Det væsentlige er jo at det materiel de får fungerer. Der står meget gammelt lort rundt omkring. Som med alt andet som står stille er der typisk en del vedligehold før det er oppe at gå. Mange af de M109´er man havde i Danmark for små 20 år siden var arvet af amerikanerne. Flere havde tjenestegjort i Vietnam, Golfen og andre steder, så med gennemlysning kunne man se gamle lappehuller i panseret. Ofte var der en rotationscyklus på 3-5 år, hvor det driftes en periode og derefter står på lager et stykke tid. Det kræver en helvedes masse vedligehold, hvis det har stået længe.
Nyere M109 af Paladin-varianten og frem kommer så med autoladning og GPS, mens de gamle måtte sikres og sigtes ind manuelt og lades og affyres manuelt. En god K1 kunne gøre det på omkring 5 minutter, men det kræver en del træning. Med de moderne kører man koordinaterne ind og så er det nærmest bare at trække i snoren. De er vel klar til skud på under et minut, hvis de skal flytte stilling. Det gør dem langt mere mobile. Med sprænghoveder der går af over målet, kan man således gøre livet pænt surt for en langsom konvoj, hvis man konstant flytter sig og skyder, og det fra en rimelig sikker afstand. Det var jo altid udfordringen for artilleri, at det var ret låst i stillinger og det tog adskillige minutter at sikre og sigte ind, hvilket gør det hele ret risk reward, hvor man let er et statisk mål i moderne krigsførelse. Videre var man lidt låst i batteriformationer, hvor nyere kanoner kan arbejde mere autonomt. Pointen værende, at 18 kanoner af nyere dato kan lave ganske godt med ravage, under rette omstændigheder.
Jeg kunne også forestille mig at nogen af de lokalt modificerede M109 kan have rækkevidde på godt over 30 kilometer i dag. Schweiz var som jeg husker det ret langt fremme i sin tid og nye ladesystemer gør at man vel kan smide 5-10 runder afsted i minuttet i kortere perioder.