Redigeretons 16. mar 2022
Dagens Rusland kan vel bedst beskrives som en hybrid; landet er under Putins politiske ledelse blevet stærkt neokonservativt, især efter bruddet med Vesten sidst i 00´erne, men der er også neoliberale strømninger og strukturer, som stammer fra 90´ernes markedsarkitektur og oligarkiudvikling - og så er der den autokratiske, slavisk inspirerede statsmagtstradition, som i betydeligt omfang har indrammet de spæde liberale, demokratiske udviklingstiltag og pressens frihed gennem de seneste ca. 30 år. Putin er samtidig lykkedes med, i mange russeres øjne, at tage scenen som landets faderskikkelse, en statsmand som med konsekvens og styrke vogter over nationens arv og fremtid.
Minder dette om fascismen, som denne udfoldede sig under Mussolini? Der er den stærke mand, der er symboldyrkelsen og retraditionalismen, der er det tætte samarbejde/symbiose/forbrødring mellem stat og erhvervsliv, og der er den brede befolkning, som skal bidrage til nationens storhed(/den større sag) - uden i øvrigt at nyde ret megen demokratisk indflydelse. Der er statens (kaldet folkets) ambition om informationsstyring/den rette fortælling. Er der også tendensen til kulturel overlegenhedsfølelse, som adskiller fascismen fra f.eks. nazismens eugenik? Måske. Under alle omstændigheder er det ikke urimeligt at tale om Rusland som et land med fascistoide/totalitære træk - og enig i at Ukraines stat på mange måder ligner (men igen, landets kaotiske tilstand - og de mange udenlandske indblandinger siden selvstændigheden gør det komplekst at vurdere; landet har nærmest konstant befundet sig i undtagelsestilstande (korruptionsskandaler, politiske opgør, reformamok, valgsvindel, forceret gældssætning, højreradikalisme, kup, borgerkrig og (truslen om) invasion m.m.).
Nazismen adskiller sig mig bekendt fra fascismen på bl.a. to punkter; 1) det racehygiejniske element råder i nazismen, mens det i fascismen primært er kulturhygiejne som plager ontologien. Og i nazismen var der 2) en større tendens til statens overtagelse af produktionsapparatet/erhvervslivet, end der rådede i Mussolinis fascistiske Italien. Men begge regimer/styreformer (man kan i nogen grad se fascismen som en styreform, fremfor som en ideologi - mens nazismen tilfører den fascistoide styreform ideologisk ´substans´) indebar syntese mellem stat og erhvervsliv, og havde også dét til fælles at de med skabelsen af arbejdspladser og en vis (nationalsolidarisk) subsidiaritetspolitik iht. underklassen appellerede til arbejderklassen. At arbejdet gør fri (forstået som emanciperer individets sande statur) var/er også en underforstået sandhed, er også en fællesnævner.
Putins opråb om afnazificering af Ukraines politiske etablissement/regering er skudt en hel del over målet, men kan finde fodfæste i Rusland fordi de mest stålsatte, neonazistiske/neonationalistiske og brutale (leje)soldater (Azov-regimentet m.fl.) i det ukrainske militær har været indsat i mange år ved Donbass, hvor de har mange menneskeliv på samvittigheden. Rusland og Putin har anvendt dette politisk og forstørret den nazistiske tilstedeværelse i det ukrainske magtapparat, men samtidig har der også været tegn på at den ukrainske regering har udfordringer med højreradikale grupperinger i såvel parlamentet som i civilsamfundene - hvilket givet bidrog til at Zelinsky sidst i 2019 flyttede fokus fra den lovede fredsforhandling i Donbass til en mere ubøjelig, nationalistisk retning, som i højere grad kunne afstemme interesser/politikkerne mellem de magtfulde parter i ukrainsk politik. At dette har haft betydning for Ruslands beslutning om at invadere kan bestemt ikke udelukkes; der er høge til højre for Putin i russisk politik - og en stærk mand for en mægtig nation kan ikke forblive passiv når russisk talende/etniske angribes af nazister.
Arsenal FC, Real Madrid, FC København, wonderbars: https://www.youtube.com/watch?v=HavKbRPC9Z8