Hvis jeg skal kigge lidt bagklogt på det hele, så er den store, historiske tragedie i mine øjne, at man ikke dengang i 90´erne - hvor mulighedernes vindue var åbent - var mere ambitiøse i forhold til at planlægge NATO og EU´s østudvidelser. Og her tænker jeg ikke på Ukraine alene, men Rusland. Vi skulle have haft dem med ind i varmen og fjernet risikoen for ethvert nyt jerntæppe. Vi stirrede os blinde på Baltikum og så ikke det større perspektiv.
Rusland inviterede til OSCE-forhandlinger i starten af 00´erne - for at denne institution under Europarådet (og med reference til FN) kunne blive den samlende sikkerhedsstruktur for Europa. Dette blev afvist med henvisning til NATO´s kompetencer, og præferencen for at forblive i denne. Rusland forsøgte at blive partner med NATO, subsidiært medlem, men dette blev ikke imødekommet af amerikanerne.
Det havde været klart bedst med en OSCE-model, men bedre end ingenting med Rusland i NATO. Vi fik ingen af delene. Og derpå kom Irak-krigen, som dels angreb russiske samhandelsinteresser og dels startede en brand i Mellemøsten, som bredte sig til russiske militære og samhandelsmæssige interesser i Syrien og samtidig truede med destabilisering af Putins baghave (hvilket Afghanistan-krigen i forvejen spædede godt til). Ingen protester fra Rusland blev hørt, selvom det relativt hurtigt stod klart at Colin Powell havde løjet skamløst for verden ved hans krigstale i FN.
Her er i øvrigt lidt om helten Zelinsky (manden med de brudte løfter til Donbass): https://www.occrp.org/en/the-pandora-papers/pandora-papers-reveal-offshore-holdings-of-ukrainian-president-and-his-inner-circle
Arsenal FC, Real Madrid, FC København, wonderbars: https://www.youtube.com/watch?v=HavKbRPC9Z8
