"Er pointen med det her indlæg blot at konstaterer at der laves fejl og uhyrligheder på begge sider, uden på nogen måde at sætte det i relief eller kontekst ?"
MUSSEN, konteksten er bl.a. krigen, krigsudviklingen og de politisk/økonomiske virkeligheder som omgærder denne - og her kan der være mange forskellige opfattelser af hvad der gælder/har betydning. Når jeg, stillet overfor en påstand om at russernes annektering af Krim er årsagen til højreekstremismens og ultranationalismens fremvækst i Ukraine, anfører at kuppet i februar 2014 var katalysator for en konfliktudvikling i Ukraine, som betød at landet efterfølgende blev splittet i for/mod kupregeringen, øst/vest, ukrainsk/russisk - herunder at oprørske borgere blev mødt af kupregeringens afvisning af forhandlinger/dialog og voldsomme nedkæmpelse af folkelige kræfter - så er det for at supplere historieskrivningen med fakta. Det hævdes vedvarende af flere at al modstand mod kuppet var orkestreret og ledet af russerne, men dette er ganske enkelt ukorrekt og veldokumenteret af mange, herunder vestligt anerkendte iagttagere/medier osv.
Kuppet i februar 2014 betød at retstilstanden i Ukraine blev brudt, og selvom Vesten anerkendte kupregeringen omgående, insisterede både russisk etniske borgere og Rusland på at landet befandt sig i en undtagelsestilstand, og da kupregeringen afviste at respektere Krims befolknings protester og samtidig tilkendegav at man ville have flådebasen i Sevastopol, besluttede Rusland at aktivere de soldater man i forvejen havde på Krim i tilknytning til flådebasen og hjælpe befolkningen med at tage magten. Der var altså på befolkningsniveau en kontrarevolution - og på statsniveau en intervention fra russisk side, som også forebyggede en krigsudvikling a la dét som siden fulgte med kupregeringens militære overfald på befolkningsgrupperne i bl.a. Mariupol, Slavyansk, Kramatorsk, Lugansk og Donetsk, som alle var tydeligt modstandere af kupregeringens tilkomst og hensigter.
Jeg mener, som mange gange nævnt, ikke at den russiske intervention i Ukraine var lovlig, men det samme kan man sige om regeringstransformationen i Kiev. Dermed kan man sige at i den realpolitiske verden var det helt efter bogen at Rusland måtte reagere på udviklingen, specielt fordi Vesten tydeligt viste nul interesse i at sikre demokratiske tilstande og retssikkerheden opretholdt i Ukraine (ellers havde man jo forholdt sig helt anderledes til kuppet og dets konsekvenser).
"Jeg er enig i en del af dine pointer om hvordan stormagter agerer.
Har du en holdning til hvordan kuppet vesten tidligere fejl, Rusland tidligere invasioner osv skal påvirke Vestens svar på Ruslands invasion? Er det en fejl vi sender våben til Ukraine? Er det en fejl vi laver sanktioner?"
Ideelt set burde Vesten erkende sit store medansvar for udviklingen i Ukraine, men dette kommer ikke til at ske. Det næstbedste ville være at visse europæiske lande (Tyskland og Frankrig m.fl.) demonstrerer samme forståelse for ´den anden side´ af konflikten, som det i nogen grad skete med etableringen af Minsk-akkorden, og derigennem udfordrer USA´s kategoriske ensidighed. Burde Vesten støtte Ukraine økonomisk? Ja. Militært? I indeværende situation nej - Vesten burde have reageret med imødekommende forhandlinger overfor Rusland allerede før februar 2022, så krigen kunne være forebygget med nogle få, og ikke helt irrelevante indrømmelser (Krim til Rusland, Donbass i forhandling med Kiev om autonomi/føderale forhold og Ukraine som neutral nation aka Finland-modellen). Jeg er helt med på at man i Vesten taler meget om landes uafhængighed, men i den virkelige verden findes der ikke uafhængighed, kun i relativ forstand. Et land, som befinder sig mellem to (historisk og politisk/økonomisk) konfliktende parter har ikke gode vilkår, og vil notorisk risikere at blive knust, såfremt det vælger side. Derfor er neutralitet fornuftigt i en sådan situation - og personligt er det i øvrigt min overbevisning at vi har brug for langt flere neutrale lande på kloden; i det hele taget er militære alliancer noget skidt. Vi har, som jeg ofte har nævnt, en OSCE/FN-struktur, og et Europaråd, som kan danne ramme for et sikkerhedssamarbejde i hele Europa (inkl. Rusland). Et sikkerhedssamarbejde, som ikke baseres på en partisk, politisk magtbase (EU og/eller NATO), men på et multilateralt samarbejde der kan iagttage og tilgodese diplomatisk proces for og mellem samtlige europæiske lande.
For så vidt angår nu, altså på dette punkt i den fremskredne krigsudvikling, mener jeg at vi skal insistere på forhandling med Rusland (og herunder give dem et tilbud de ikke kan sige nej til - og som modkrav få garantier, aftaler om forhandling af en fremtidig europæisk sikkerhedsstruktur o.a.) USA/vestlige magter skal vise Rusland at det er vigtigere at få standset krigshandlingerne end at kæmpe for retfærdighedsprincipper, som de amerikanske/vestlige magter, ligesom Rusland, ikke rigtigt kan walke alligevel. Og angående Ukraine, så anser jeg ikke landets ledelse for at være mere troværdig end Ruslands - og jeg kunne godt give dig en lang liste over forbrydelser, korruption, svigt og løgne, som Zelinsky og den nuværende regering har på samvittigheden, og som betyder at jeg anser den nuværende regering for at være ca. lige så utilregnelig og upålidelig som den foregående (Poroschenko-arrangementet).
Min holdning (faktisk finder jeg ikke holdninger særligt vigtige; viden/udsyn, nysgerrighed og differentieret perspektivering er noget vigtigere for vore demokratiske samtaler) er således at fred er det absolut vigtigste lige nu. Våbenhvile og derpå forhandlinger som kan bane vejen for et forandret samarbejde i Europa, herunder en dekobling fra den amerikanske krigspolitik (og her kan vi så atter støde ind i forskellige opfattelser af hvad amerikansk politik handler om, samt hvilke kræfter der driver denne). Vi skal derfor støtte Ukraine i at forhandle nogle for regeringen stygge kompromisser på plads, æde nogle kameler og derpå komme videre med demokratiudvikling. Stolthed og forfængelige idealer er ikke så smart i en situation hvor ens eget land gennem ti år har været kastet ud i en katastrofal krise, som dybest set er stormagtskonflikt mellem Rusland og USA - og hvor Ukraine er blevet en kupramt markeds- og krigsskueplads for korrupte og nondemokratiske magters destruktive ageren.
Det var hvad jeg lige improviseret kan give af svar på dine spørgsmål. Hér er lidt fra Sachs om sanktionspolitikker, som jeg godt kan se en vis fornuft i, omend jeg personligt/principielt er imod økonomisk krigsførelse:
https://www.youtube.com/watch?v=G12TI3rSqhENB: Tjek udviklingen på slagmarken, som p.t. peger i retning af russisk fremgang og en truende opløsning af visse ukrainske frontafsnit. Ødelæggelserne er enorme, tabstallene voldsomme og udsigten til langvarig krig oplagt. Hvem kommer til at betale for dette? I Vesten forestiller man sig at Rusland/Putin kan komme til at ´betale prisen´, mens det helt ignoreres at vort eget bidrag til dette bliver uhyrligt og muligvis giver afsæt til endnu flere katastrofer.