrig og Tyskland, tog initiativ til Minsk-processerne og Normandiet-formatet, som imidlertid fejlede - og idag af bl.a. Merkel, Hollande og de ukrainske præsidenter beskrives som en skueproces, der skulle holde russerne hen vedr. Donbass-konflikten og give Ukraine tid til at ruste op.
Der skræppes meget op om naivitet hér i debatten - og jeg er helt enig i at megen diplomati er skueprocesser og urealistisk bavl. Men der findes immervæk en del eksempler i verdenshistorien, også den nyere, på at diplomati i samspil med diverse incitamenter og krav fra betydningsfulde parter har enten stilnet krige af eller direkte åbnet op for løsninger på ellers mangeårigt fastlåste fjendskaber. Amerikanerne og europæerne har historisk bidraget en del til sligt, det samme gælder russerne og kineserne. FN har også succéshistorier at berette om, på trods af at institutionen har haft et temmeligt komplekst og politisk stormomsust liv.
Naiviteten knytter sig også til krigsførsel; tjek hvordan det er gået for russernes krigsmetodik i Ukraine hidtil. Tjek hvordan amerikanerne trods tyve år i både Irak og Afghanistan ikke lykkedes med deres forandringsmålsætninger. Tjek hvordan de subversive ambitioner i Syrien gik på røven mens landet blev smadret. Vi har utallige eksempler på at krige ikke når de erklærede (for)mål - og ofte skaber flere og større problemer end hvad man i forvejen sloges med, herunder regulære katastrofer.