Snak

Mik,

https://en.wikipedia.org/wiki/Sovereign_state

Anerkendelsesteorien blev forladt i midten af forrige århundrede til fordel for en mere de facto-holdning (declarative), også for at beskytte borgerne. Men der er stærke politiske kræfter i disse tider der vil spole tilbage selvfølgelig. Det handler også om staten skal beskytte fremmede borgere, hvis det er en stat.

https://en.wikipedia.org/wiki/Montevideo_Convention

"The European Union, in the principal statement of its Badinter Committee,[13] follows the Montevideo Convention in its definition of a state: by having a territory, a population, and a political authority."

Jeg havde den samme diskussion med Reimer-Elster da russerne gik ind i DPR og LPR, hvor han i hvert fald indrømmede at det ikke var helt sikkert, at de to republikker var en folkeretlig del af Ukraine, som politikere og medier jo bare har vedtaget.

Og så kan man jo kun elske Alf Ross skarpe analyser, her som altid:

Den her fremsatte opfattelse, hvorefter også den ikke-anerkendte stat
(»de facto staten«) er folkeretssubjekt, og anerkendelsen kun har deklaratorisk betydning, er næppe nogensinde blevet alvorligt bestridt i
praksis. Ingen statsmand ville komme på den tanke, at en sådan stat
skulle være retsløs – dens territorium herreløst, dens borgere fredløse.
Ikke desto mindre findes der i litteraturen en udbredt opfattelse hvorefter anerkendelsen skal have konstitutiv virkning, d.v.s. selv være den
retstiftende kendsgerning der først gør den ny stat til berettiget og forpligtet medlem af folkeretssamfundet. Denne praktisk urimelige teori er
et fantasifoster der aldrig ville have set dagens lys, hvis den ikke var
udsprunget som en ren konstruktiv konsekvens af den falske teori om
folkeretten som aftaleret (§ 1, V). Går m an nemlig ud fra den forudsætning, at al folkeret nødvendigvis må bero på aftale mellem de forbundne
stater, må man akceptere den konsekvens, at den ny stat, der jo ikke
har truffet aftale med nogen, står udenfor folkeretten. Man søgte da
efter noget der kunne fungere som en konstituerende aftale om fælles
bundethed under folkerettens regler, og fandt dette i anerkendelsesfænomenet. Det er let at se at denne teori er både praktisk og teoretisk
urimelig.

https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/juridiske-monografier/ross_laerebog_i-folkeret_1976.pdf

Tak, der var bestemt nogen nuancer jeg ikke var opmærksom på. Den russiske troppetilstedeværelse må dog udgøre et lille problem da den underminere vægten af ´nationens´ evne til at opretholde sig selv, samt sætter spørgsmålstegn ved om der er reel uafhængighed.

Interessant om Rusland vil anerkende i det hele taget eller om de bare venter på at indlemme igen. Der er nok nogle taktiske hensyn at tage til Rumænien og Moldova.

Alt det med folkeret og de facto-stater må blive rimeligt mudret og arbitrært al den stund at der ikke er et tydeligt folkeligt flertal i et område for det ene eller det andet. Det er jo ikke sådan at 90% af dem der bor i Donetsk eller Lugansk gerne vil være uafhængige. Jeg er ikke engang sikker på at det er halvdelen i dag.

Mikmik, interviewet eksponerer ikke blot den ringe ekvipering og den kaotiske organisering af de frivillige, men også at de beskød russerne fra civile boligområder. Men i øvrigt var den blot ét eksempel blandt flere, som jeg skrev - og her kan du læse om hans makker, den i medierne eksponerede Wali, som i øvrigt omtales i interviewet, jeg henviste til igår: https://dailytelegraph.co.nz/news/canadian-sniper-terribly-disappointed-with-military-reality-in-ukraine/

Det er meget, meget ringe at man ikke kan redigere sine kommenterer i bold.dk's nye laout, så her er en rettet version af min kommentar ovenfor: Mikmik, interviewet eksponerer ikke blot den ringe ekvipering og den kaotiske organisering af de frivillige (jeg skrev ikke om organiseringen af de regulære, ukrainske hærstyrker), men også at de beskød russerne fra civile boligområder. Men i øvrigt var det blot ét eksempel blandt flere, som jeg skrev - og her kan du læse om hans makker, den i medierne eksponerede Wali, som i øvrigt omtales i interviewet, jeg henviste til igår: https://dailytelegraph.co.nz/news/canadian-sniper-terribly-disappointed-with-military-reality-in-ukraine/

"Det er jo ikke sådan at 90% af dem der bor i Donetsk eller Lugansk gerne vil være uafhængige. Jeg er ikke engang sikker på at det er halvdelen i dag." Hvad du er sikker på eller ej, må ikke skygge over at alle tilgængelige fakta indikerer at store flertal i disse befolkningsgrupper ønsker autonomi/uafhængighed - men hele problemstillingen er jo skabt af at Vesten, specielt USA, støttede kupregeringens excesser i 2014 og fremad, hvor mange fredsforskere og diplomatiske kræfter forsøgte at slå til lyd for en forhandlingsløsning i det splittede Ukraine. En forhandlingsløsning, som ville/kunne have indebåret internationalt overvågede dialoger/afstemninger o.a. - men også have bremset den politiske offensiv mod Rusland, som amerikanerne i mange år har praktiseret. Idag står vi med en åbenlys proxykrig, hvor Ukraine er stedfortræderen som tager tævene på egen jord og egen befolkning, fordi USA (we'll fight the russians over there') og andre radikale kræfter i/bag NATO helt åbenlyst (og erklæret) har som mål at bringe den russiske krigskapacitet ned på et niveau, som gør det umuligt for landet at foretage angreb i Ukraine-skala (hvilket betyder at den russiske krigskapacitet skal reduceres voldsomt, som i -v-o-l-d-s-o-m-t). Med til denne bestræbelse hører lettere vanvittige forestillinger om at Krim og Donbass-regionen måske i virkeligheden ikke ønsker frigørelse fra Ukraine - og dette ER de facto vanvittige og fordrejende forestillinger; en lige så ringe propaganda som når russernes er værst.

Jeg siger ikke at jeg ikke et sikker på om det er et flertal i dag for sjov, jeg siger det fordi jeg mener at have læst det flere steder. I øvrigt er befolkningssamnensætningen nok ændret siden 2014 i de områder.

Mht. hvad der er USAs skyld og hvad alle de fine diplomatiske fredsforskere kunne have udrettet eller ej så er det jo ren spekulation. Det lykkedes dem i hvert fald ikke. Det var heller ikke ligefrem dialog og forhandling euromaidan-tilhængere blev mødt med fra regeringen. Det er et mærkværdigt, kontrafaktisk perspektiv du dyrker.

Og her er et forsøg på en nylig poll mht uafhæbgighed i Donbas https://www.washingtonpost.com/politics/2022/04/15/russia-ukraine-donbas-donetsk-luhansk-public-opinion/

@wanks, krim gider nok ikke være Ukraine - men 2/3 af Donbass gider ikke være russere, så helt vanvittigt er det måske ikke. Tænker du måske skal skrue lidt ned for dine vanvittigt postulater