"Hvad fanden er der gået galt i den relation."
Meget er gået galt, og allerede før det russiske angreb i februar var mange klar over at den var helt gal. Jeg har tidligere henvist til analytikere som mener at det allerede i 2007 stod klart for Rusland (og dele af Vesten) at en kollission ville blive uundgåelig vi har i Danmark og Vesten haft et lige så ensidigt klima og informationsniveau i Rusland, som gør at almindelige mennesker, som ikke interesserer sig for geopolitik, blev taget på sengen.
Men, selv blandt de mange militæranalytikere, som Danmark idag foretrækker som eksperter fremfor konflikt- og fredsforskere (!), er der enkelte som demonstrerer både indsigt og kritisk udsyn til Vestens samspil med Rusland, og før krigen publicerede Jørgen Meedom Staun fra Forsvarsakademiet denne artikel, som kommer nogenlunde fornuftigt rundt om de opbyggede problemstillinger, inkl. den megen tale om russisk imperialisme. Den er desværre ikke blevet lagt til grund for den danske iagttagelse af Rusland/Putin/konfliktudviklingen, men læs den gerne:
Rusland som politisk og militært sårbart
Den første logik er overvejende defensiv. Der er nemlig, hvis man spørger Stephen Covington, tidligere mangeårige rådgiver for NATO’s Supreme Allied Commander Europe (SACEUR), en udpræget geostrategisk og teknologisk sårbarhedsfornemmelse i den russiske politiske og især militære elite.
Den er dels betinget af det enorme russiske territorium – over 17 millioner kvadratkilometer, en landegrænse på små 20.000 kilometer og en kystlinje på over 37.000 kilometer, meget af det i Arktis – der dybest set er umuligt at forsvare, alle steder, på samme tid.
Den er også betinget af den historiske læring, som det russiske, herunder det sovjetiske, forsvar har fået med sig fra de to eksistenskrige i moderne tid, som de har været involveret i, nemlig Napoleonskrigene 1803-1815 og krigen mod Hitlertyskland 1941-1943. Her kom fjenden i begge tilfælde hen over de hviderussiske og ukrainske sletter.
Under hele den Kolde Krig kom truslen også fra vest: NATO. Og det har fæstnet sig i en opfattelse af, at Rusland er sårbart.
Føler sig snydt
Sårbarhedsfornemmelsen kan vi se afspejlet i den russiske trusselsopfattelse, som den træder frem i Ruslands centrale sikkerheds- og udenrigspolitiske dokumenter og doktriner.
I forhold til Vesten - USA og Nato - tegner der sig, set med russiske øjne, fire overordnede trusler:
For det første føler Rusland sig helt overordnet set truet af NATO. De føler sig snydt i forhold til det, Rusland opfatter som USA’s løfte om ikke at udvide NATO østover, og kaldte det allerede i den nationale sikkerhedsstrategi i 1997 for ”uacceptabelt”. Det er en linje, der er videreført siden – i de senere år med øget vægt.
Rusland føler sig desuden sårbart overfor USA’s og NATO’s formodede teknologiske overlegenhed. Her fremhæves især USA’s og NATO’s missilskjold, det amerikanske Global Prompt Strike koncept – som handler om, at USA skal kunne ramme mål alle steder på kloden indenfor en time – og det øgede fokus i USA på militær udnyttelse af rummet.
Alle opfattes de som forsøg fra Vestens side på at undergrave den russiske evne til at gengælde et førsteslagsangreb, herunder nukleart.
Dertil er Rusland stærkt bekymret over Vestens hang til demokrati-eksport, frem for alt initiering af og støtte til såkaldte farve revolutioner, som af den russiske chef for generalstaben Valerij Gerasimov omtales som ”statskup organiseret udefra” (af Vesten)."https://www.altinget.dk/forsvar/artikel/her-er-putins-tre-krigsmaal