"Der er for mig ingen som helst tvivl om at Putins første mål var et regimeskifte i Kiev. Hvorfor ellers prøve at erobre Kiev, og sende kommando soldater til Kiev? Det var jo det Rusland gjorde i starten af krigen. Mål ændrer sig i løbet af en lang krig, og nu forsøger Putin så at gøre Donbas til en del af Rusland, men det var på ingen måde hans oprindelige plan. Igen kan man så diskutere om den Vestlige støtte til Ukraine ender med at skade Ukraine mere end den gavner."
Jeg tror at Rusland havde foretrukket at beholde Krim, autonomi for Donetsk og Luhansk samt forfatningsreformer i Ukraine a la Minsk-protokollens retningslinjer -
før beslutningen om at angribe blev taget. Efter denne beslutning tror jeg at man i den russiske ledelse håbede på at den ukrainske regering brød sammen og kunne erstattes af en russisk proxy, som ville skabe en ukrainsk bufferstat for russerne. Da dette ikke skete, tror jeg at russerne skiftede til Novo Russia som et realistisk og stabiliserende mål for annektering via fixede folkeafstemninger i regionerne - bl.a. fordi grundlaget for at annektere, russoficere og stabilisere det øvrige (centralt-vestlige) Ukraine er meget ringe - og fordi en besættelse af hele Ukraine ville være en for stor opgave for det russiske militær samt udløse endnu stærkere reaktioner fra omverdenen. Nu hvor krigen har sat sine spor og demonstreret for russerne at de hverken er helte eller alt for skarpe på at vurdere den ukrainske modstandskapacitet, herunder de vestlige investeringers effekter samt omfanget af folkelig opbakning til modstandskampen, kan det være at de 4 regioner er målet ... men jeg tror ikke at Novo Russia er taget af bordet for good.
På den anden side har vi Ukraines ufravigelige krav om at få al territorium tilbage, før fredsforhandlinger kan indledes. Og vi har USA, som siger at Ukraines valg er suveræne og at man bakker op (med våben, logistik/assistance, politik og økonomi) hele vejen til et russisk nederlag.
NATO taler om at en stor offensiv vil komme i foråret, ukrainerne får våben ind og russerne mobiliserer hvad man kan i løbet af de kommende mdr. Ingen af dem vil anerkende egentlige begrænsninger for sig selv; man kan føre krig så længe at det er nødvendigt - mener man. På begge sider af fronterne er selvsikkerheden tilsyneladende høj, mens fjenden tales ned og åbenlyst fejlbeskrives (som panisk, tæt på sammenbrud o.a.). Forleden sagde Macron at krigen kun kan afsluttes med forhandlinger mellem parterne, og/men han kan sagtens have ment at den ene af disse, i den ene eller anden forstand, kommer til at forhandle med et nyt hoved.