De sidste foregående sider er der en del der
tror, mener el. gætter på forskellige årsager til Ruslands invasion og hvilke mål der har været samt hvor meget af Ukraine man ønskede at besætte.
Berlingske har forsøgt at bringe noget
viden ind om samme emne:
https://www.berlingske.dk/europa/her-er-putins-svimlende-militaere-planer-han-ville-knuse-kyiv-og-samleDet er primært baseret på en 62.000 tegn lang analyse i Washington Post:
https://www.washingtonpost.com/national-security/interactive/2022/ukraine-road-to-war/Ti journalister har arbejdet med den i over en måned, og amerikanske, europæiske og ukrainske nøgleaktører letter for første gang på låget med hemmeligheder fra forløbet. En helt afgørende oplysning står nærmest skødesløst i begyndelsen af artiklen, nemlig at »de amerikanske efterretningstjenester havde infiltreret det russiske politiske lederskab, militær og spionvæsen, hele vejen fra toppen til frontlinjen«. Amerikanerne gættede altså ikke. De vidste, hvad russerne var i færd med.
Berlingskes udgave er betalt info - Washington Post er gratis info.
Jeg bringer lidt klip og sammenskrivninger fr Berlingske her så det bliver lidt mindre
tro, mene og gæt.Først lidt Washington Post:
USA og Europa ville uden tvivl protestere over invasionen og annekteringen, men præsident Putin pegede på syv grunde til, at de ikke ville eller kunne gøre noget militært:
* Biden-regeringen var stadig i granatchok efter ydmygelsen i Afghanistan og ville undgå nye krige.
* USA og Europa led under eftervirkningerne af coronapandemien.
* Tyskland stod med en uprøvet og tøvende leder.
* Præsident Macron frygtede højrefløjen.
* Briterne døjede med Brexit-eftervirkningerne.
* Store dele af Europa var helt afhængig af russisk olie og gas.
* Russerne havde både økonomien og selvtilliden til at modstå sanktioner.
Derfor skulle det være nu, sagde Putin til sin inderkreds, og derfor blev det nu.
Den lange og grundige artikel i The Washington Post indeholder en række nøgleoplysninger for en forståelse af den russiske militærstrategi. De amerikanske efterretninger viste allerede i oktober 2021 følgende tre russiske nøgleelementer:
1. Russerne ville invadere på tre fronter. En armégruppe ville foretage en knibtangsmanøvre omkring hovedstaden, Kyiv. En armégruppe ville tage Kharkiv og trænge frem til den anden side af Dnepr-floden. Og en armégruppe ville tage Odesa og trænge frem til grænsen til Moldova.
2. Russerne planlagde at tage Kyiv i løbet af tre-fire dage, og Spetsnaz-elitesoldater ville finde og fange præsident Volodymyr Zelenskyj og »dræbe ham om nødvendigt.« Russerne ville derefter indsætte en statholderregering.
3. Russerne ville indlemme hele Ukraine i Den Russiske Føderation bortset fra et område langt mod vest. Putin forestillede sig at trække en uspecificeret streg fra Moldovas grænse til den belarusiske vestgrænse, og det ville efterlade et rest-Ukraine på størrelse med Ungarn.
Det er, hvad artiklen siger om den russiske strategi, og den siger også, at amerikanerne orienterede NATO-landene, herunder Danmark, om efterretningerne.
To vigtigste fronter
De to vigtigste fronter var i retning af Kyiv og Odesa – de to byer var, hvad militærteoretikeren Carl von Clausewitz formentlig ville have kaldt invasionens »schwerpunkte« eller fokus. Når russerne tog Kyiv, kontrollerede de Ukraine politisk, og når de erobrede Odesa, skabte de en landkorridor til det russiskbesatte Transnistrien i Moldova og skar Ukraine af fra Sortehavet, lød analysen i Moskva.
Angrebet på Kyiv-fronten skulle isolere den ukrainske hovedstad fra den øvrige del af landet, omringe byen og belejre den. Angrebet ville komme fra nord og fra fire – muligvis fem – forskellige retninger. Hver retning skulle rykke frem som i en moderne lynkrig og tilintetgøre specificerede ukrainske hær- og luftenheder og indtage deres baser. Og ikke mindre vigtigt: Jernbanelinjer skulle sikres og øjeblikkeligt repareres.
Angrebet på Odesa-fronten skulle komme fra fem forskellige retninger: Fra den russiskbesatte del af Donbas og mod Mariupol; fra Krim og langs kysten mod Odesa; fra den russiske flåde, som foretog en amfibielanding ved Odesa, og til slut skulle de russiske besættelsesstyrker i Transnistrien falde ukrainerne i ryggen.
Angrebet på den tredje front, Dnepr-fronten, skulle tage Ukraines næststørste by, Kharkiv, og drive en kile ind i den centrale del af landet fra fire forskellige retninger. Mens hastighed var afgørende på de to andre fronter, blev det ikke understreget i så høj grad her. Formentlig ud fra en formodning om, at når Odesa og Kyiv faldt, ville Dnepr-fronten også falde.
Når de russiske enheder havde sikret de pågældende fronter, kunne de foretage en pause og derefter fortsætte med at rykke mod vest og isolere ukrainerne i den yderste vestlige del omkring Lviv. befolkningen her var »uforbederlige nynazister«, og det var umuligt at integrere dem i Rusland, lød Putins analyse, skriver The Washington Post.
Det var præsident Putins militære strategi. Det var hans plan for Ukraine ifølge Washington Post, Berlingske og de amerikanske efterretninger.
Fejlen over alle fejl
Det gik anderledes. Præsident Putin fik ikke sin vilje.
Berlingske har tidligere redegjort for de fire strategiske russiske fejl, tre operationelle fejl og fem taktiske fejl, (se
https://www.berlingske.dk/europa/fuck-ud-af-min-have-det-tog-80-aar-at-skabe-frygten-for-russisk-militaer . betalt info) som fik invasionen til at slå fejl, men alle fejlenes moder fremgår tydeligt af Putins planer før invasionen
For da han for eksempel opregnede sine syv argumenter for invasionens timing, talte han overhovedet ikke om ukrainerne. Han talte om USA og om Tyskland, Frankrig og Storbritannien, mens ukrainernes reaktion på en invasion var skrevet ud af hans tankesæt.
Det samme med de operative planer. Han forestillede sig ikke, at ukrainerne kunne eller ville gøre modstand mod de russiske styrker.
Tag Putins lynkrig mod Kyiv. Ifølge NATO havde han opmarcheret mellem 20.000 og 30.000 soldater på Kyiv-fronten, og de skulle ifølge planerne på fire dage tilbagelægge mellem 150 og 350 kilometer og undervejs tilintetgøre følgende ukrainske enheder:
95. Faldskærmsbrigade i Zjitomir; SU-27 luftbasen syd for Zjitomir; 26. Artilleribrigade i Berditjiv; 61. Infanteribrigade i Tjernihiv; 1. Kampvognsbrigade syd for Tjernihiv; 169. Militære Træningscenter i Desna; MiG-29 basen og luftkommandocentret i Fastiv; 58. Panserinfanteribrigade i Konotop; 72. Panserinfanteribrigade i Bila Tserkva; 1129. Luftværnsmissilregiment i Bila Tserkva; 27. Artilleribrigade i Sumi; SU-27 jagerbasen i Myrhorod; og 156. Luftværnsmissilregiment i Zolotonosja.
Hvordan skulle så relativt få russiske soldater på så få dage nedkæmpe så mange ukrainske enheder? Plus de enheder, som slet ikke fremgik af planen, nemlig det ukrainske hjemmeværn? Det lyder umuligt.
Men når forudsætningen er, at ukrainerne ikke kan eller vil gøre nævneværdig modstand, så er problemet et ikke-problem. Uden modstand kan selv få soldater, selv dårligt udrustede og trænede soldater, løbe en modstander over ende på kort tid.
Det er den russiske fejl, som er en forudsætning for alle de øvrige russiske fejl.
Ovenstående er direkte gengivelser fra Washington Post og Berlingske uden egne holdningerEDITArtiklen er fra 21.08. men jeg bringer den nu, da flere på det sidste har bragt emnet op.